Af Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole
Højskolernes anliggende har fra første færd været livsoplysning, altså dette at kaste lys over betydningen af det liv, vi lever med os selv og hinanden. Det kan gøres på mange forskellige måder, for livet er mangfoldigt og skal ikke nødvendigvis opsøges i dets mest vandkæmmede udgaver.
Jeg oplevede engang en elev holde en morgensamling om sin knallert. Det var tydeligt, at han elskede den knallert, og det varede ikke længe, før forsamlingen følte sig henført af en imaginær duft af sød benzin. Her var noget, han havde kært, og kærligheden forlenede knallerten med en næsten overjordisk betydning. Det kan godt være, at vi ikke alle sammen fik lyst til at anskaffe en knallert, men vi blev alle mindet om, hvor vigtigt det er at have noget at glæde sig over. Hans morgensamling fyrede op under livsbegejstringen og den elementære taknemmelighed over at være levende tilstede i verden med alt, hvad den har at byde på - herunder altså også en knallert. En sådan livsbegejstring skaber opdrift og livsmod. At få tilvejebragt og understøttet dette livsmod er højskolens fornemste opgave.
Højskolens mål med livsoplysningen er at bringe eleverne i en overskudstilstand over for livet. Er man i overskud, er man i stand til at foretage sig noget - både med sig selv og med andre. Og meningen er selvfølgelig, at det, man foretager sig, skal være til gavn og glæde - både for én selv og for andre. Grundtvig kaldte det "folkegavn". Bedre kan det vel ikke siges?
Livsoplysningen rummer for mig at se et element af vækkelse i sig. Jeg ved godt, at ordet klinger noget missionshusagtigt, og jeg er meget modtagelig for et andet ord. Men jeg har endnu ikke fundet et, der rammer lige så godt. Foreløbigt holder jeg mig derfor til dette ord med risiko for at støde folk med fine fornemmelser. Det er nemlig vigtigt at være vågen og årvågen over for alt det, livet har at byde på. Lyt endnu engang til Grundtvig: "Med øjet, som det skabtes himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden." Jo mere "lysvågen" man er, jo mere ser man. Og jo mere man ser, jo dybere drages man ind i tilværelsens store rigdom af betydninger. Dertil kommer, at den også rummer andet og mere end det, der i mere bombastisk forstand kan bruges til noget og dermed gøre nytte. For hvilken nytte ligger der i en solopgang, duften af en kop kaffe eller et kærtegn?
vendepunktet
Højskolens opgave har aldrig været at ligne sin tid. Højskolen skal ikke være tro mod tiden, men tro mod sig selv. Den skal ikke spejle tiden, men se skævt til tiden og skubbe til tidsånden. Det er dens kulturelle rolle. Da højskolerne skød op som paddehatte i det danske landskab i løbet af 1800-tallet, var de hypermoderne. Der fandtes ikke noget tilsvarende noget steds i verden.
Nederlaget i 1864 førte til en voldsom opblomstring af højskolebevægelsen. I løbet af de følgende fem år så omkring 50 højskoler dagens lys rundt omkring på det stærkt reducerede danmarkskort. Naturligvis spillede nederlagsstemningen ("sårfeberen fra 1864") en rolle. Men denne holdning blev hurtigt overtrumfet af en forventningsfuld tro på fremtiden. Livsoplysningen blev udfoldet inden for rammerne af et optimistisk fremskridtsparadigme. Man følte, at man havde historiens vind i sejlene. Kursen mod udvikling, rigdom og fremskridt var sat. Det var bare at sætte sejlene og stævne mod forlokkende fremtidsmål.
Dette civilisationsoptimistiske paradigme eksisterer stort set uanfægtet som den selvfølgelige horisont for højskolens livsoplysningsvirksomhed helt frem til tiden efter Anden Verdenskrig. Første Verdenskrig var for størstedelen af den danske befolkning en svag torden i det fjerne. Undtaget herfra er naturligvis sønderjyderne, der måtte bøde med over 5.000 dræbte og endnu flere krigsinvalider i tysk krigstjeneste. Men modsat det meste af Europa gav Første Verdenskrigs massive rædsler ikke anledning til nogen grundlæggende kulturel selvransagelse herhjemme. "Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge," skrev Jeppe Aakjær i 1917 (HS 468). På en måde udgjorde den danske kultur en historisk forsinket synkope i forhold til den traumatisering af den moderne bevidsthed, der fulgte i Første Verdenskrigs fodspor i store dele af Europa. Men efter Anden Verdenskrigs ragnarok med holocaust, sønderbombede byer og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki blev også den danske modernitetsbevidsthed opdateret.
Nu var det umiskendeligt, at begrebet civilisation rummede andet og mere end komfortabel udvikling og kærkomne fremskridt. Oven på Anden Verdenskrig indfandt der sig en kulturel krisebevidsthed, som satte alvorlige spørgsmålstegn ved den rygmarvsagtige fremskridtsoptimisme, som blev grundlagt i oplysningstiden 200 år tidligere. Begreberne kultur, civilisation, udvikling, videnskab, teknologi, ideologi - ja selv begrebet menneske optrådte som tvetydige og mistænkelige størrelser. Især den såkaldte værdifrie videnskab stod for skud. Overraskende for de fleste kunne hvidkitlede forskere i et sterilt laboratorium symbolisere ondskaben i diabolsk forklædning. Den forekommer på ingen måde afskrækkende, men optræder tilsyneladende i en lugtfri, hygiejnisk og præsentabel skikkelse.
Herhjemme var det mere end nogen andre den såkaldte Heretica-bevægelse med forfatterne Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen m.fl., der fremdrog de prekære dilemmaer, som den moderne civilisation gemte i sig. Som modstykke til videnskabens kyniske og inhumane vidensmagt satte de det musiske, dvs. kunstens og legens univers, der netop var kendetegnet ved en ikke-instrumentel omgang med virkeligheden.
Det er min pointe, at disse civilisationskritiske overvejelser hos hereticanerne har skabt grundlaget for højskolens selvforståelse fra midten af 1900-tallet. Flere af dem havde deres gang på højskolerne og virkede som højskolelærere. En af konsekvenserne af den hereticanske påvirkning var den bemærkelsesværdige drejning, der fandt sted i højskolernes faglige profil. Højskolerne samlede sig mere og mere om musiske aktiviteter: billedkunst, litteratur, keramik, tekstilkunst, teater, musik, filosofi m.m. Som den symbolske markør af denne musiske vending kan man passende anføre Thorkild Bjørnvigs indvielsessang til Båring Højskole fra 1959 "Mørk er november" (HS 210), hvor det bl.a. hedder "Synge vil vi, legen er magt / mer end beregning, forstand og foragt / værn mod det sorte og tomme." Lad mig endnu engang slå fast, at højskolens kerneydelse er livsoplysning. Men selve denne agenda bliver nu udvidet med en ekstra dimension. Det er nemlig ikke længere en selvfølge, at livet kan udfolde sig og blomstre frit og uhindret. Der er noget, der skygger for solen og forpester omgivelserne. Der er livsødelæggende kræfter på spil - både i den atmosfære,
der omgiver jorden (Bjørnvig taler om "dødelig dræ" = radioaktivt nedfald), og i samfundet i form af fremmedgørelse og bureaukratisk systemtænkning.
Højskolerne kan ikke længere abstrahere fra den moderne kulturs krisefænomener, der blandt andet betyder, at den teknokratiske systemverden har taget et førergreb på livsverdenen. Det moderne samfund rummer en latent kulturkamp mellem menneskets frie kreativitet og spontane livsudfoldelse og så den bureaukratiske forvaltnings kvælende overmagt.
samvittighedsværkstedet
For stadig at efterleve ønsket om at præstere livsoplysning bliver højskolerne derved uvægerligt indrulleret i en kulturkamp. Det er vel at mærke ikke noget, der sker i dølgsmål og som en historisk fodnote. Det sker i fuld offentlighed med politiske fanfarer og under mediernes bevågenhed. I 1960 indkaldte daværende statsminister Viggo Kampman til et møde på Krogerup Højskole, hvor han bad kunstnere, intellektuelle og højskolefolk bidrage til samfundsdebatten. "Vi har brug for jeres røst", udtalte han. "Men I skal vide, at hvis I ikke blander jer, så bliver der regeret alligevel." Det var en udstrakt hånd fra en visionær politiker til hele den musiske verden om at give sig til kende i diskussionen af samfundets udviklingsretning. Højskolerne og de intellektuelle blev ved denne lejlighed for mig at se udnævnt til noget i retning af samfundets samvittighedsværksted.
Her skete i mine øjne noget epokalt betydningsfuldt - både i højskolehistorien
og i Danmarks politiske historie. Højskolen som samfundets samvittighedsværksted - det er en rolle for højskolen, som jeg bestandigt har for øje i mit højskolearbejde - både på Testrup Højskole og når jeg optræder
i foredragsdanmark eller agerer i en større medieoffentlighed. Og den rolle er i vore dage mere aktuel og relevant end nogensinde.
Ifølge samfundsforskeren Ove Kaj Pedersen (CBS) har paradigmet for at tænke forholdet mellem individ og samfund ændret sig afgørende i løbet af den sidste snes år. Velfærdssamfundet er blevet afløst af konkurrencestaten. Nu optræder staten ikke længere som rammen om den enkelte borgers selvudfoldelse. I stedet er staten blevet målsættende for samfundsudviklingen. Den griber regulerende ind i borgernes adfærd fra vugge til grav. Målet er at sikre landets konkurrencedygtighed i den globaliserede verden. Eller sagt mere populært: pas på kineserne!
Den internationale konkurrencedygtighed skal sikres gennem en massiv kompetenceudvikling. Spørg Finansministeriets departementschef, hvad
dagsordenen er for Danmark i det 21. århundrede, og han vil med statsgaranti sige "kompetenceudvikling" - og måske endda tilføje: "til lands, til vands og i luften!". Desværre ser det ud til, at man stort set får det samme svar fra den nyudklækkede pædagog i en daginstitution: "Jeg vil drage omsorg for børnenes
alsidige kompetenceudvikling!" I konkurrencestaten er borgeren slet og ret forvandlet til et investeringsobjekt. "Hvad er dit bidrag til væksten i samfundet? Er du en yder eller en nyder?" Det er karakteristisk nok under dette paradigme, at betegnelsen "ældrebyrden" dukker op. "Ældrebyrden" er ganske enkelt et skamløst og brutalt begreb. Ingen ville i sin vildeste fantasi komme på et sådant udtryk for 30 eller 50 år siden. Den gang blev borgeren ikke først og fremmest set som et investeringsobjekt for staten. At tale om mennesker som en samfundsbyrde var ganske enkelt utilstedeligt i sin mangel på respekt for andre. Det var i velfærdsstatens tid.
Konkurrencestatens menneskesyn er udtryk for en omsiggribende tendens til forhærdelse og forråelse. Danmark anskues nu med virksomhedsøkonomiske briller som en forretning, og den enkelte borger optræder i rollen som en af firmaets ansatte. Hvordan performer du som borger i "Forretningen Danmark"? Er du en vækstfremmer - eller en væksthæmmer? Er din kompetenceprofil tilstrækkeligt optimeret? Hvad er dine ressourcer? - Det er det menneskesyn der implicit forudsættes i den såkaldte konkurrencestat. Mennesket som et produktionsdyr - som en agent i udviklingens tjeneste.
hvad gør vi?
For mig at se er det på tide, at de institutioner, som endnu repræsenterer en livsverden, hvor mennesket ikke bare eller først og fremmest anskues i konkurrencestatens optik, slår pjalterne sammen. Det er på høje tid, at de frie skoler med højskolerne i spidsen og det danske kirkeliv med folkekirken i spidsen gør fælles sag om at værne om et menneskesyn, der i den grad er under pres og udsættes for en kuldslået forarmelse. Dertil kommer naturligvis foreninger og NGO-foretagender, som stræber mod en fremtid, hvor livet leves ansvarligt til gavn og glæde for både den enkelte og fællesskabet. Altså til "folkegavn".
Lad os med åben pande gå til kamp mod det omsiggribende dødbideri. Det kan kun gå for langsomt.
JØRGEN CARLSEN
Født 1949, mag. art. i idéhistorie, forstander for TESTRUP HØJSKOLE - DET FRIE AKADEMI, medlem af Det Etiske Råd.
Essayet er en forkortet udgave af en indlæg bragt i festskriftet "Her har hjertet hjemme", udgivet i anledning af højskoleforstander Thue Kjærhus' 60 års fødselsedag. Udgivet af Rønshoved Højskole.