Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Navne med småt

Publiceret 03-06-2013

Højskolebladets små navnenyheder

Af Højskolebladet

Jobskifte

Ole Kobbelgaard sagde i februar op efter fem år som forstander på Askov Højskole. Han har nu fundet nyt job som præst for Morsø Frimenighed.

Bestyrelsesnyt I

Borgmester i Aabenraa Kommune, Tove Larsen, afløser Gert Karkov som formand for Rødding Højskoles bestyrelse. "Med den ånd, jeg oplever i arbejdet på Rødding Højskole - nyt byggeri, stor inddragelse af lokalsamfundet m.v. - og det program, der forelå sidste år samt det nuværende for 2013, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at sige ja," fortæller hun.

Bestyrelsesnyt II

Også på Krogerup Højskole er der blevet skiftet ud i bestyrelsen. De afgående medlemmer, Thomas Lykke Larsen, borgmester i Fredensborg Kommune, og teatermanden Henrik Hartmann afløses af folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil og Annette Hartvig, direktør for Krogerups nabo Aarstiderne.

Bestyrelsesnyt III

Morten Kvist, valgmenighedspræst og tidligere forstander på Askov Højskole, er ny mand i bestyrelse på Rønshoved Højskole. Morten Kvist er kendt som en flittig skribent og debattør og medstifter af Rønshovedgruppen, ligesom han har været medlem af Etisk Råd.

Pension

Efter 37 år forlader forretningsfører på Idrætshøjskolen i Aarhus, Mogens Kloster, posten. I en alder af 65 er det blevet tid til at nyde pensionen.

Rund fødselsdag

Forstander på Højskolen Marielyst, Hans Jørgen Møller, fylder 60 år 9. juni.
Han er uddannet lærer i 1978 og senere journalist i 1984. I knap tyve år var Hans Jørgen Møller ansat på Politiken som en del af kulturredaktionen, inden han
i 2008 blev forstander på Falster. Stort tillykke herfra.