Af Rasmus Kolby Rahbek
Hvad vil det sige at være en god samfundsborger? Umiddelbart mener de fleste nok, at det indebærer at leve op til de fælles normer og standarder, fx et samfunds love og regler. Det er, når vi følger disse, at vi konstruktivt bidrager til samfundet. Hvis vi på den anden side bryder dem, undermineres det fællesskab, som samfundet er. Men helt så simpelt er det måske ikke. For er vi sikre på, at vi gør det gode og retfærdige, når blot vi overholder loven? Hvad nu hvis loven i sig selv ikke er god og retfærdig? Hvad nu hvis den lov, der engang var retfærdig, ikke længere er det?
Det er disse spørgsmål, antologien Ulydighed & etisk dynamik rejser. Og svaret - som det præsenteres i indledningen af Cecilie Eriksen - er et klart nej! Vi kan ikke skabe et godt og retfærdigt samfund alene ved at fordre lydighed mod loven. Der må nødvendigvis medfølge en etisk fordring, der sikrer, at vi forholder os til konsekvenserne af lovene, men som potentielt resulterer i ulydighed mod loven.
Men ikke nok med at ulydighed kan være det etisk rigtige valg, så kan det, selv i velfungerende demokratiske samfund, være med til at sikre, hvad Eriksen kalder en såkaldt "etisk nyudvikling". Det sker som en konsekvens af den etiske dynamik, der opstår, når vi tvinges til at reflektere over de valg, vi træffer, og det etiske fundament, vi træffer de valg på. Denne etiske nyudvikling er vigtig, fordi "en lov, regel eller norm etisk set altid før eller siden vil ende med at kalde på en undtagelse, uanset hvor god den er". Vi må derfor konstant skabe og genskabe det etiske fundament for fællesskabets normer, da vi i dag ikke længere hænger vores etik op på en objektiv moralsk instans uden for mennesket. Eller som Cecilie Eriksen afslutter indledningen: "Etisk dynamik og radikale nybrud i samfund er helt afhængige af ulydighed - af at der har været og vil være mennesker, som tør gå 'hinsides godt og ondt' for at finde et nyt og bedre godt og ondt (…). Den etisk begrundede ulydighed er altså et uundværligt og livsvigtigt engagement, som er med til at holde vores samfund og retssystemer gode, retfærdige og levedygtige."
Når antologien kobler mellem ulydighed og etisk dynamik, skyldes det også, at ulydigheden simpelthen er nemmere at få øje på, da: "ulydigheden (… ) i højere grad end den mere udbredte og etisk lige så vigtige fælle, 'den etiske hverdagsudvikling', ægger til en mere grundlæggende refleksion og diskussion, når vi møder den."
Det er altså forholdet til den etiske dynamik, og begrundelsen af den, der gør ulydigheden interessant og relevant - ikke ulydigheden selv (selvom spørgsmålet om etisk dynamik er forsvundet fra bogens forside). Dette forhold undersøger antologien ved at give ordet til folk, der "har tænkt over eller har erfaring med etisk begrundet ulydighed".
indledningsvis
Så vidt, så godt. Cecilie Eriksen får med sin indledning udfordret den i mange demokratiske samfund herskende overbevisning om, at så længe vi parerer ordre, går det godt - og skal der rettes lidt op, kan vi altid finde på en ny regel eller ti. Det er blot en skam, at hun ikke får mere plads til at føre disse diskussioner igennem og svare uddybende på de problemer, hun selv sætter op. Eriksens indledning er nemlig klart det bedste bidrag. Og det er med en vis ærgrelse, at man, med få undtagelser, fornemmer det går ned ad bakke fra side 21.
Antologien indeholder bl.a. tre for så vidt fint fortalte portrætinterviews om Leif Bork Hansen, Steen Møller og Bettina Post, hvoraf vel kun Bork Hansens sag om skjulte flygtninge reelt kan kaldes ulydighed (de to sidste undsiger endda selv, at der er tale om civil ulydighed, men er måske fine eksempler på "den etiske hverdagsudvikling"). Desuden forholder ingen af de tre artikler sig til, hvilke konsekvenser det har for spørgsmålet om etisk dynamik. Det samme gør sig gældende for Knud Vilbys "Bedsteforældre for asyl".
Kristoffer Horns artikel om street art bør alle højskolelærere med respekt for sig selv, der tager deres elever med til Berlin, læse. Men igen er det så som så med refleksionen over den etiske dynamik. Lene Andersen afviser antologiens tema og leverer et angreb på modstand og et forsvar for engagement og ansvar, som i sig selv er ganske udmærket (hvis man kan leve med hendes wiki-intellektuelle stil), men ikke forholder sig til, hvad dette så betyder for sammenkobling af ulydighed og etisk dynamik.
De bedste (eller mest relevante) bidrag er Anne-Marie Christensens om whistleblow'ere og Mikkel Thorups "Ucivil Lydighed". Særligt Thorup gør sit til, at man føler man får noget med hjem. Desværre forsvinder alt håb om en lykkelig udgang med Adam O's afsluttende tegneserie "Ruiner".
Nu vil folkene bag antologien sikkert hævde, at undertegnede helt har misforstået pointen, og at der her netop er tale om eksempler på ulydighed. Det må så være op til læseren at uddrage konsekvenserne i forhold til den etiske dynamik.
Man undrer sig dog over, hvorfor Forlaget Klim hellere udgiver en antologi med bidrag, der ikke rigtigt vil eller kan spille op til problemstillingen, end at opfordre Cecilie Eriksen til selv at skrive det selvstændige værk om etisk dynamik, som hun selv så udmærket lægger op til. Men måske er artiklernes ulydighed mod det indledende opdrag bare en del af hele pointen…