Af Iben Benedikte Valentin Jensen
Den tidligere forstander Hans Henningsen har formuleret, hvad der forener en god uddannelse og højskolen. Det er erfaringen!: "Det at de tør bryde igennem idealismens, ideologiernes og statsmagternes blændværk og gå tæt på menneskelivet og dets grundvilkår."
Højskolen placeres her i en moderne sammenhæng. Udgangspunktet er den subjektive, almene eksistens og menneskets livsfilosofiske grundvilkår. Mennesket må forstås i dets pluralitet, det vil sige, at der ikke umiddelbart er en samlet teori eller en kosmologisk transcendent orden, der kan forklare eller forstå mennesket. Dette er i al sin banalitet den komplekse fremmedgjorthed, det moderne menneske erkender. Dette fordrer refleksion: mennesket må så at sige både være sig selv og uden for sig selv på en og samme tid.
systemteoretisk steppebrand
I øjeblikket går systemteorien som en steppebrand over professionshøjskolerne. Det er simpelthen god latin at tage udgangspunkt i, at eleven er et psykisk system, og alle andre er et socialt system. Professor Jens Rasmussen beskriver det nye "dogmatiske" verdensbillede med udgangspunkt i Niklas Luhmanns (1927-1999) systemteori således: "Psykiske og sociale systemer er, som det nu skulle være slået fast, selvreferentielt lukkede systemer, der kun kan betjene sig af deres egne operationer. Psykiske systemer anvender bevidsthed til deres operationer, og sociale systemer anvender kommunikation til deres operationer"
Når jeg her siger, det er god latin, er det ikke tilfældigt. Formuleringen svarer til Grundtvigs kritik af latinskolerne. Noget kan være god latin, når lærde akademikere siger noget uafhængigt af folkets erfaring. Jeg mener, der sker det samme med det systemteoretiske sprog. Som afgrænset teori er denne kognitive udlægning af barnet meget spændende. Som obligatorisk udgangspunkt for en pædagogisk profession ender den i stedet som et ideal, en ideologi og statsmagtens blændværk.
Postmodernismen taler om, at der i stedet findes mange fortællinger. Begrebet fortælling indikerer, at det ikke er en klassisk videnskabelig sandhed, men er en mulig sandhed. Eller at alle videnskabsteorier i dag bør betragtes som fortællinger - dvs. mulige perspektiver. Uffe Jonas har derfor sammenlignet Foucault og Grundtvig. Han hævder, at Grundtvig er postmoderne og derfor netop kan bidrage til vores samtidsforståelse:
"Som videnskabs-teoretiker betragtet er Grundtvig m.a.o. historisk og metodisk relativist. Hans sandhedsbe greb er langt nærmere beslægtet med den postmoderne vidensrelativisme end med de konstruktive enhedsbestræbelser på sandhedens gebet, som har kendetegnet både den klassiske og det moderne oplysningsprojekt. [ …] Alligevel fastholder Grundtvig i modsætning til de fleste postmodernister, at sandheden, forstået som det alforenende synspunkt, faktisk findes. Også lige midt i relativiteterne og sandhedsperspektivernes vidt blomstrende mylder."
Netop kombinationen af det postmoderne og en sandhed gør Grundtvig højaktuel. Professionshøjskolen bør bevæge sig væk systemteoriens skizofrene, dogmatiske videnskabstrang og stå i det åbne ved hjælp af almene filosofiske spørgsmål. Det gælder også højskolen. Hverken professionshøjskolen eller højskolen er et sociologisk eller psykoterapeutisk projekt, men en pædagogisk-eksistentiel almenmenneskelig institution. Skole og uddannelse kan med sin undervisning give mulighed for denne subjektive almengørelse. Grundtvig ville ikke, at skolen skulle styres af idealer; men af realer; dvs. menneskets erfaring. Uffe Jonas beskriver det således:
"En videnskabsteori, der ikke samtidig forstår sig selv historisk og forankrer sig som et historisk fænomen, må efter Grundtvigs begreber være falsk. Derfor betragter han systemtænkningen, der kan være effektiv og sandfærdig nok i det enkelte, som en stor løgn, hvis den vil overskride sin egen lukkede sandhedskreds og hævde sig i en mere filosofisk forstand "
ingen overfortælling
Systemteorien opfattes af mange som en overfortælling i øjeblikket. Men sådan en findes ikke i Grundtvigs optik. Eller Foucaults. Eller Deweys. Eller hos nogen som helst pædagogiske tænkere. Alt kan og skal forstås historisk og er forankret historisk. Altså i menneskets erfaring. Det er paradoksalt nok det universelle. Historiciteten henviser altså til: erfaringen. På den måde er der intet uden for menneskets erfaring. Men det gør os ikke ifølge Grundtvig til selvreferentielle psykiske systemer, som systemteorien hævder.
Ifølge Deweys opgør med den traditionelle lærerstyrede undervisning var det ikke nok at gennemføre en masse aktiviteter i skolen. Erfaring handler ikke om bare doing. Det kendte udtryk learning by doing handler om forholdet mellem at gøre og lære. Spændingen og åbenheden mellem at gøre og tænke - tilsammen at handle - er ikke mulig at ophæve og er en del af skolens pædagogiske udfordring.
Derfor kan den oprindelige højskolekultur bidrage væsentligt til et komplekst og dynamisk moderne uddannelsesbaseret samfund. Højskolen er den institution, der tager afsæt i erfaringen og minder os andre om, at vi ikke kan forstå tilværelsen alene som et psykisk system i et socialt system. Teorier og uddannelse handler kort sagt om menneskelivet.