Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kierkegaards forfører har vundet

Publiceret 25-04-2013

TEMA Kierkegaard skabte Johannes Forføreren for at vise konsekvenserne af den rent æstetiske, hensynsløse kynisme. I dag er Kierkegaards forfører alle vegne

Af Johannes Henriksen

Det var ikke, fordi han selv lagde damer ned på stribe. Søren Aabye Kierkegaard. Faktisk er det stærkt tvivlsomt, om den senere så berømte filosof overhovedet var i seng med en eneste kvinde i sit 42-årige liv. Ikke desto mindre har han skrevet et af verdenslitteraturens væsentligste værker om forførelse. Og "Forførerens Dagbog", som værket hedder, er ikke blevet mindre væsentligt, siden det udkom første gang i 1843, som del af hovedværket Enten-Eller . "'Forførerens Dagbog' er en mesterlig gennemlysning af det æstetiske menneske i yderste potens," mener instruktør og dramatiker Martin Lyngbo.

alt er æstetik

Til daglig er Martin Lyngbo teaterdirektør på Mungo Park i Allerød, som i 2011 havde stor succes med en teaterversion af Kierkegaards klassiker om Johannes og Cordelia. Siden har "Forførerens Dagbog" været sat op på en række scener rundt omkring i landet, og til maj er den igen på plakaten i Allerød. Når Kierkegaards blik på forførelsen også er væsentligt i dag, hænger det ifølge Martin Lyngbo sammen med, at medierne og underholdningsindustrien stopfodrer os med forestillingen om, at alt er æstetik og social manipulation. "De mange realityshows - fra Paradise Hotel til X Factor - er jo i virkeligheden små studier i kierkegaardsk manipulation og forførelse. For amatører ganske vist," skynder Martin Lyngbo sig at tilføje.

Også hverdagslivet i det moderne Velfærdsdanmark bærer præg af de dilemmaer, som gennemspilles af  Kierkegaard i "Forførerens Dagbog". "Skal jeg tænde for fjerneren eller i stedet få læst den fagbog, som liggerog venter. Skal jeg spise rugbrød eller hoppe direkte til flødeskumskagen. Forførelsens grundlæggende mekanismer rækker langt ind i hverdagen, hvor vi hele tiden konfronteres med valget mellem det æstetiske og det etiske," siger Martin Lyngbo. Det betyder dog ikke, at man kan reducere Kierkegaard til en sur kulturkritiker, der vil udlevere forføreren som type. Kritikken handler nemlig i høj grad også om ham selv. Ligeså afgørende er det nemlig ifølge Lyngbo, at Kierkegaard altid meddeler sig til hin enkelte. Det er læseren selv, som skal anfægtes, snarere end han skal sidde med sin fikse fortolkning og pege fingre af en type i tiden."Men Kierkegaard viser os den socialt manipulerende, ekstremt selvreflekterende og ekstremt brutale adfærd, som kendetegner Johannes Forføreren," siger Martin Lyngbo.

forførelse i mellemhjernen

En ting er, hvad en godt 200-årig filosof i sin tid fandt frem til. For siden Kierkegaard kortlagde forførerens dæmoniske træk, er først Freud og siden hele den naturvidenskabelige forskning i menneskets sociale adfærd kommet til. Martin Skov er tilknyttet Decision Neuroscience Research Group på Copenhagen Business School. Her beskæftiger de sig bl.a. med social neuroscience, som er studiet af, hvordan hjernen og de biologiske systemer påvirker social adfærd. Han understreger, at hjerneforskningen ikke har foretaget specifikke studier af forførelsens biologiske grundsten. Seksuel adfærd i bred forstand er der til gengæld foretaget en lang række studier af. "Mennesket er grundlæggende et socialt dyr, og meget af det, vi gør, skal forstås på baggrund af, hvilke reaktioner vores handlinger medfører hos andre," fortæller Martin Skov. Følelser, eller emotioner, som de hedder i den angelsaksisk dominerede neurovidenskab, bliver til dybt inde i hjernen, i det limbiske system. Oven på hjernestammen, som er den del af hjernen, der fører ned mod nakken, sidder en række cellegrupper, som styrer vores positive og negative emotioner. Herunder altså også seksuel stimulans og begær. "I biologisk forstand begynder forførelsen i det limbiske system. Men billedet kompliceres af, at forførelseshandlinger også involverer visuelle faktorer, hormonelle processer, lugte og ikke mindst sprog. Derfor vil det også være særdeles vanskeligt at lave kontrollerede forsøg af forførelsen," siger Martin Skov.

Han peger på, at meget forskning i dag retter sig mod bestemte hormoners betydning for menneskers social adfærd. En række dyreforsøg har således påvist, at dyr, som udskiller bestemte former af hormonerne oxytocin og vasopressin har bedre anlæg for monogam adfærd. Tilsvarende er det også velkendt i forskningen, at udskillelsen af feromoner hos både mennesker og dyr kan spille en rolle i forbindelse med seksuel adfærd. Både adfærdspsykologien og neurovidenskaben kan således kortlægge en lang række af processer, som knytter sig til menneskets sociale og seksuelle adfærd. Men de er stadig meget langt fra at sige noget sammenhængende om forførelse. Selvom det ikke vil komme bag på Martin Skov, hvis der inden for en overskuelig årrække udnævnes en amerikansk professor i forførelse.

den dobbelte forførelse

Professor i forførelse. Måske er det ikke nogen dårlig betegnelse for Danmarks største filosof. Måske er det. Under alle omstændigheder kan man som læser meget nemt blive forført af Kierkegaards spidsfindigheder og skarpe tænkning. Det ved sognepræst og forfatter Sørine Gotfredsen alt om. Siden hun som ung læste Kierkegaard første gang, har hans tekster og tanker fulgt hende gennem livet. I april udgav hun bogen At leve med Kierkegaard , hvor hun fortæller om Kierkegaards betydning for hendes liv. Også - og ikke mindst - for hendes kærlighedsliv. Forførelsen hos Kierkegaard er altid dobbelt. Selv om Johannes Forføreren er en dæmonisk figur, så er forførelsen hos Kierkegaard aldrig entydig, påpeger hun. "Der er altid tale om en dobbelt bevægelse, hvor den, der forfører, også selv bliver forført. Derfor handler det heller ikke om at pege fingre af forføreren som den rene ondskab, men derimod om at erkende den selvoptagede, overfladiske succesrytter i sig selv," siger Sørine Gotfredsen.

Hun fortæller, at det altid har været en af Kierkegaard-forskningens yndlingsbeskæftigelser at kortlægge forbindelser mellem Søren Kierkegaard og Johannes. Og eftersom han skrev Enten-Eller umiddelbart efter, forlovelsen med Regine Olsen var blevet hævet, er den autobiografiske tolkning da også nærliggende. Sørine Gotfredsen mener dog ikke, at man skal lade sig forføre af sammenhængen. "Alt tyder på, at Kierkegaard skrev bogen, fordi han ville give Regine mulighed for at 'støde fra', som han selv formulerede det. I den forstand påtog han sig selv en skurkerolle, men der er ikke meget af det, vi ved om deres faktiske forhold, som tyder på, at Kierkegaard var en skurk i stil med Johannes," siger hun. Og selvom Kierkegaard efter bruddet med Regine ophørte med at være en forfører i traditionel forstand, så blev han det i en anden forstand, nemlig som forfatter. "Henvendelsen til hin enkelte er også en form for forførelse. Og en del af udfordringen ved at læse Kierkegaard er, at man samtidig med, at man lader sig forføre, også hele tiden skal huske på at holde fast i sig selv," fortæler Sørine Gotfredsen. Som præst forsømmer hun ikke lejligheden til at minde os om, at hos Kierkegaard er det eneste, som kan standse forførerens evige jagt efter adspredelse, erkendelsen af, at man står i forhold til noget, der er større end en selv. "Man skal ikke blive sig selv i forhold til Kierkegaard. Man skal blive sig selv i forhold til Gud," siger Sørine Gotfredsen.