Af Svend Thorhauge
Lad mig indlede med konklusionen: Bevægelsen er både god og brugbar. Formål og fællesskabelse må altid komme først for enhver organisation, forening eller virksomhed, er Lars Kolinds pointe. Så kommer profitten nemlig helt af sig selv. Opskriften lyder: Formuler et formål, der sigter på positive forandringer, skab en ubegrænset organisation, og iværksæt mekanismer, der får hver enkelt til at arbejde for formålet i egen interesse.
Bevægelsen er et forsøg på at opbløde de organisationer, der begyndte som passioner og endte som selvopretholdende strukturer. Lars Kolind nævner blandt flere fagbevægelsen, der begyndte som en kamp for den enkelte arbejder, men nu er en kamp for … fagbevægelsen. Eller bankerne, der skulle opmuntre småkårsfolk til at spare op og bruge de opsparede midler til at stimulere økonomisk fremgang i lokalområdet, men som i dag er blevet til rene profitmaksimerende aktieselskaber. Kolind fremhæver i modsætning til de store banker den lille andelskasse Merkur, der som ledesætning skriver: "Vi ønsker at arbejde hen imod en situation, som vi anser for ideel: Hvor den enkelte ud fra egen indsigt på værdig vis dækker andres behov." Og det er ikke uden grund, at Kolind netop fremhæver Merkur. Der ligger (tilsigtet?) et genuint forsvar for andelstanken mellem alle linjerne i bogen.
I Bevægelsener tankerne sat på kort form og med konkrete anvisninger; og da den kun består af 70 endog meget korte sider, kan man som højskole reelt købe en til hver enkelt ansat og forudsætte den læst som forberedelse til en fælles udviklingsdag.
de tre ingredienser bidrager med hver sit
Med et formål, der skal sigte på positive forandringer, "afslører" Lars Kolind sig i første omgang som idealist. Det er da også Martin Luther King, Baden-Powell og spejderbevægelsen, Røde Kors samt kvindebevægelsen, han bruger som eksempler på bevægelser med klare og iagttagelige formål. Som højskole burde det ikke være noget problem at identificere sig med et idealistisk formål, men spørgsmålet er selvfølgelig, om man som højskole har fået identificeret sit idealistiske formål, så det står klart for enhver?
Den anden ingrediens er den ubegrænsede organisation. Reelt er det faktisk her, Lars Kolind viser sin idealisme. For formålet er ikke blot bestyrelsens domæne, end ikke blot de ansattes. Nej, det ubegrænsede ligger i, at også kunder og brugere, ja måske endda konkurrenter, deles om formålet. Det er i denne tanke, Lars Kolind har noget på hjerte, som bliver egentlig politisk. Han nævner som eksempel folkeskolen (kunne det også være højskolen?), som burde diskutere læring frem for klassekvotienter og arbejdstider. Netop fordi læring er et anliggende ikke blot for lærere, ledere og elever, men også for familien, erhvervslivet og politikerne.
Den sidste ingrediens retter sig mod den enkeltes motivation, og her - for nu at blive i terminologien - "afslører" Lars Kolind sin liberalisme. Bevægelsen forudsætter et incitament til den enkeltes nyttemaksimering.
bevægelsen i højskolen
Lars Kolind giver tre praktiske råd til at komme i gang med processen. For at finde sit formål skal man se tilbage i sin organisations oprindelse: Hvad var det, man ville? Og derefter: Hvad skal man så gøre i dag for under nye vilkår at gøre det, man ville dengang? Det er en svær øvelse, for der skal hugges en hæl og klippes en tå. Derefter skal man i dialog med "kunderne" og spørge til deres drøm: Hvad er det, de forventer? Endelig skal man inddrage et samfundsperspektiv. Når man har taget disse første tre trin, må man inddrage alle i en ubegrænset organisation for at tage de sidste.
Læg mærke til sammenligneligheden med Ludvig Schrøder fra Askovs velkendte mantra: "Højskolens gerning ligger der, hvor elevernes trang og højskolens ærinde kan mødes," og særligt med Hans Jørgen Vodsgårds reformulering fra 2003: "Højskolens gerning ligger der, hvor elevernes trang, samfundets interesser og højskolens ærinde kan mødes." Tankerne i Bevægelsen burde ikke være højskolefremmede.
tag bogen i anvendelse
Jeg lagde ud med at foreslå, at man som højskole købte et eksemplar til alle medarbejdere. Sammen med eksemplaret kunne man stille tre spørgsmål:
1) Hvordan bidrager vores højskole til den lokale, regionale og nationale sammenhæng og udvikling?
2) Hvordan kan vi inddrage vores nærområde i udfoldelsen af dette bidrag?
3) Hvordan får vi lyst og lykke til at gøre den gavn, som det formål vil?
Når vi kender svarene på de tre spørgsmål, vil vi mærke styrken og glæden ved vore kollegers og de øvrige højskolers succes og ikke mindst: Der vil være samtale i hver en krog i vore gyldne sale.