Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Bardomshjemmets uvirkelige stilhed

Publiceret 28-11-2013

INDSPARK Den fædrene gård findes stadig - men kun som erindring. Det nye hjem er hos fortidens fjende

Af Ove Korsgaard

Sidste gang, jeg besøgte mit barndomshjem på Mors, var der en stilhed, som virkede uvirkelig. Det er den form for stilhed, som historien efterlader, hvor den er ophørt. Der bor stadig mennesker på gården. Min yngste bror og svigerinde, Ebbe og Mona, bor der. Det vil sige, de bor der stort set kun i weekender. De arbejder i Give i nærheden af Vejle, hvor de leder en ret stor virksomhed. Da jeg kom til Hvidbjerggaard, var jeg ikke en fremmed gæst, men jeg følte mig heller ikke hjemme. Det stuehus, hvori jeg blev født og voksede op, findes stadig. Den kostald, jeg var med til at bygge i 1956, står endnu. Den store have, hvor vi spillede foldbold, findes fortsat. Bygningerne står endnu på stedet, men stedet findes ikke længere som gård. Jorden blev solgt fra i 1999. Dermed mistede Hvidbjerggaard sin sjæl.

Historien om Hvidbjerggaard er på ingen måde enestående. Tværtimod. Gennem de sidste fire-fem årtier er der nedlagt titusindvis af lignende gårde overalt i Danmark. Også den kultur, der hørte med, er under afvikling. Sidst jeg var på Mors, tog jeg Klara og Lynge, min kone og yngste søn, med til Præstbro, hvor der hver sommer var gymnastikfest i min barndom og ungdom. Det var et af årets højdepunkter. Da vi trådte ind på gymnastikpladsen i Præstbro, var det tydeligt for enhver, at den sidste gymnastikfest var blevet afholdt for flere år siden. De mange siddepladser op ad skråningen var skredet sammen på såvel gymnastikpladsen som i det amfiteater, hvor der efter opvisningen blev spillet teater om aftenen. Alt emmede af forfald. Hvor der tidligere var grønt græs, voksede der nu ukrudt.

Nogle steder udøver en særlig magt, fordi de har været centrum for en række begivenheder, der er blevet historiske. Dybbøl er et sådant sted, fordi vi danskere dér led et smertefuldt nederlag i 1864 og efterfølgende mistede Slesvig. Hvidbjerggaard er ligeledes et sted, der har udøvet en særlig magt i kraft af det liv og den kultur, der har eksisteret på stedet. Der er selvfølgelig et stort spring fra Dybbøl til Hvidbjerggaard, et spring fra Danmarkshistorie til familiehistorie. Men ligesom Slesvig fortsatte med at eksistere i danskernes kollektive erindring, fortsætter Hvidbjerggaard med at eksistere i familiens erindring. Gården findes således stadig, men kun som erindring.

At man ikke er herre over, hvor og hvornår man bliver født, er en selvfølgelighed. Men en ret afgørende selvfølge, som jeg konstant bliver mindet om i Berlin. Det gør unægtelig en forskel, om man kom til verden på Mors i 1830'erne og blev en del af den grundtvigske vækkelse, som mine oldeforældre gjorde, eller i Tyskland under Første Verdenskrig og voksede op som ungt menneske med den nazistiske vækkelse i 1930'erne, eller om man så dagens lys i Danmark under Anden Verdenskrig og som ung oplevede velstandseksplosionen i 1960'erne, som jeg gjorde. Min far var modstandsmand. Så i min barndom var tyskerne fjenden. I dag føler jeg mig hjemme, når jeg er i Berlin. Jeg nyder at cykle rundt i byen og fornemme dens puls eller tage en bog med til stamcaféen ved Maybachufer og læse et par timer over en kop kaffe. Der er således ikke kun tale om tab, men også om nye muligheder, der har åbnet sig, og som jeg nødig vil give afkald på.

(Uddrag af indledningen til bogen Solskin for det sorte muld, Gyldendal 2013)