Af Jeppe Langkjær
Han gør det selv. Søren Reiff, lærer på Den Rytmiske Højskole. Indspiller et guitarriff i sit studie for sig selv, for derefter at sende det om på den anden side af jorden. Og så, mens han sover, sørger en kollega for basgangen, en anden for trommerytmen, og vupti, så kan han lytte til det hele over morgenkaffen dagen efter.
En sammentrækning af tid og rum. Sådan beskriver kulturteoretikerne denne situation, vi som følge af moderne teknologiske og digitale landevindinger befinder os midt i. En situation, hvor vi kan overskride de umiddelbare tidslige og rumlige forhold, vores fysiske eksistens ellers er underlagt. Hvor vi som aldrig før er uafhængige af tid og sted og kan ordne det meste bag computerskærmen. Selv musikken. I sammenspil med resten af verden, men til syvende og sidst alene.
hvem sidder der bag skærmen
Ja, Søren Reiff udnytter den selv. Men han er samtidig opmærksom på faren
ved denne udvikling. Især hvis han ikke engang får bas og trommer indspillet live, men blot benytter sig af de enorme samplingbiblioteker, som i dag er tilgængelige. Så kan han vitterligt lave det hele selv. Og det gør flere og flere i takt med, at det er blevet mere udbredt "at spille på computer". Men musik skal ikke laves alene, mener han. Den er social. Derfor er Søren Reiff også glad for, at nogle af disse "computerspillere" lægger turen forbi højskolen. For her lærer de at være sammen om musikken.
Højskolebladet har også valgt at lægge turen forbi Den Rytmiske Højskole på en dag, der trods gavmildt solskin ikke kan beslutte sig for, om den ville være en lun sommerdag eller ej. "Jeg skulle da lige vænne mig til, at nogle elever opgav computer som deres primære instrument," indrømmer Søren Reiff, efter vi har fundet en stille plet på terrassen bag skolens lærerværelse. Men nu er det blevet hverdag.
Han underviser på skolens Sangskriver- og producerlinje og har på nærmeste hold oplevet, hvordan digitaliseringen har sat tydeligere og tydeligere spor i musikverdenen de sidste mange år. Et godt eksempel er hjemmesiden Wikiloops. Her lægger brugerne egenproducerede lydspor ud til fri afbenyttelse. Bandet overflødiggøres.
Denne asocialisering er usund, mener Søren Reiff. Musikken kræver samvær og sammenspil. Det er nemlig de allerfærreste, der er dygtige nok til at producere noget helt på egen hånd. "Michael Jackson kunne. Jeg har hørt en optagelse, hvor han på én og samme tid synger melodien og de forskellige instrumenter - alene…" fortæller han. En vigtig opgave for ham som lærer er at formidle det budskab. At lære eleverne at sparre - at dele ud af deres tanker om musikken. "Jeg synes, vi er med til at åbne verdener for nogle på den front," fortæller han. "Der findes mange indgange til musikken i dag. Det finder vores elever ud af. Og de finder ud af, at det betaler sig at kigge op over skærmen ind imellem."
ingen spilleregler
Den digitale udvikling har dog samtidigt gjort det lettere at give sig i kast med musikken. "Det kræver ingen skoling at spille og lave musik på computeren. Intet kendskab til skalaer, harmonisering eller øvrig musikteori. Du behøver ikke engang at kunne læse noder. Alle kan sammensætte forproducerede samples og loops, til de synes, det lyder godt," siger Søren Reiff. Ekspertvældet står for fald til fordel for en radikal demokratisering.
Musiklandskabet anno 2013 er derfor mere broget end nogensinde før. Fordi færre lærer, hvordan musikken "skal" lyde, opstår der konstant overraskende og anderledes brud. Søren Reiff møder elever på hvert hold, der har en langt større indsigt i for ham ukendte kroge af musikken, hvorfor det nogle gange kan være svært at følge med. Men det nyder han: "Det er enormt inspirerende. Og jeg bliver tvunget til hele tiden at bevæge mig, hvilket i mine øjne er utrolig sundt. Hvis jeg en dag ender som min bedstefar, der mente, at al musik efter 1960 bare var pigtråd, er det nok på tide at stoppe med at undervise."
Digitaliseringen er således med til at skabe et nyt rum for kreativitet. Et rum, hvor musikkens konventionelle spilleregler er sat ud af kraft. "Jeg kan huske, jeg hørte et nummer med Timbaland og Brandy for nogle år siden og tænkte: 'Hvad er det for nogle trommer?' Det lød umiddelbart helt forkert. Jeg skulle høre nummeret mange gange, før jeg fandt ud af, hvad der var på spil," fortæller han videre. "De brød de gængse rammer. Dengang lød det mærkeligt, men i dag kan jeg ikke forestille mig nummeret på nogen anden måde," siger han med et smil.
De nye omstændigheder er dog ikke et opgør med alt, hvad musikken har været, understreger han. Derfor giver hans store baggrundsviden og musikhistoriske kendskab ham stadig en fordel, når han hurtigt skal lære nyt. Musikkens grundlæggende strukturer opløses ikke: "Et brud er altid et brud på en regel. Og hvis et brud lyder godt, er det, fordi reglen brydes på en helt bestemt måde. Forskellen i forhold til tidligere er bare, at du ikke behøver at kende reglen. Musikkomposition er på den måde blevet mere intuitiv," forklarer Søren Reiff, mens fuglene tilbyder det soundtrack, de altid har gjort. Her er ingen strukturændringer.