Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Alt-mulig-generalsekretær fylder 60

Publiceret 11-08-2014

Hvis generalsekretærens arbejdstimer skulle omsættes i timeløn, ville det betyde kontingentforhøjelse for højskolerne, men sagen er jo, at det ville være umuligt at sætte Niels Glahn ”på stempelur”. Foreningens tidligere formand Helga Kolby Kristiansen giver et personligt portræt i anledning af Niels Glahns 60 års fødselsdag den 12. august

Af Helga Kolby Kristiansen

Folkemødet begyndte for nogle af os 3-4 dage inden den officielle åbning. Vi ville dels holde lidt fri og dels deltage i at stable højskoleteltet på benene. "Vi", nogle bestyrelsesmedlemmer, Niels Glahn og Thor West. I spidsen for arbejdet stod Niels Glahn, og hver dag, inden vi andre havde drukket den første kop kaffe, var han på pladsen og i gang.


Tilfældigvis fik vi (Carsten, min mand og jeg) en aften besøg af en god ven, der sammen med sin kollega dumpede ind til en kop kaffe. Talen faldt på, hvad vi egentlig lavede på Bornholm flere dage inden åbningsdagen. De to arbejdede i en anden organisation og var sendt til Bornholm for at få deres udstilling op at stå, inden direktøren ankom på åbningsdagen. Jeg fortalte, at hos os var det generalsekretæren, der kom først og var i gang fra morgen til aften, og i øvrigt var han også forud for Folkemødet gået i spidsen for at lave chili con carne til 500 mennesker til salg i højskoleteltet.


Begge var ved at falde ned af stolen over denne "omvendte orden". De var dybt forundret over, at når noget skal rejses - om det er strategisk arbejde på højt niveau eller borde og stole - så findes der stadig arbejdspladser, hvor chefen er med på alle niveauer - og ser ud til at kunne lide det.


Niels Glahn har nu i 7 år som generalsekretær været med på alle niveauer, på alle tidspunkter og med alle antenner ude - og han ikke bare ser ud til at kunne lide det. Ja, han kan faktiskkunlide det på den måde.


Da FFD's bestyrelse for syv år siden ansatte Niels Glahn, måtte vi ud i to opslagsrunder, og siden har jeg uden at ryste hævdet, at det betaler sig at vente på den rigtige. Det fortæller de syv år med Niels som generalsekretær meget tydeligt. En ting, der bare til evighed står som en gåde for mig, er, at Niels, som hører alt og ser alt, hævder, at han ikke så det første opslag, men jeg tror også, det er det eneste, jeg har grebet ham i at misse.


Niels Glahn kom til FFD med en solid erfaring fra undervisnings- og uddannelsessektoren både som skolemand og som embedsmand. Hans CV vil kræve mere plads, end jeg har her, men i grunden er det heller ikke det, jeg først tænker på, når jeg tænker på Niels og på 7 års solidt samarbejde.


Jeg tænker på et menneske, som er dybt dedikeret til sit arbejde, hvor kun det bedste er godt nok. Niels får intet mellem hænderne uden, at det bliver udsat for hans skarpe øje for kvalitet, og det kan jo både få medarbejdere og formanden til at oppe sig. Det gælder alt lige fra korrekt kommasætning til FFD's handlingsplaner og komplicerede projektregnskaber - og alt derimellem.

Vi fik en dreven ministeriel embedsmand i foreningen, som forstod det politiske spil og, vidste hvilke døre der skulle bankes på og hvornår, og som kendte et par brugbare telefonnumre. Jeg har sammen med Niels deltaget i mange møder med embedsmænd og politikere, og Niels evner embedsmandens "korrekthed". Jeg vidste dog også, at når han begyndte at køre uroligt rundt på stolen, så ville de snart få skarpheden og temperamentet at føle. Gav det problemer? Nej, det gav respekt, og denne respekt følger Niels rundt i alle de eksterne relationer, som FFD er flettet ind i.

Samme engagement og dedikation gælder også arbejdet indadtil i forhold til bestyrelsen og til højskolerne. Niels evner at blande analyse og eftertænksomhed med en ildhu, der går efter, at ideer skal blive til handling. Han har været generalsekretæren, der har fastholdt såvel en nødvendig selvstændighed som en selvfølgelig åbenhed i forhold til bestyrelsen, og bestyrelsen har aldrig været i tvivl om, at "embedsmanden" har et bankende hjerte for højskoler og folkeoplysning. Derfor er den finger, som Niels i begyndelsen forsigtigt hævede 5 cm over bordet, hvis han ønskede ordet, med årene kommet højere op. Embedsmanden og højskolemanden er gået i ét, og ingen kan være i tvivl om, at det er et hjerteanliggende for Niels at binde huset og højskolerne sammen.

Hvis Niels' arbejdstimer skulle omsættes i timeløn, ville det betyde kontingentforhøjelse for skolerne, men sagen er jo, at det ville være umuligt at sætte Niels "på stempelur", og han ville også blive som en løve i bur, hvis det skete. Han lever konstant med det, han er optaget af - også FFD. "Tiden" på mine mails og min mobil fortæller, at dagens ping pong og sparring om stort og småt ofte begynder inden kl. 7.00 om morgenen, og herefter bliver dagen "angrebet" med hoved og med hjerte på alle niveauer. Ganger vi det op med 7 år, står jeg tilbage med en taknemmelighed over at have oplevet et samarbejde og en sparring i særklasse - og lige her og nu med et hjerteligt tillykke.