Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Konkurrencestaten og det glade vanvid

Publiceret 28-11-2013

KOMMENTAR Med sin besættelse af konkurrencestatstanken ødelægger formand for initiativet Ny Nordisk Skole, Lars Goldschmidt, det danske skolesystem. Alt er galt med at se konkurrencestaten som udgangspunkt for samfundsdannelse, mener Thomas Aastrup Rømer

Af Thomas Aastrup Rømer

Lars Goldschmidt, der blev interviewet til forrige nummer af Højskolebladet, har erklæret sin kærlighed til konkurrencestaten, så nu er han i selskab med Bjarne Corydon og formodentlig også resten af Regeringen. Goldschmidt er ikke en Hr. Hvemsomhelst. Han er formand for initiativet Ny Nordisk Skole, der lidt paradoksalt er et de facto-opgør med alle nordiske pædagogiske traditioner, og som er den statslige filosofi, der præger alt fra børnehaver til profes-sionsuddannelser i disse år. Initiativet er derfor også den officielle tænkning bag skolereformen og den netop overståede massakre på den danske "lærer", der nu er helt i det teknokratiske KL's vold og dermed omdannet til en "læringskonsulent" eller en "undervisningsekspert".

Sin formandspost har Goldschmidt formentlig fået, fordi han er gammel ven med undervisningsministeren fra SF-dagene i Roskilde. Derudover har han skrevet flere bøger sammen med hende og sociologen Henrik Dahl, der var den intellektuelle hovedkraft i trekløverets arbejde. Dahl er systemteoretiker - luhmannianer, som det hedder - dvs. en person, der mener, at alting består af lukkede og selvrefererende systemer, der skaber deres egen omverden. Altså det modsatte af blandt andet grundtvigske idéer, der da også af Dahls lærermester, Lars Qvortrup, betegnes som "dødsensfarlige" og en "grundtvigsk ursuppe", ja, ligefrem som "fundamentalistisk fænomenologi". Virkelighed og normativitet suser ud af vores fælles liv med denne desværre ekstremt indflydelsesrige filosofi, der fik x-faktor fra 1995 for en flok uheldige "teoretikere", som var lidt forvirrede efter den kolde krigs afslutning. Goldschmidt selv har formodentlig ingen anelse om disse bevægelser, der afgør hans sætningers rækkefølge, for han ved på trods af sin formandspost intet om pædagogik. Han er blot naiv og farlig - i al fald når han har så meget indflydelse, som det er tilfældet for tiden.

det glade vanvid

Goldschmidt mener, at der kun er brug for stemmer i den offentlige debat, så længe de accepterer konkurrencestaten som udgangspunktet. Allerede i en bog fra 1999, som han skrev i ovennævnte forfatterkollektiv, kan man læse følgende: "Det gælder om at udvikle snedigheden […] og på enhver måde at støtte udviklingen af den konkurrencedygtige borger." Han erklærede endda sin kærlighed til C.V. Jørgensens kosmopolitiske karikatur "Computer Charlie". Så Goldschmidt er disponeret til at elske konkurrencestatens snu albuer.

Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten har for alvor sat konkurrencen på dagsordnen, så det er ikke sært, at Goldschmidt er begejstret. Ligeså begejstret som en duracellkanin, som han i sin egenskab af formand for Ny Nordisk Skole mener, de danske skolelærere bør ligne. Snedige duracellkaniner - det er dannelsesidealet. Det kan godt være, at mennesket har en tilbøjelighed til egeninteresse, men at gøre det til et decideret ideal i sig selv er da det glade vanvid. Hvorfor skal mennesket ikke opdrages til at være venligt, forstående og hjælpsomt med sans for fælles formål? Desværre synes sådan nogle ord at være helt ude af Goldschmidts og Ny Nordisk Skoles horisont.

Hvis Goldschmidt var en virkelig skolemand, ville han interessere sig for, at alle i samfundet kultiverede deres stemme og vekselvirkninger, men formand Goldschmidt vil kun tale med dem, der tager konkurrencestaten som udgangspunkt. Er der noget galt i det? Ja, der er alt galt. ALT! For det første fordi konkurrencestaten kun er en smal teoretisk kategori fra 2011. Læser man den politiske teoris historie i sin bredde, spiller konkurrencebegrebet stort set ingen rolle. Her handler det om ret, folk, suverænitet, myndighed og demokrati. Men tager man udgangspunkt i sådanne begreber, mener Hr. Nynordiskskole altså ikke, at man kan bidrage til samfundet! Det er uvidenhed i den helt store skala, der har overtaget vores skolepolitik.

vi har ingen konkurrencestat

Jamen, har vi da ikke en konkurrencestat? Nej, det kan jeg love for, vi ikke har. En stat er, for så vidt den vil være en stat, totalt konkurrencefrit område. Det er rettens område, og vi skal vel ikke have domstolene til at konkurrere? Det er klart, der er konkurrencer nogle steder, i Superligaen og på det frie marked, men det er jo ikke staten. Det er også derfor, at jeg, som er statsansat, ud over et kapløb i sommerhuset ikke har konkurreret med nogen som helst i årevis. Jeg prøver at gøremit arbejde ordentligt, hjælpe, ordne og samarbejde så godt, jeg kan. Og hvis en eller anden duracellkanin, typisk en mellemleder på resultatkontrakt, kommer og siger til mig, at nu konkurrerer vi, og nu skal vi være "snedige" og "strategiske", så er han da nærmest til grin.

Vi har ingen konkurrencestat, men et socialt og folkeligt liv af selvstændige mennesker, som staten er den politiske garant for at beskytte i en form for politisk passivitet, hvilket svarer til "en dannet stat". At disse borgere så ind imellem synes, det er sjovt med en konkurrence, er noget helt andet. Begynder folk at handle som om, vi havde en konkurrencestat, så er det pædagogikkens endeligt. Så kan man kun tale om "læring", og det ved vi fra den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta, er gået hen og blevet det modsatte af pædagogik. Og hvis pædagogikken forsvinder, så forsvinder landet også. Så går vi fra Danmark til KL Danmark for nu at sige det på den måde.

kødædende kaniner

Man glemmer heller ikke let Goldschmidts tale på Undervisningsministeriets Sorø-møde i 2010, hvor han hævdede, at gymnasiernes store "problem" var, at lærerne underviste for fagenes skønheds skyld. Et forhold, man ellers normalt ville anse for en dyd. Men nej, i stedet skulle gymnasierne bidrage til økonomisk vækst. Sådan ser Ny Nordisk Skole ud fra gymnasiets synspunkt. Når det "skønne faglige", som desværre er lig europæisk oplysning, er væk, så vil forandringsnysproget uden faglig eller pædagogisk substans vælte ind over skolerne. Det er allerede et faktum.

Hvis man accepterer konkurrencestaten, som den pt. begrebsliggøres, så kan man godt holde op med at tale om pædagogik og uddannelse. Ifølge Ove K. Pedersen bygger konkurrencestaten på en forskel i forhold til især velfærdsstaten. Dannelse, solidaritet og pædagogik hører til i velfærdsstaten, mens det opportunistiske individ og "the economic man" hører til i konkurrencestaten. Landets postmodernister og luhmannianere, der også er aktive i Ny Nordisk Skole, og som er lige nihilistiske, synes det er dejligt og afholder konferencer med Goldschmidts udgangspunkt, hvor de spørger om konkurrencestatens krav til dannelsen i stedet for omvendt, som en ægte pædagog ville gøre.

Goldschmidt siger, at højskolen ikke er for "de vage, kontemplative, halvdovne vegetarer". Kun de målrettede, kødædende duracellkaniner kan bruges i Goldschmidts farlige misfos-ter af en ikke-nordisk pædagogik. Med Goldschmidts hyldest til sådan en totalitær tankegang melder jeg mig ind i, med den amerikanske filosofs Alphonso Lingis' ord, "fællesskabet, der ikke har noget til fælles", altså de tvivlende, tænkende elskere af tingenes og grøntsagernes rumsteren.

Utroligt at det er i Dansk Industris interesse at have sådan en kanin til at hoppe rundt - det er i al fald ikke i Danmarks.

Læs de øvrige indlæg i debatten:

Direktør med ambitioner for højskolen - interview med Lars Goldschmidt

Rømer og Goldschmidt er to sider af samme mønt - kommentar af Lars Andreassen

Seks præciseringer angående konkurrencestatskritikken  - kommentar af Thomas Aastrup Rømer

Duplik til Rømers seks præciseringer - kommentar af Lars Andreassen