Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Vox volapyk

Publiceret 31-10-2013

KOMMENTAR Den demokratiske flinkeskole er en misforståelse.
En politisk debat gør kun borgerne klogere, hvis de stiller debattørerne
gode spørgsmål, og ordstyreren insisterer på, at der bliver svaret

Af Marcus Lantz

"Jeg er ikke imponeret over kvaliteten," siger passageren i IC4-toget i TV Avisen d. 30. september. Det kunne have været en hvilken som helst vox pop. Påstanden hænger i luften, og der klippes hurtigt videre. Vox populi, folkets stemme, bliver til vox volapyk, et larmende fravær af egentlige argumenter. Det er en af det hurtige tv-formats forbandelser og en ringeagt af borgernes evne til at argumentere og ræsonnere. Journalisten bør udfordre folk til at forklare sig. Det samme bør ordstyreren gøre i en politisk debat, når publikum stiller spørgsmål.

Det får de muligheden for, når danskerne d. 19. november atter skal til stemmeurnerne, og en af folkehøjskolernes nationalsportsgrene, den politiske debat, indtager skoler, biblioteker og arbejdspladser, og vi kan få svar på præcis de spørgsmål, vi mener, er de vigtigste for at kunne stemme på et kvalificeret grundlag.

"The Revolution will not be televised," proklamerede Gil Scott-Heron i 1970, og trods massemediernes mulige betydning for det Arabiske Forår havde den sorte lyriker fat i noget. Tv og internet har givet os enorme muligheder for at følge med i det politiske liv, men det gammeldags vælgermøde giver os fortsat den bedste chance for at spørge politikerne direkte. Nuvel, vi kan også skrive en e-mail, gribe knoglen eller chatte og debattere direkte med dem via sociale medier, men ingen arena forpligter på samme måde som det direkte møde mellem mennesker. Stiller vi dårlige spørgsmål ("Hvorfor slår du din kone?" eller mindre åbenlyse stråmandsvarianter, som mange politikere selv er særligt slemme til), bør vi i bedste fald forvente en opfordring til at finde på noget bedre. Stiller vi et godt spørgsmål ("Hvor vil I spare, når der bliver færre skatteydere?"), som debattørerne har svært ved at svare på, kommer ordstyreren ind i billedet. Ordstyreren har autoritet til at kræve et kvalificeret svar og bliver dermed bindeleddet mellem folket og de folkevalgte; altså borgernes ambassadør.

På tv får ordstyrere som Clement Kjersgaard og Martin Krasnik hug for deres afbrydende, aggressive stil. Det passer ikke til konsensusdanskerens mentalitet. Og vist var det udfordrende, da Krasnik d. 17. april 2013 gentog samme spørgsmål 28 gange til Justitsminister Morten Bødskov i Deadline, men Bødskov kunne ikke give et konkret eksempel, og Krasnik gjorde blot sin journalistiske pligt. Samme pligt har ordstyreren, når borgerne stiller de vigtige, men også ofte ubehagelige spørgsmål til de politikere, som forvalter deres indflydelse og kommunale skattekroner.

Krogerup Højskoles grundlægger, teologen og kirkehistorikeren Hal Koch, mente, at demokrati var en livsform, der krævede deltagelse. Samtaledemokrat
bliver Koch ofte kaldt. Men samtale er ikke lig med underdanigt at acceptere politikernes papegøje palaver. Jeg tror ærlig talt ikke, at Koch ville gide at høre på den udenomssnak, nutidens folkevalgte excellerer i (hvis tvivlen nager, så læs Christian Kocks bog De svarer ikke ). I den kochske ånd bør politikervolapyk bekæmpes med dialog og samtale. Lad derfor ordstyreren gentage publikums spørgsmål, og giv publikum en ærlig chance for at forstå svarene.

Til kommunalvalget i 2009 var valgdeltagelsen blandt unge mellem 19 og 21 år nede på 46%. Måske går det endnu værre denne gang. Høj valgdeltagelse er afgørende for et sundt demokrati, for dagens unge mennesker er morgendagens voksne beslutningstagere. Den uvidenhed, politikerlede og samfundsafmagt, der ligger til grund for den lave stemmeprocent, vil det tage mange år at genoprette. Et sted at starte er at vise alle borgere, men særligt de unge, at live politiske
debatter er et udmærket sted at blive klogere på de kandidater, der vil gøre sig fortjent til ens stemme.

Politiske debatter er et af demokratiets hovedarterier. Lad derfor blodet bruse, og lad ordstyrer udfordre både publikum og politikere. Det kan vi kun blive klogere af.