Nyt med småt

Publiceret 28-11-2013

Højskolebladets små, hurtige nyheder

Af Højskolebladet

Højskolefødselsdag

Det vrimler med runde høj-skolefødselsdage i år. Den 3. november kunne Bornholms Højskole således fejre sit 120. leveår med lagkage og kaffebord, og omkring hundrede gæster mødte frem for at ønske tillykke.

Gør en forskel

Grundtvigs Højskole har i samarbejde med Ungdommens Røde Kors lanceret faget "Gør en forskel". Eleverne undervises i NGO-arbejde og projektudvikling, så de kan realisere initiativer til fordel for lokale, sårbare unge.

Egmont Højskolen hædret

Egmont Højskolen modtog i september UdviklingOdders Erhvervspris 2013 og dermed et maleri af kunster Kirsten Fyn samt et skulderklap fra Odder Kommune og det lokale erhvervsliv.

Ryslinge lukket for 2013

I slutningen af oktober kom det frem, at Ryslinge Høj-skole aflyste sit efterårshold. 20 elever var ikke nok, og skolen holder dermed lukket for resten af 2013. Forstander Tyge Mortensen håber at kunne byde 30 nye elever velkommen til næste år, og i mellemtiden skal tænkepausen bruges på at overveje skolens fremtidige fagudbud og markedsføring.

Endnu en million til Roskilde

Roskilde Festival Højskole har igen modtaget en milliondonation, og denne gang er Tuborgfondet den gavmilde giver. Pengene er øremærket til skolens foredragssal.