Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kennedys ord for freden

Publiceret 29-08-2013

ANMELDELSE Tre taler, der ændrede verden, analyseres i en inspirerende bog, hvor tillid tilskrives en afgørende rolle for våbennedrustningen efter Cubakrisen

Af Lars Andreasen

For både Kennedy og Khrusjtjov stod det efter Cubakrisen klart, at gensidig nuklear oprustning var en blindgyde. Alt for mange ressourcer ville gå til våben,
og den generelle velstandsudvikling ville lide under kapløbet. Det stod derfor også klart, at man måtte skabe afspænding mellem tidens to supermagter. Spørgsmålet var bare hvordan. Begge ledere måtte på hjemmefronten kæmpe med krigshøge og intern mistillid. Samtidig skulle Kennedy balancere mellem en alt for eftergivende eller alt for konfrontatorisk politik over for sovjetmagten. Erfaringen fra 1. Verdenskrig var den, at frygten for krig førte til et våbenkapløb, som yderligere forstærkede krigsfrygten til et niveau, så Europa nærmest selvantændte. Hitler, på den anden side, fik måske for lidt modstand, man var for eftergivende, hvilket syntes at have medvirket til 2. Verdenskrig. Hvordan
undgå en tredje verdenskrig med disse modstridende erfaringer?

Ifølge forfatteren til bogen To move the world , Jeffrey D. Sachs, blev Kennedys våben: ord! Sachs påpeger, at Kennedy strategi var at tage et skridt ad gangen mod en atomvåbenfri verden, og at han sammen med sin stab planlagde tre taler, der skulle føre til det ønskede resultat. Først en traktat, der skulle forbyde
prøvesprængninger.

Den første, the peace speech, holder han d. 10. juni 1963 på American University - ca. 8 måneder efter Cubakrisen. Det er her forestillingen om en anden slags fred end den, terrorbalancen opretholdte, skal plantes. Han anerkender logikken bag terrorbalancen: Altså det forhold, at begge supermagter har så store atomvåbenarsenaler, at ingen af dem tør udløse en krig. Første skridt er taget mod afspænding og en atomvåbenfri verden.

Den næste tale holder Kennedy d. 28. juni i det irske underhus, hvor han argumenterer for, at enhver uanset størrelse må bidrage til freden med det, de kan. Og han forsikrer sine små allierede, at bestræbelserne på at opnå en gensidig aftale med Sovjet om at forbyde prøvesprængninger på ingen måde må ses som manglende forsvarsvilje. Og Kennedy viste under Cubakrisen i oktober 1962, at han var parat til at bruge atomvåben mod Sovjet.

Endelig er det Senatet, der skal overbevises om, at dialog og aftaler ikke er udtryk for kujonisme, men for kløgt. Tredje tale er til befolkningen den 26. juli 1963. Det er befolkningens pres, der skal sikre Senatets stemmer. "My fellow Americans," siger han, "let us take that first step. Let us, if we can, step back from the shadows of war and seek out the way of peace. And if that journey is a thousand miles, or even more, let history record that we, in this land, at this time, took the first step." Den 7. oktober 1963 kunne han så underskrive aftalen om ikke at lave overjordiske prøvesprængninger.

tillidens magt

Det er disse taler og denne proces, Sachs analyserer i bogen, som også indeholder selve talerne i deres fulde ordlyd. Den viser Kennedy som en afdet 20. århundredes største og mest intelligente statsmænd - man undgår næppe at blive imponeret af mandens intellekt og politiske behændighed. En slags politisk, strategisk inception. Kennedy planter idéer og forestillinger, som vokser og får tilstrækkelig med kraft til at ændre den politiske virkelighed.

To move the world er en meget inspirerende bog og en bog, der indgyder håb. Vi ved alle, at tillid og samarbejde er vejen frem mod en mere retfærdig verden, og Sachs' bog om Kennedy viser, at det kan lade sig gøre at indgyde tillid, skabe samarbejde og en fælles retning selv i de allermørkeste tider. Bogen er således også et godt supplement til den teori, som er fremherskende i fx i John Lewis Gaddis Den kolde krig , der siger, at det netop var oprustningen og den gensidige forsikring om total udslettelse ved brug af atomvåben, der sikrede freden (MAD: Mutually Assured Destruction).

Ingen tvivl om, at risikoen for udslettelse skabte besindighed, men tillid er den anden vigtige ingrediens i arbejdet for verdensomspændende fred. Sachs viser, hvordan Kennedy skabte den tillid mellem sig selv og Khrustjov. Det er en erfaring både læsere, politikere og diplomater bør tage med sig, når verdens resterende konflikter skal tages ved hornene: Måske de kan inspirere i forhandlingerne mellem palæstinensere og israelere, mellem Putin og Obama, Hu Jintao og Shinzo Abe, mellem religiøse og liberalt indstillede i Egypten, og når Irans atomprogram skal diskuteres med Præsident Hassan Rouhani. At vi nu med Sachs' bog får kendskab til og indblik i dette tillidsskabende arbejde er vel nærmest lige så vigtigt, som Kennedys arbejde engang var det.