Af Johan Christian Nord
I den senere tid er jeg kommet til at tænke mere og mere på forskellene mellem to af vores lands åndelige flagskibe, mellem højskolen og den humanistiske del af universitetet, som jeg til daglig færdes i som ph.d.-studerende. I mine (endnu) yngre dage har jeg temmelig håndfast ment at kunne henregne de seriøse intellektuelle sysler til universitet og de mindre seriøse til højskolen, men noget har ændret sig. Jeg er ikke længere fuld af benovelse over for humanvidenskabeligheden - jeg er faktisk endt med at være vældig kritisk over for den og har også ændret mit syn på højskolen noget så eftertrykkeligt. De to skoler har for mig skiftet plads i den åndelige rangorden.
de åndelige væksthuse
Jeg har aldrig selv haft et længere højskoleophold og har derfor først ret sent og i ret begrænset grad stiftet bekendtskab med disse vort lands åndelige væksthuse - dels gennem en lille håndfuld møder med den grundtvigske spydspids Rønshoved ved Flensborg Fjord, dels gennem det lille åndehul på universitetet, der nu i 125 år har kaldt sig Studenterkredsen og sidst men ikke mindst gennem bekendte og venner, som har haft deres åndelige modning i
bemeldte væksthuse.
Jeg kan dårligt fælde nogen dækkende dom - de frie skoler er jo ikke just en uniform affære - men tør nu alligevel godt sammenfatte min opfattelse i kortform: I højskoleverdenen tør man faktisk stå ved, at tænkning ikke er og aldrig kan eller må være en beskæftigelse, der kan forfølges løsrevet fra det liv, vi alle sammen er henvist til at leve og så vidt muligt få lidt klarhed over. Med universitetet er det desværre anderledes fat.
karriereiver og pluddervælsk
På universitetet, nærmere bestemt på det æstetikfaglige forskeruddannelsesprogram for kunst, litteratur og kulturfag på Aarhus Universitets Institut for Æstetik og Kommunikation, har jeg mødt en måde at tale og tænke, der er mig meget imod og står i en rent ud sagt skinger kontrast til de tanker, jeg forsøger at gøre mig - og den ånd, man i nogle højskolekredse gør sit bedste for at give stemme. Min frustration kan koges ned til de tre punkter: karriereiver, pluddervælsk og distance.
Det slemme ved mange af de ph.d.-studerendes udtalte iver efter at opnå universitetsansættelse er den mesterlige tilpasningsdygtighed over for moderetninger og foresatte, der følger af en sådan drøm om fremtidig hæder. Meget få ender på universitetet, men rigtig mange vil det gerne, og de er villige til at gøre ikke så lidt for at klemme sig til rette. Det er ikke just et opmuntrende syn. En af følgerne af denne vilje til tilpasning er en blind overtagelse af et sprog, der i bedste fald kan kaldes radbrækket og fremmedsprogsbefængt dansk. Det særlige, menneskelige uforståelige tungemål æstetikerpluddervælsk er allemandseje blandt de håbefulde æstetikere og tjener her som en markør for ret akademisk tænkning. At de tanker, der lader sig skimte under verdenshavene af fremmedord og ringe modersmålsbeherskelse, som oftest ikke er videre tænksomme, gør kun det hele endnu mere trist.
stikflammer, tak!
Helt trist bliver det dog først med det sidste punkt; æstetikernes distance til det studerede. Lad mig sige det ligeud: Jeg har meget svært ved at få øje på den åndelige ild, der gerne skulle kunne brænde sig vej gennem selv den mest studentikose skal. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan æsteterne ser ud indvendig, men jeggad nu godt se lidt flere stikflammer, lidt mere personlig grebethed og vilje til at tænke sig selv med i det studerede, lidt mere ånd af den gode gamle slags.
Jeg ængstes ved deres velafrettede fremtoning, deres fremmedsprogssmurte mundtøj og deres manglende tilkendegivelse af personligt ståsted.
Nej, den slags kølig tænkning er ikke længere noget for mig, og derfor glæder jeg mig ved, at der endnu findes steder, hvor forholdet mellem tænkning og liv ikke er blevet sønderrevet, hvor man endnu tør tænke sig selv med i ligningen.
Ét af disse steder er højskolen.