Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Ligestilling er ikke et nulsumsspil

Publiceret 01-08-2013

INDSPARK Erstat rettighedstænkning med fælles samfundspligt

Af Rasmus Kjær

Jeg havde egentlig aftalt med mig selv, at jeg ikke ville blande mig offentligt i feministiske anliggender. Både fordi jeg synes, at kønsdebatten har det med at blive skinger i tonen, og ikke mindst fordi den synes så uendelig gennemtygget, at de fleste indlæg ender som variationer over samme grundspørgsmål. Hvordan kan det ulige kønshierarki mellem mand og kvinde brydes? Hvad enten man er en sur bitterfisse eller et flirtende mandfjols, er det den samme diskussion, der føres om og om igen. Om det er kvinder eller mænd, der fremfører argumenterne, gør for mig at se hverken debatten kønnere eller mere indholdsrig.

Feministernes kamp har sat sig fast og er blevet et symptom på et visionsløst samfund, hvor mennesker, der alvorligt anvender begreber som utopi og håb i en diskussion, udløser et overbærende smil og måske en kommentar om, at der nu engang er de ressourcer, der er, og at vi må forholde os til realiteterne og fordele det, vi har.

Feminismens udfordring er dens grundlag, som handler om at få adgang til privilegier, ressourcer og positioner, som netop er formuleret og skabt af mænd. Det lidt fjollede er, at feministen på den måde gør manden til sit ideal. De vil have det, som mændene har. Ingen nye visioner her. Måske er det derfor, at den moderne filmheltinde er mænd overlegne i fysik og seksualitet. Edderkopper der først forfører og så tæver. Lara Croft, Lisbeth Salander eller GI Jane. Alle både smukke og stærke. Den sidste ekspliciterer endda det feministiske  anliggende med replikken: "Suck my dick". Og så er vi fremme ved næste problematik. Feministernes kamp hviler på den lidt misforståede forestilling om, at ligestilling er et spørgsmål om at rage til sig af goderne. De vil både have bryster og diller. Kampen for ligestilling gøres til en kamp om rettigheder og adgange til privilegier, som om der eksisterer et bestemt antal heraf, som det så gælder om at få fat i. Sagen er dog, at ligestilling netop ikke udfolder sig i et nulsumsspil. I et nulsumsspil fordeles den samlede mængde goder som en lagkage. Får manden et større stykke, er der mindre til kvinden og omvendt. Spørgsmålet er, om det ikke er mere visionært at spørge til, hvordan man sammen skaber en  bedre og måske større kage (helst uden rødbeder og med masser af gluten).

Den moderne velfærdsstats problem er ligesom ligestillingens, at den alene opfattes som et apparat, der fordeler ressourcerne, mens visionerne for et bedre samfund går tabt. Kritikken er ikke uberettiget. Velfærdsstaten opfattes af mange som en fast størrelse, der skal bevares. Det eneste, som er interessant i politisk sammenhæng, er hvordan velfærdsstatens lagkage udskæres, og hvem der får mest.

Hvis vi vil ud over de visionsløse rettighedskampe, som ligestillingen sidder fast i, er vi nødt til at skabe rum, hvor det er legitimt at forlade rettighedstænkningen til fordel for overvejelser over menneskelige pligter til at medvirke til et godt samfundsliv. Det interessante i et folkeoplysningsperspektiv er, at  folkeoplysningen er baseret på en sund antagelse om, at samfundet ikke skaber sig selv. Det må skabes af de mennesker, som udgør folket. Men vi skaber ikke noget uden at have en idé om, hvor vi skal bevæge os hen. Folkelig oplysning må derfor ikke alene legitimere sig selv som en lige adgang til dannelse og læring. Den skal også handle om den fælles pligt til at skabe samfundet. En pligt, som er både mandens og kvindens, og som forhåbentlig kan bidrage til flere goder for os alle.