Af Kat. Sekjær
Efter år med politisk styret centralisering og sammenlægning af forskellige instanser i kampen for generel samfundsmæssig effektivitet, økonomiske besparelser og optimering af konkurrenceparametre stopper politikerne op. Danmark står i en situation, hvor arbejdsløsheden stiger, forbruget falder og boligmarkedet stagnerer. Velfærdssamfundet, hvor alle har lige ret og lige muligheder, udfordres af større forskel mellem rig og fattig, mellem by og land og mellem ung og gammel. Sammenhængskraften har mistet både sammenhæng og kraft. En række initiativer fra forskellige aktører, politiske såvel som folkelige, skal - om ikke ligefrem redde - så fremme et levende lokalt demokrati. Folkemødet på Bornholm, tænketanke og en politisk betoning af folkeoplysningen vidner om, at der stadig er en vilje og måske derfor også en vej til et levende civilsamfund.
centraliseringens triumf
Nuværende kulturminister, Marianne Jelved, er en af de politikere, der har set behovet for en styrkelse af folkeoplysningen og dermed af civilsamfundet. Efter en medlemskonference hos Dansk Folkeoplysnings Samråd i 2011 tog hun initiativ til en bevægelse, der kunne debattere, hvordan man kan fremme demokrati, diskussion og oplysning hos befolkningen. Det resulterede i tænketanken "Kredsen", som gennem møder og debat diskuterede forskellige aspekter af folkeoplysning, borgerdeltagelse og demokrati.
I "Kredsens" debatbog, Myndige borgere og forpligtende fællesskaber , beskriver Jelved, hvordan vi i en stræben efter effektivisering har centraliseret samfundet i en sådan grad, at den enkelte borger er blevet løbet over ende. Hun opfordrer til, at man i stedet for at gøre Danmark til et konkurrencesamfund stopper op og husker de værdier, der hidtil har været fremherskende. Selvom centraliseringen har medført det, Jelved kalder et "tab af meningsfuld deltagelse" i det lokale, mener hun, udviklingen kan vendes: "Jeg mener, man kan gøre mere for at styrke initiativer og aktiviteter i lokalsamfundet, så borgeridéer kan hjælpes på vej. Jeg har netop haft besøg af repræsentanter fra en gruppe kommuner, der mener, de har nogle fælles udfordringer. De vil gerne vide, hvordan de kan arbejde med idéer om arbejdende laboratorier, hvor de måske ville kunne søge midler til det, og om de kan gå på tværs af kulturaftalers afgrænsninger. Her er det oplagt at støtte ideerne og hjælpe borgere med at finde vej gennem systemet."
hjælp til selvhjælp
Selvom det ifølge Jelved i høj grad er borgerne selv, der skal ville deltage og dermed skabe civilsamfundet, kan politikerne bane vejen: "Det politiske niveau kan bidrage med den form for 'metode', som med stor kraft og konsekvenser for vores samfund har været bærende i mere end 150 år: Hjælp til selvhjælp. Vi danner en forening, der tager en opgave op og løser den. Folkebibliotekerne startede på den måde med et civilsamfundsinitiativ. Senere gav det politiske niveau støtte til det. Den frie skole, en folkehøjskole, en efterskole initieres af en kreds, og der er hjælp til selvhjælp i form af tilskud og regler, der gør det muligt at oprette frie skoleformer."
På spørgsmålet om, hvorvidt hun kan komme med mere konkrete politiske bud på, hvordan civilsamfundet kan engageres og styrkes, forklarer Marianne Jelved, at kimen til denne styrkelse dels skal findes i vores store frivilligheds- og frihedstradition, men også i folkeoplysningen. Mulighederne for at få et stærkere samspil, som eksemplet med kommunerne med arbejdende laboratorier, kan hjælpes på vej af stat og kommuner, men de frivillige i foreninger og klubber skal selv ville det. "De folkevalgte må give en hjælpende hånd, blandt andet gennem samtale og debat," siger Marianne Jelved.
"Vi kunne måske blive enige om at tage fat på diskussionen om den demokratiske dannelse. Det er vist længe siden, vi har diskuteret det. Jeg kunne også ønske mig, at vi vedstod os vores europæiske rødder og identitet og dermed vores fremtid i det europæiske samarbejde. Og så bør vi tage en samtale om den danske verdensborger i en brydningstid, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden og vil arbejde for et universelt menneskesyn: At et menneske har værdi i sig selv og derfor må forvente respekt af sin værdighed, integritet, sårbarhed og selvbestemmelse. Jeg håber, at det vil få betydning for folkeoplysningen og for dialogen om samfund og fremtid, at en ny højskolelov vil give højskolerne mulighed for at præge folkeoplysningen i lokalsamfundene."
mere frirum og mindre kontrol
Også hos tænketanken Cevea har man set behovet for at gentænke civilsamfundets rolle og muligheder. Jens Jonatan Steen, analysechef hos Cevea og medforfatter til bogen DeltagerDanmark , ser et stort potentiale i civilsamfundet. Samtidig påpeger han, at det er en række negative faktorer som velfærdsnedskæringer og økonomisk bundlinjetænkning, der pludselig har givet det fokus: "Civilsamfundet bliver i dag betragtet som genvej til besparelser frem for en selvstændig samfundsaktør, og det tjener således centraliserede økonomiske interesser i stedet for at indgå på egne præmisser med egne potentialer i de mellemmenneskelige relationer."
Skal civilsamfundet styrkes, handler det ifølge Jens Jonathan Steen grundlæggende om at give plads, men også om at kommunerne erkender deres begrænsning. Der er visse opgaver, som de frivillige og civilsamfundet løser bedre, uden at Big Brother kigger over skulderen, uden kontrol og uden myndighedsforpligtelser, forklarer han. Der skal være plads til øjenhøjdetilgangen og den gensidige relation, som netop er civilsamfundets styrke: "Udgangspunktet er fortsat, at stat og kommuner skal erkende deres utilstrækkelighed og ikke forsøge at påtage sig alle opgaver. Men derudover er der også en række muligheder for at skabe bedre forudsætninger og mere plads til de frivillige. Det handler om bedre adgang for frivillige organisationer til offentlige udbud, udvikling af kommunale frivilligcentre, udrensning i støttejunglen og implementering af en national frivilligpolitik. Det vil forbedre den frivillige infrastruktur og trække klare grænser for statens indblanding." At civilsamfundet i fremtiden skal løfte en del af velfærdssamfundets opgaver, er ifølge Jens Jonathan Steen langt fra en god idé. Tværtimod:"Det må være vores værste mareridt: Altså forsat udnyttelse af frivillige medborgere og fortsat misforståelse af det frivillige potentiale. Den fremtidige ambition for civilsamfundet må være at understøtte og frisætte Deltagerdanmark, hvor indflydelse, magt og mulighed gives tilbage til medborgere, som får reel mulighed for at gøre en forskel og for at tage ansvar for fremtiden. Det må være den deltagelsesdemokratiske drøm."
den medierende sektor
Den deltagelsesdemokratiske drøm må dog nok vige et stykke tid for vågentilstandens barske realiteter, hvis man skal tro Anker Brink Lund, professor, dr.phil. ved Center for Civilsamfundsstudier ved Copenhagen Business School. Han forklarer, at civilsamfundet ofte betegnes som en tredje sektor i modsætning til stat og marked. Han opfatter det dog mere som en formidlende sfære, som han kalder "den medierende sektor" - altså som noget, der befinder sig imellem stat og marked. Styrken i denne medierende sektor kan findes i, at Danmark historisk set har en lang tradition for et selvorganiseret, foreningsbaseret civilsamfund, der er funderet i fredelig sameksistens med stat og marked: "Det vi ved højtidelige anledninger kalder 'den danske model' er båret af frivillighed og gensidighed. Vi finder noget lignende i de andre nordiske lande men langt fra i alle europæiske sammenhænge," siger Anker Brink Lund. Spørger man, hvordan civilsamfundet har udviklet sig over tid, forklarer Brink Lund, at der ikke findes et kort svar, men at der i grove træk kan argumenteres for, at de folkevalgte i en periode fra 1960'erne og frem til 1980'erne forventede, at stat og kommune kunne klare næsten alle problemer: "Derefter fæstede mange tilsvarende ubetinget lid til markedet som problemknuser. Efter krisen i 2008 er civilsamfundet så kommet på den politiske dagsorden som universalløsning. Men det er ikke et enten-eller, men snarere et både-og."
Ifølge Anker Brink Lund kan relationerne mellem stat og civilsamfund ikke reduceres til et entydigt magtforhold. Det er mere korrekt at sige, at stat og kommune har forsøgt at øve mere kontrol med foreningslivet, og at det blandt andet derfor er blevet sværere at få borgere til at påtage sig ulønnede tillidshverv i civilsamfundet. Så hvis politikerne tror, at det er en nem og billig løsning at få civilsamfundet til at deltage, må de tro om igen: "Man kan ikke meningsfuldt pålægge civilsamfundet noget. Den medierende sektor er pr. definition selvorganiseret og må selv tage opgaven på sig. Så når de folkevalgte taler om 'frivilligheden' som en billig udlicitering af velfærdsopgaver, gør man regning uden vært: Det er en lang og sej proces at få redefineret balancen mellem stat, marked og civilsamfund," slutter Anker Brink Lund.