Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Folk først, samfund så

Publiceret 03-06-2013

INTERVIEW Folkeligheden er uvurderlig; som værn mod totalitarismen, som grobund for samfundsmæssigt frisind og som nødvendig forudsætning for den menneskelige dannelse. Så lad os ville den. Højskolebladet har talt med forstander Thue Kjærhus

Af Jeppe Langkjær

På den gode side af fire timer tager turen fra hovedstaden til Rønshoved Højskole. Der er dog en god grund til, jeg er rejst den lange vej: Han hedder Thue Kjærhus, og om nogen i højskolekredse ligger begreberne folk og folkelighed ham på sinde - både personligt og intellektuelt. Og det er præcis, hvad jeg er kommet for tale med ham om.

Lad det være sagt med samme: Det er ingen let sag at interviewe Thue Kjærhus. Som minimum skal du have et nogenlunde overblik over de sidste 200 års - tyske - idéhistorie, ligesom et kendskab til flere af litteraturhistoriens kanoniske værker er en klar fordel, før ordstrømmen fra den veltalende forstander giver bare den mindste mening. At nedenstående kan forekomme mere som et foredrag end et egentligt interview, skyldes dog formentlig også, at det ikke er et helt simpelt spørgsmål, jeg er taget til grænselandet for at få besvaret en skyet og bygefyldt onsdag i maj. Nemlig: "Folk! Hvad er vel folk i grunden?" Et spørgsmål, Grundtvig stillede første gang i 1848, og som her godt 150 år efter stadig forekommer ganske relevant.

Efter en indledende snak og en klassisk højskolefrokost trasker vi med fulde maver over parkeringspladsens knasende småsten og sætter os til rette i to bløde lænestole i forstanderboligens gulmalede stue med udsigt over den pittoreske Flensborg Fjord. Her konfronterer jeg min vært med Grundtvigs 1000-kroners spørgsmål. Thue Kjærhus griber da også instinktivt tilbage til højskolens ideologiske fader i sit indledende svar: "Folket er den vækkede og bevidstgjorte almue," lyder det. "Grundtvig har en dikotomi, en skillelinje mellem almue og folk. Hvor almuen har en fragmenteret bevidsthed om sin historie, sin kultur og sin kristenhed, er folket bevidstgjort om denne fælles referenceramme. Cohesion er et centralt begreb i den forbindelse."

det folkelige forsvar

Jeg bliver hurtigt klar over, at bestemmelsen af folket således ikke blot er en deskriptiv opgave i Thue Kjærhus øjne - nej, den er i lige så høj grad normativ. Skabelsen - og det er netop en skabelse - af folket og dermed folkeligheden er skabelsen af en homogenitet, der fungerer som forsvar mod yderligtgående og totalitære ideologier. Positioner, der fremmes af en samfundsmæssig fragmentering: "Som min husgud Hannah Arendt siger, er det netop en insisteren på det individuelle, atomiserede standpunkt, der kan føre til den totalitære nazisme. Det var de splittede og moderne masser i Nordtyskland, der blev nazister. Ikke det utidssvarende Sydtyskland. Jeg vil derfor insistere på fællesskabet og homogeniteten. Ellers får vi atomiserede masser, og det er det, der skaber ideologier. De egentlig farlige er de ikke-rodfæstede."

At det forholder sig sådan skyldes yderligere, at individet først bliver myndigt og autonomt i kraft af fællesskabet: "Du bliver menneske i fællesskabet. I fællesskabet åbenbares du for dig selv og andre. Danmark bliver aldrig yderliggående på grund af denne menneskeliggørelse," forklarer han, mens han læner sig frem, så han er sikker på, at han har min fulde opmærksomhed.

Thue Kjærhus opfatter dog ikke blot folkeligheden som et værn mod farlige, ødelæggende bevægelser. Den er i sin natur opbyggelig og et nødvendigt fundament for frisind og det åbne samfund. En pointe forstanderen gentagne gange udfolder med fortællingen om sønderjyderne, der som den mest nationale - eller snarere partikulærnationale - befolkningsgruppe i Danmark alligevel vender det nationalistiske ryggen og i stor stil støtter det fælleseuropæiske projekt med afsæt i det folkelige. "Det er den kulturelle kapital, folkeligheden, som er forudsætningen for demokratiet og det tillidssamfund, vi kender. Jeg mener, at frisindet springer ud af en folkelighed, som kan rumme de andre. For de andre skal have den samme ret til at udleve deres folkelighed," slår han fast.

Spurgt til om ikke denne udlægning af folket og folkeligheden kan virke ekskluderende, lyder svaret efterfølgende: "Jo, det er ekskluderende." Men kun for dem, der ikke ønsker at tage del: "Man bestemmer selv, om man vil tilhøre folket. Det er et viljesspørgsmål."

folkelighed frem for danskhed

Derfor bryder han sig heller ikke om begrebet "danskhed" - og slet ikke i kanoniseret form: "Hele diskussionen om danskheden bliver ofte meget firkantet for mig. Det kan ikke lade sig gøre at lave prøver om, hvad der er dansk. Når jeg snakker om homogenitet, mener jeg ikke endimensionalitet. Der skal være plads til forskellighed. Folkeligheden er foranderlig. Den skal hele tiden vitaliseres, vandes, plejes og udvikles. Du kan ikke være helt konkret og sige: 'Det der er dansk, og det der er dansk'. Det er en udvikling. Vi kender aldrig resultatet af folkeligheden. Den er altid uforudsigelig. Den skaber altid noget nyt. Som Arendtudtrykker det med et citat fra Augustin: 'Mennesket blev skabt for, at der kunne være en begyndelse'."


I samme øjeblik kommer Thue Kjærhus mit næste spørgsmål i forkøbet, idet han skynder sig at understrege, at det bestemt ikke er ensbetydende med, at folkeligheden er relativ: "Den folkelige danskhed er ikke konstrueret. Konstruktionen af en homogenitet er sindssygt farlig - det var, hvad nazisterne forsøgte. Så bliver det ideologi. Det folkelige ligger derimod potentielt i historien. Det er ikke socialt konstrueret. Det er blevet skabt, og man kan ikke skabe en hvilken som helst historie. Danmark er ikke et konstrueret samfund, men bygget på en reference til en fælles historie. Men historien forandrer sig jo også. Jeg befinder mig i en position mellem socialkonstruktivismen og en helt fastfrosset danskhedsforståelse."

Problemet med konstruktivismen og relativismen er altså, at den ikke er erfaringsbaseret, hvorimod folkeligheden netop vokser ud af det oplevede. I dette forhold ligger imidlertid også kimen til folkelighedens erosion, giverhan mig ret i. For hvor tilværelsens grundlag i det store hele var det samme for en bred del af den danske befolkning for 150 år siden, eksisterer der anno 2013 et utal af erfaringsverdner. "Det store spørgsmål er, om vi kan opretholde den danske folkelighed i dag, når erfaringerne bliver mere atomiserede. For hvis vi ikke kan det, ender vi som borgere uden en kultur," siger han med panden lagt i bekymrede folder.

statspatriotisme, nej tak

At Thue Kjærhus vil bekæmpe den folkelige splittelse med næb og klør, står bøjet i neon. Tabet af folkeligheden vil være uerstatteligt og munde ud i profan og kold statspatriotisme og jura, som han bestemt ikke bryder sig om. For ham er det folkelige mere end blot civilsamfundet, ligesom folkestyret er mere end blot demokratiet. "I civilsamfundet handler det hele udelukkende om borgerrettigheder. Det er noget formelt. Ligesom demokratiet er det formelle. Folkestyret og folkeligheden derimod er åndelige. Og med ånd mener jeg, at man forholder sig til sig selv og andre. At der er noget, der erstørre end den enkelte. Et fællesskab. 2+2 er 5. Der er en metafysik," fortæller han, mens han fører hånden over den ubarberede kind, der vitterligt giver indtrykket af, at morgenens omgang med barbermaskinen har måttet vige for en mere presserende fordybning i åndelige forhold.

Det er denne åndelighed, som sikrer det åbne og rummelige samfund. Det samfund, hvor flertallet ikke blot tryner sine mindretal, fordi det har retten og juraen på sin side. Det samfund, der ikke er styret af instrumentalismen og den nøgne rettighedstænkning, men i stedet udgøres af et folkeligt fællesskab, hvor bevidstheden om en kollektiv historie og kultur skaber tillid, myndighed og plads til forskellighed.

Da diktafonen løber ud efter knap to timers (ene)tale, sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at selvom det folkelige fællesskab måske nok er truet af erfaringshorisonternes tiltagende pluralisme, forsvinder det aldrig helt, så længe Thue Kjærhus kæmper videre fra sin sønderjyske bastion. For til syvende og sidst er folkeligheden en viljesytring.