Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Du er køn, mand!

Publiceret 01-08-2013

TENDENS Manden har fået et køn. Men han mangler endnu at kunne sætte ord på det. På sigt kan mandens bevidsthed om kønnet få betydning for måden, vi indretter os på – ja, måske endda danne grobund for en overskridelse af kønnet overhovedet

Af Jeppe Langkjær

"Du er da vist en rigtig mand," siger vi ofte. Gerne til ham den bredskuldrede, der lige har boret store huller i væggen og efterfølgende bundet en øl. "Du er ikke en rigtig dreng," betød det i virkeligheden, da jeg i mine sidste folkeskoleår i den nordjyske provins blev mobbet og beskyldt for at være "homo", "bøsse" og "fag". I det mindste havde jeg fodbolden - for "rigtige" drenge spiller jo fodbold. Men hvad vil det overhovedet sige at være en "rigtig" mand - eller dreng for den sags skyld? Ja, hvad vil det overhovedet sige at være mand? De mulige svar forekommer uendelige i en tid, hvor manden for første gang for alvor skal forholde sig til sig selv som køn. En mand har snakket med tre andre mænd om det at være mand.

er manden i krise?

Manden er ikke længere et universelt subjekt. I kvindefrigørelsens slipstrøm er den kønnede mand pludselig dukket op: Altså ikke manden som menneske, men manden som hankøn. Og denne nye situation udfordrer ham. "Se blot på Thomas Blachman og hans tåkrummende, selvbetitlede TV-program," indleder Anders Haahr Rasmussen, kønsdebattør og forfatter. Egentlig er udgangspunktet for og intentionen med programmet sympatisk - for Blachman vil i bund og grund snakke om det at være mand, og det har vi brug for, indrømmer Anders Haahr. For den nye situation kræver en ny sproglighed. "Han gør det bare utroligt akavet. Men al begyndelse er svær. Hvor kvinden over længere tid har gjort sig erfaringer med at sætte ord på sig selv som køn, er manden først lige begyndt. Det skyldes, at den klassiske maskuline opførsel og selvforståelse, der tidligere var gangbar i alle situationer, forkastes i flere og flere sammenhænge," fortæller han videre.

At være mand er således blevet en opgave med utallige løsningsmuligheder. Det er dog ikke ensbetydende med, at manden er i krise - et indtryk man ellers får, når netop Blachman toner frem på TV-skærmen og med løftet pegefinger advarer mod det pikløse samfund. "Når mænd mener, at de er pressede, er det fordi, de fastholder, at man kun kan være mand på én måde. Men sådan forholder det sig ikke i dag - manden må spille forskellige roller. Hvad der fungerer i soveværelset, fungerer ikke nødvendigvis i kantinen," siger Anders Haahr.

En betragtning Nikolaj Munk, manden bag bloggen Mandfjols og dette års modtager af Dansk Kvindesamfunds Mathildeprisen for ligestillingsfremmende
aktiviteter, er enig i: "Det, vi kender som manden, den heteroseksuelle, meget typiske, dominerende mand, er helt sikkert i krise. Om manden som køn er i krise, er jeg ikke helt så sikker på. Han har det stadig ret godt. Men vores selvforståelse forandrer sig, så hvis ikke vi er i krise, er vi i hvert tilfælde i forandring."

Heller ikke Kenneth Reinicke, lektor og mandeforsker ved Roskilde Universitet, vil snakke om krise. Ligeledes er han skeptisk over for tendensen til at diagnosticere dagens samfund som feminiseret - en diagnose, som ofte ligger til grund for idéen om den kriseramte mand: "Som sådan er manden ikke i krise, og enhver snak om det pikløse samfund er noget vrøvl. Mange mænd har aldrig haft det bedre og trives med pluraliteten af mulige identiteter. De nyder at kunne stykke deres egen maskulinitet sammen". Men selvom han afviser en overordnet feminisering og understreger mandens velbefindende, mener Reinicke i lighed med Haahr imidlertid også, at den kønnede tilværelses mange muligheder skaber problemer. "Køn er ikke noget, man som mand traditionelt reflekterer over, men noget, man tager på sig. Derfor har nogle mænd det også svært med pluraliteten, og vi ser nogle gange, hvordan det mandlige køn kommer til udtryk i ekstrem og polariseret form," fortæller han og henviser bl.a. til, at alkoholikere og selvmordere typisk er mænd.

flere fordele end ulemper

Trods startvanskelighederne for nogle mænd - såvel sprogligt som eksistentielt - må der dog ikke herske tvivl om, at denne nye situation er en del af en positiv udvikling. En udvikling Kenneth Reinicke beskriver som en demokratisering, der medfører, at manden i højere og højere grad må tage stilling til sig selv. "Gennem demokratiseringen af det mandlige køn afkræves den enkelte en større stillingtagen. Ud over at skulle finde ud af, hvem han selv er, tvinges manden også til at reflektere over sig i forhold til sin omverden og de mennesker, han omgås."

Også Nikolaj Munk betoner, hvor vigtig mandens øgede refleksion er, selvom den kan være kilde til ubehag: "Det er et vist ubehag forbundet med det at finde sin rolle som mand i dag. Man skal passe på ikke at træde på andre. Men sådan er det nødt til at være, for i det ubehag er der refleksion og læring. Hvis jeg er bevidst om, at jeg skal være mand på en ikke-undertrykkende måde, begynder jeg at overveje, hvorfor noget er undertrykkende." At manden opdager sig selv som et vilkårligt kønnet individ frem for en eviggyldig norm for enhver menneskelig handlen, kan altså give ham en bevidsthed om hans samfundsmæssige position. En bevidsthed, som kan være med til at sikre en øget mellemmenneskelig sensitivitet: "Det er ekstremt vigtigt at kigge på, at vi som køn har fået en masse privilegier, og hvad vi gør med dem. Det kan godt være, vi ikke aktivt ser os selv som køn, men vi har alligevel formået at underordne alle dem, der ikke passer ind i den traditionelle mandeboks. Det er vigtigt, at vi kigger på, hvordan vores køn påvirker verden omkring os," siger Nikolaj Munk.

Hvad kønsbestemte fordele angår, nævner Kenneth Reinicke, hvordan den nye udvikling har gjort det vanskeligt at sætte fokus på mænds privilegier og rettigheder. "For hvordan kan det dominerende pludselig være undertrykt i bestemte situationer? Det kan være svært at forstå," fastslår han. Det er også en tendens, Anders Haahr oplever. Han efterspørger fx plads til manden i kønsdebatten, men erkender samtidig paradokset i, at manden skal gives plads: "Det skal i hvert tilfælde ikke lægges over på kvinderne. Mændene må selv skabe et rum, hvor de kan øve sig og snakke om det mandlige køn," mener han.

mere køn, mindre køn

Samtidig peger Anders Haahr dog på en yderligere gevinst ved mandens nyvundne kønsidentitet. "Det kønnede blik ligger dybt indkodet. Men mandens nye forståelse af, at han selv - og ikke kun kvinden - har et køn, kan føre til en overskridelse af den evige snak om køn," mener han. I selve erkendelsen af kønnet som almenmenneskeligt vilkår findes således potentialet til frigørelse fra det - potentialet til først og fremmest at møde den enkelte som menneske uanset køn. Dette ønske om at kunne overskride kønnet i det menneskelige møde er imidlertid ikke sammenfaldende med en ambition om et kønsfrit samfund, understreger Anders Haahr: "Kønnet er et vilkår. Men det behøver ikke fylde lige meget i alle situationer. Fx er den kønnede relation ikke spændende på arbejdspladsen."

Kenneth Reinicke anlægger en mere akademisk tilgang, men heller ikke han mener, at den øgede relativisering af manderollen vil føre til den totale frihed fra kønnet: "At gøre op med kønsroller er utopisk. Som sagt er der i dag tale om en enorm mangfoldiggørelse af manderollen, hvilket i højere grad end tidligere har bragt diskussioner om kønsrelationer frem i lyset. Men den fuldstændige opløsning af kønsforskelle er umulig," siger han.

Ganske anderledes forholder Nikolaj Munk sig til spørgsmålet om det kønsfrie og kønsneutrale samfund. "Jeg håber, vi er på vej hen et sted, hvor vores træk ikke er defineret af vores køn. At man kan få lov til at være lige, som man vil, uanset hvilket køn man identificerer sig som. At det at være mand ikke nødvendigvis betyder noget for den måde, vi er på," fortæller han og fortsætter: "Manden som mand eksisterer kun som konstruktion, hvilket vi forhåbentlig kan indse på et tidspunkt. Opdelingen i mand og kvinde er begrænsende. Jeg så gerne en verden, hvor køn ikke er definerende. Det at være mand skal ikke fortælle andet end hvad, man føler sig som. Forhåbentlig bliver maskulinitet og femininitet en dag meningsløse definitioner, fordi det er dovne begreber. Vi er meget mere komplekse. For min skyld kan vi nøjes med at forholde os til individer og mennesker."

Men dette forbliver foreløbigt et ideal. Sikkert synes det imidlertid, at manden er sat fri som køn - "den rigtige mand" eksisterer i dag kun sprogligt. Hvorvidt mangfoldiggørelsen af hankønnet i sidste ende skal - eller overhovedet kan - munde ud i en tilintetgørelse af manden som sådan og dermed reducere ham til ene og alene et sprogligt prædikat, er der altså uenighed om blandt de tre mænd. Det må tiden vise.