Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Den lange vej hjem

Publiceret 28-11-2013

INTERVIEW Både Jørgen og Nicolaj har fundet hjem – men ad vidt forskellige veje. Nøden bød Jørgen et liv på gaden, inden han som 43-årig fik sin egen adresse for første gang nogensinde, mens lysten bragte Nicolaj verden rundt som forretningsmand, før han slog sig ned i barndomsbyen Glyngøre

Af Jeppe Langkjær

hjemløs fra barnsben

Et produkt af systemet, kalder Jørgen Grønhøj sig selv. Institutionaliseret. Allerede som 9-årig stiftede han for alvor bekendtskab med det. Forældrene blev skilt, og så blev Jørgen sendt på børnehjem. "Jeg ved ikke, om min mor ikke kunne lide drenge, " siger han undrende om grunden. For mens turen for hans vedkommende gik til Hvidborg i Hvidovre, blev hans tre søstre boende hos moderen.

I dag er han 43 år. Så lang tid skulle der gå, før Jørgen fik sit eget hjem for første gang. En lejlighed på Hørhusvej på Amager. Et stenkast fra Herbergscentret Sundholm, hvor han er kommet de sidste elleve år. Og selvom han var vemodig over at forlade det, er han lykkelig over endelig at have sit eget: "Bare det at komme hjem om aftenen og åbne døren er fedt."

"jeg fik nok"

Jørgen har aldrig haft det let. "Jeg blev seksuelt misbrugt, fra jeg var ni, til jeg var elleve. Indtil jeg begyndte at styrketræne og sagde, at de aldrig skulle have lov at røre min mås igen," fortæller han nøgternt om sin tid på børnehjemmet. Derfor blev han fjernet og pædagogisk anbragt på forskellige skibsprojekter. Inden han fyldte 15, havde han rejst jorden rundt. Noget, den unge Jørgen troede og håbede på, han kunne blive ved med. Men kommunen ville det anderledes: "De mente ikke, jeg var moden nok. Men da jeg afmønstrede skibet, måtte jeg godt have 30 kasser bajere og nogle og 40 flasker whiskey med. Det var så dobbeltmoralsk," husker han.

Fra han igen satte foden på land, har Jørgen brugt det meste af sin tid i fængsel. Sammenlagt 18 år - for alt mellem himmel og jord, som han siger. Resten af tiden har han brugt på gaden. Afhængig af hårde stoffer og alkohol. Et hjemløst liv, der bl.a. har budt på overnatninger under åben himmel i 23 frostgrader og en leveroperation. Men i snart fire år har han været clean. Øl drikker han stadig, men kun i weekenden. Og i perioder slet ikke.

"En dag følte jeg, jeg havde fået nok. Det hang mig ud af halsen at være mig. Jeg kunne ikke lide mig selv mere. Og det værste af det hele er ikke at kunne lide sig selv," siger han om vejen ud af misbruget. Han rejste sig på Sundholm. Alene - uden behandling. Han er dog ikke i tvivl om, at de mennesker, han har omkring sig på herberget, var afgørende for, at det lykkedes. For selvom det første møde med Sundholm var ubarmhjertigt, føler Jørgen sig i dag tryg og respekteret blandt de 200-300 andre hjemløse, der benytter herberget. Og dem, han har tættest på, betragter han som sin familie: "Det første jeg oplevede, var at blive rullet. Fed start. Men jeg blev hængende og lærte folk at kende. Og nu er jeg en højt respekteret person herude. Vi har en særlig samhørighed. Det kan godt være, I peger fingre af os, men vi peger også fingre af jer. I er bare nogle borgerdyr. Måske har vi ikke været heldige, men vi har turdet tage springet ud i livet."

et nyt liv

Følelsen af hjemløshed har Jørgen altid haft. Han har da boet sammen med forskellige kærester, men skæbnen - eller kommunen - har villet, at det altid blev midlertidigt. Han beskriver Sundholm som stedet, hvor han har følt sig mest hjemme. Men et rigtigt hjem har det dog aldrig været. Det er den nye lejlighed heller ikke endnu. Men for hver dag, der går, finder han sig mere og mere til rette på Hørhusvej.

"Jeg skal vænne mig til at være hjemme. I min nye lejlighed. Efter alle de år på institution kræver det træning at være i sin egen lejlighed. Nogle gange tager jeg hjem i lejligheden et par timer og sidder bare for at være der. Jeg lader være med at tænde noget. Jeg vil gerne føle mig 100% tryg, og jeg kan hele tiden mærke, at det bliver bedre. I starten låste jeg døren, det gør jeg ikke mere," siger Jørgen om sit nye liv. Også bare det at skulle være indenfor er en udfordring efter et liv på gaden: "Jeg sveder så pisse meget."

Jørgen er stolt i dag. Over at han har rejst sig og fundet ind til sig selv uden at pibe og uden at bede systemet om hjælp. Og over at har betalt sin første husleje med sine egne penge. Trods den nye status som lejer holder han dog ikke op med at komme på Sundholm. Dels fordi hans arbejdsplads Gadens stemmer har kontor i komplekset, men i endnu højere grad fordi han ikke vil vende sine venner ryggen. Og så vil han gerne være forbillede og vise dem alle sammen, at man godt kan finde hjem trods et langt liv som hjemløs.

af sti af sted

Han har rejst hele jorden rundt. Boet i Chile, Thailand, USA, Mexico, Hong Kong, Taiwan og Schweiz. Men særligt ét sted har han hjemme: på forældrenes stuegulv. Selv den dag i dag fremstår barndomshjemmets gulvplanker som det ultimative udtryk for hjemmet for den 36-årige verdensmand Nicolaj Løve Hansen. Stedet, hvor ingen verdens farer kan nå ham.

Allerede i en alder af 17 tog Nicolaj på sit første store udlandseventyr. Efter et år på idrætsefterskole fik han gennem sin far kontakt til et par chilenske herrer, der tilbød ham arbejde på den anden side af Atlanten. Så med sin fars velsignelse og sin mors bekymrede accept havnede han via Karup, Kastrup, Frankfurt, Buenos Aires og Santiago i Puerto Montt i det sydlige Chile. Uvidende om hvad arbejdet egentlig bestod i, eller hvor lang tid eventyret ville vare. Men det generede ham ikke - for som han selv siger: "Jeg kunne jo altid tage hjem."

Og sådan har Nicolaj tænkt lige siden. For selvom han gennem ti år som ansat i skogiganten ECCO var bosiddende på tre kontinenter, brugte utallige timer på vej fra A til B og i en periode skulle holde styr på 86 nationale markeder, har han aldrig rejst for at komme væk.

en følelse af tryghed

Det har han sine forældre at takke for, mener Nicolaj. Hos dem har han altid haft en base, til trods for at han de sidste 31 år har været skilsmissebarn. Det har givet ham en ro, der gjorde det muligt at vende blikket mod fjerne egne og finde sig til rette i en kuffert og på hotelværelser over hele kloden.

"Den følelse af tryghed, jeg fandt på mine forældres stuegulv, har jeg taget med mig på mine rejser. Den har gjort, at jeg har følt mig hjemme rigtig mange steder," fortæller Nicolaj. Om det så var hos Louis og hans familie i Puerto Montt, der kun talte spansk, lidt uden for Bangkok på en af ECCO's fabrikker, hvor han lærte at garve læder og lave sko, eller på salgstur tværs over USA.

At være hjemme er for Nicolaj altså først og fremmest en følelse, en dyb indvendig ro. Alligevel hjalp særligt to ting, når han checkede ind på endnu et kønsløst hotel. "Mit værelse skulle indrettes hurtigst muligt. Derfor havde jeg altid fyrfadslys og min bamse med. Det skabte genkedelighed," siger Nicolaj om sine rejsevaner. I en overgang havde han endda et billede af den danske kongefamilie stående på sit skrivebord - og det selvom han med egne ord har "et ambivalent forhold til kongehuset."

I det hele taget indrømmer Nicolaj, at han havde en tendens til at idyllisere sit ophav, når han var af sted. Han blev pludselig mere dansk, end han egentlig følte sig, og hvad han kendte, fremstod i mere lyserøde nuancer end nogensinde før. Til sidst vendte Nicolaj da også atter næsen mod Danmark: "Jeg savnede mine venner og min familie. Og en mere stabil tilværelse."

hjem til glyngøre

Beder man Nicolaj om at nævne steder, han forbinder med følelsen af hjemlighed, får man ud over stuegulvet tre svar: ECCO, Aarhus og Glyngøre. "Hos Ecco troede de på mig og accepterede mig som den, jeg er. Der var en enorm familiær opbakning i virksomheden. Det er stadig som at komme hjem, når jeg besøger hovedkontoret i dag. Aarhus var den først by, jeg flyttede til, fordi jeg ville. Det var det bevidste valg. Jeg var vendt tilbage til Danmark efter to år i Schweiz og havde brug for at definere et hjem. Og så selvfølgelig Glyngøre - hvor jeg er vokset op, og hvor jeg bor i dag. Byen, hvor jeg kender hvert et træ og stisystemet til hudløshed," begrunder Nicolaj sine tre valg.

Nicolaj er nemlig vendt tilbage til den lille Limfjordsby, hvor det hele det begyndte. Sammen med familien bestående af døtrene Sofia, Fiona og Dicte (som han dog kun har hver anden weekend) og kæresten Jette - som også er fra Glyngøre. Og med stiftelsen af den lille familie har forældrenes stuegulv fået en alvorlig konkurrent: "Min egen familie er blevet mit hjem nummer ét. Godt nok har vi ikke rigtig fået indrettet os endnu, men at komme hjem hver dag og blive modtaget med ubetinget kærlighed af børnene er ubeskriveligt."

Nok gav rejselivet perspektiv, udfordringer og uforglemmelige minder, men for Nicolaj vandt muligheden for at give børnene den samme trygge opvækst, som han selv oplevede, og kærligheden til Glyngøre over globetrottertilværelsen. Om de små så udvikler samme forhold til far Nicolajs stuegulv, som han har til sine forældres, må tiden vise.