Af Jeppe Langkjær
Dér, midt i københavn med sin hvide facade vendt mod Nytorv og Københavns imponerende domhus ligger det.Højskolernes Hus. I husets nederste vinduer hænger en række reklamer for højskolerne. Højskolerne- bestemt flertal. Bag husets mure diskuteres højskolernes væsen og formål på livet løs af ansatte i FFD - Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark. Det synes ganske vist: Højskolebevægelsen lever i bedste velgående. Spørgsmålet er dog, om det blot er synsbedrag?
Ikke ifølge lovbekendtgørelse nr. 689 af 22. juni 2011 af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler). Her står det sort på hvidt, hvordan alle højskolers hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, ligesom de alle skal tilbyde undervisning af bred almen karakter. At højskolerne udgør et væsensfællesskab og en bevægelse støttes yderligere af den første formålsbestemmelse i FFD's vedtægter: Foreningen skal arbejde for folkehøjskolernes idé.
illusion snarere end idé?
Rettes blikket bort fra den gamle herskabslejlighed i Kongens København og ud mod de højskoler, foreningen repræsenterer, kan der dog med god grund sættes spørgsmålstegn ved eksistensen af denne idé. Højskolebladets kortlægning af skolernes værdigrundlag i november sidste år viste fx, at de værdier, skolerne deler, til forveksling ligner et katalog over de politisk mest korrekte holdninger. Næppe værdier, der kan tegne en skarp profil af en samlet bevægelse. Ligeledes afslørede bladets nylige undersøgelse blandt 204 af landets højskolelærere et interessant faktum: Kun 19 % af de adspurgte vægter i høj grad det at være en del af højskolebevægelsen som en vigtig dimension af deres arbejde. Ligeledes ser lærerne sig i meget større udstrækning som lærere på deres egen skole end som højskolelærere i al almindelighed. Bevidstheden om at tilhøre en samlet højskolebevægelse er altså til dels fraværende blandt mange af bevægelsens centrale kræfter.
At det forholder sig sådan, kommer ikke bag på Christian Nissen, højskolebarn og tidligere generaldirektør i Danmarks Radio. Han fortæller, hvordan nye lærere på Antvorskov Højskole, hvor hans forældre var forstanderpar frem til 1963, primært kom fra grundtvigske kredse, og gjorde de ikke det, blev de meget hurtigt præget. Det er hans indtryk, at lærerne i dag udgør en meget mere heterogen gruppe, som ikke i samme grad tager de klassiske højskoleværdier til sig.
Christian Nissen afviser imidlertid samtidig, at der dengang var tale om en egentlig højskolebevægelse. Det var nærmere et spørgsmål om forskellige skoletyper med et vist åndsfællesskab såsom de grundtvigske, arbejderbevægelsens skoler, missionsskolerne og sygeplejeskolerne. Dog med en forståelse af, - i hvert fald blandt dem selv - at de klassiske, grundtvigske skoler var de "rigtige folkehøjskoler". Dette billede har dog også ændret sig, og højskolelandet forekommer Christian Nissen langt mere atomiseret i dag.
Den samlede højskolebevægelse synes altså at være forlist som projekt for længe siden. Men hvilke konsekvenser har det for forestillingen om de danske højskoler i dag? Arbejder FFD i virkeligheden for en illusion snarere end en idé?
højskolen bundet af livsoplysning
På sin vis - ifølge Kurt Finsten, forstander på Krabbesholm Højskole. Højskolebevægelsen i traditionel forstand er ganske rigtigt stendød. Men det begræder han ikke. Ønsket om en egentlig højskolebevægelse forekommer faktisk Kurt Finsten ubehagelig. Sektagtigt. Højskolen har i hans øjne gjort ret i at lade diversiteten og mangfoldigheden få frit afløb. "Ideen om en fælles erklæring og forestillingen om, at på rigtige højskoler står forstanderen højrøstet på talerstolen og spytter ud over de første fem rækker, mens de samme salmer synges hver morgen, bliver klam. Det skal vi væk fra," understreger forstanderen.
Han mener dog stadig, at landets højskoler deler nogle altafgørende væsenstræk. Grundlæggende handler det om livsoplysning. Nok er der stor forskel på fag, lærere og elever de enkelte skoler imellem, men fælles for dem er diskussionen af tilværelsens grundlæggende forhold. Overbevisningen om, at der bag den specifikke faglighed gemmer sig de store spørgsmål. Særligt kostskoleformen og fraværet af eksaminer spiller en vigtig rolle for udfoldelsen af denne diskussion.
Det er altså pædagogikken og fundamentet for undervisningen, der binder skolerne sammen. Og det må FFD indse, lyder anbefalingen fra Kurt Finsten. Foreningen skal ikke kæmpe for at kvalificere tilværelsens grundlag. Den skal skabe rum for, at kvalifikationen kan ske i frihed på den enkelte skole. Derfor imødeser Kurt Finsten også med begejstring FFD's højskolepædagogiske projekt. Det kan forhåbentlig belyse og sætte ord på, hvad højskolerne kan sammen og hver for sig. For selvom de ikke bør udgøre en bevægelse, kan de i sandhed noget unikt.