Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Den kvindagtige list

Publiceret 01-08-2013

ANMELDELSE Historikeren Hans Bonde har begået en debatbog, som uden tvivl er velment. Holdningen er klar, ligebehandling er målet, men standpunktet skifter farve alt efter horisont

Af Svend Thorhauge

Før sommerferien kom Lars Løkke Rasmussen for skade at ville skelne mellem holdning og standpunkt. Det kom han ikke heldigt fra. Givetvis fordi de færreste valgte at høre efter, hvad han forsøgte at sige. Men pointen var for så vidt udmærket. Man kan godt fastholde en holdning til et sagskompleks og samtidig skifte standpunkt i forhold til strategierne undervejs, fordi samfundet nu engang forandrer sig. Et eksempel: Ligeværd er for mange et grundlæggende afsæt. Alle og hver enkelt bør uanset baggrund og merit tildeles samme universelle værdighed. Derfor er det også en holdning værd, at alle skal behandles lige. Men nu har vi balladen, som selv en elev i 3. klasse kan deltage i. For hvad vil dette "lige" så mene, og hvilke strategier bør iværksættes for at nivellere, hvor forskellene stikker i øjnene? Det er to forskellige spørgsmål, og man skal vare sig for at besvare begge på samme gang.

Historikeren Hans Bonde har begået en debatbog, som uden tvivl er velment; der er ingen grund til at betvivle mandens værdier og holdninger, det bekræfter hans egne meritter. Uden sammenligning i øvrigt minder det om Bjørn Lomborgs særlige kamp for miljøet: Værdier og holdninger er på plads, men på den ene side mener begge, at det står langt bedre til, end den sædvanlige "klagesang" vil mene, på den anden side er de begge modstandere af de aktuelt anvendte strategier til at opnå den ønskede tilstand. På kort formel mener Hans Bonde, at han som erklæret feminist burde kunne læne sig tilbage og med sindsro konstatere, at alt endelig er, som det bør være. Kvinden har politisk indflydelse, ligeløn, bedre sundhed og udsigt til en udlignet livsindkomst. Men det kan han så alligevel ikke, for feminismen er slået over i en favorisme, hvor kvindagtige magtstrategier som udnyttelse af skam og svaghed truer med helt at udrangere manden og aldeles sløre for det faktum, at kvinden ikke er undertrykt, men nok så listigt skjuler sin favorable position. Fordi du fortjener det er således en klassisk afsløringsbog.

debatbog med stort d

Det er en debatbog, og som sådan er den også lykkedes: Den har delt vandene
og skabt røre. Formålet med bogen er, skriver han indledningsvist, "at nydefinere måden, vi tænker køn på". Det projekt lykkes desværre mindre godt. Han tilbyder ikke en eneste ny definition og afslører (afsløringsbøger har det nemlig med at være tveæggede), at hans eget kvindesyn, når det kommer til stykket, er reaktionært i ordets egentlige forstand. Det er stereotypt og generaliserende.

En række kvinder oplistes som eksponenter for alt det ved "kvinden" han ikke kan lide, blandt andet nærmest samtlige kvindelige ministre, især rige arvinger af hunkøn, der ridder dressur, men også eksempelvis Stine Bosse. Mens enkelte kvinder får lov at repræsentere "kvinden" på rette vis: nemlig Hilary Clinton og Karen Blixen. Til gengæld præsenterer Hans Bonde os for en række eksempler på, at kvinder i dag reelt er meget mere ligestillede, end mænd og kvinder tror,
de er. Der er gode eksempler iblandt, som det bestemt er væsentligt at bringe til debat. Ligeløn er et af dem. Hans Bonde henviser her til kampagnen "Hold fri resten af året," hvor kvinder opfordres til at blive hjemme 1. november og året ud, da de "jo" får 18 % mindre i løn end mændene og derfor bør arbejde 18 % mindre. Statistikken fortæller dog, at mænd og kvinder får samme løn for samme arbejde. Det kunne Lønkommissionen i 2010 slå fast. Kvinder vælger blot "frit" lavtlønsarbejdet. Her kunne man så overveje, om der var strukturelle eller kulturelle betingelser, som var årsag til den forskel. Det gør Hans Bonde ikke, han citerer en række mænd og kvinder for, at kvinder ikke "går på kompromis med deres livsstil" eller kun har karriere inden for bløde områder som HR.

Det er prægnant i bogen, at mænd tildeles retten til at være så forskellige,
at de mænd, der eksempelvis bryder igennem som kunstnere, "på ingen måde repræsenterer mænd som helhed". Men det gode spørgsmål til Hans Bonde må så være: Hvem gør så? Og hvem repræsenterer kvinderne? Gør nogen? Lige præcis på de spørgsmål lader det til, at Hans Bonde nærmest har set sig gal på en række kvinder og lader dem være eksponenter for alt det, han ikke kan lide. Helt pinagtigt bliver det, når Amanda Jakobsen, der bedrog Gate Gourmet for mindst 120 millioner, fremhæves som et eksempel på, at svindlen kun kunne lade sig gøre, fordi hun var ansat som led i en "kvindelig symbolpolitik". Stein Bagger, derimod, var ikke en galionsfigur, men lovede "guld og grønne skove til profithungrende finansmænd".

nej tak til kvoter

Bogens første og sådan set også rimeligste ærinde er at argumentere mod kvindekvoter. Hans Bonde forfægter, at midlet ødelægger målet, og en række mænd og kvinder er enige med ham i det standpunkt. Når han så samtidig beklager, at der ikke kæmpes for kvindekvoter i militær og renovationstjeneste, glemmer han, at det nu engang altid er de knappe ressourcer, der bliver genstand for retfærdighedsprøvelser. Her er vi tilbage ved anmeldelsens begyndelse. Holdningen er klar, ligebehandling er målet, men standpunktet skifter farve alt efter horisont. Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Jura og medicin er blevet til kvindefag, og inden for en overskuelig årrække vil der være en majoritet af kvinder på universitetet. Det tager nu engang den tid, som udskiftning i en organisation tager; og nogle gange er det ikke ufornuftigt at væbne sig med tålmod.

Det bør afslutningsvist siges, at man(d) jo godt kan forstå den harme, manden rammes af, når der bringes forfordelinger til torvs, som ikke er reelle, og konkrete kvinder i den forbindelse beklager sig over mænd i al almindelighed og gør det på kvindernes vegne. Både mænd og kvinder kender ærgrelsen over, når det, de gør, ikke ses som deres eget, men som udtryk for deres køn. Kvindelige kolleger, der hele tiden skyder én mandschauvinisme i skoene, er lige så irriterende som mandlige kolleger, der skyder kvinden kvindagtig list i skoene. Men løsningen begynder i og med sproget. Måden vi adresserer og kategoriserer på. Den del af Hans Bondes kritik, som rammer, og det gør noget af den bestemt, rammer nemlig ikke "kvinden" som sådan, men konkrete kvinder, som de hver især argumenterer, og konkrete mænd, som de hver især argumenterer.