Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Med åben mund og polypper

Publiceret 03-02-2014

INTERVIEW Nogle gange vil samfundet have os til at gå den samme vej – og gerne hurtigt. Men den personlige livsfortælling, der giver mening til livet, handler oftest om det, der afviger fra normalen. Den kræver tid og eftertanke, den kræver åben mund og polypper. Forfatter og højskolemand Erik Lindsø er aktuel med en bog om den gode livsfortælling

Af Andreas Harbsmeier

I 1980 vendte Erik Lindsø hjem til Danmark fra en omtåget dannelsesrejse i Himalaya med behandlingskrævende højdesyge. Højdesygen fortog sig, men den unge Lindsø returnerede ikke som ellers planlagt til de andre flippere i Asien. I stedet tog den 25-årige uddannede folkeskolelærer til Haslev for at starte som højskolelærer.

I dag, 34 år senere, er han tilbage i højskolebygningerne, hvor Haslev Idrætsefterskole nu har til huse. Foredragssalen i det røde murstenbyggeri har ikke forandret sig det mindste siden dengang. Her findes stadig den talerstol, hvor Lindsø debuterede som fortæller. En foredragsholder havde meldt afbud, og Lindsø blev bedt om at træde til med kort varsel.

Som dengang træder Lindsø i dag op på talerstolen og bliver for et øjeblik til sit 25-årige jeg. Tilbage i 1980 gik den unge Erik i stå flere gange og måtte redes af en ældre kollega, der prompte foreslog en sang, hver gang klappen gik ned. Sådan er det ikke i dag. Den nu 60-årige Lindsø har tusinder af foredrag bag sig overalt i landet. Han lever af at fortælle. Og han er rigtig god til det. Opholdet på den hedengangne Haslev Højskole varede kun tre år, fordi skolen igen slog ind på den indre missionske sti, som den ellers delvist havde forladt. Men der var ingen vej tilbage for Lindsø. Fra da af var han uløseligt forbundet med højskolen - med den personlige fortælling i centrum.

 

Anledningen til dette interview er da også fortællingen. Den sympatiske mand med det tilsyneladende uendelige arsenal af store og små historier er aktuel med en ny bog, betitletLivet er i det mindste en fortælling værd.

Lindsøs fortællerdebut var nemlig også positiv: "Jeg fandt ud af, at jeg kunne fortælle. Faktisk en hel time. Om det var for unge eller for ældre. Det virkede," siger han efter igen at være trådt ned fra talerstolen. "Og jeg fandt ud af, at når jeg brugte mig selv, ville folk gerne lytte. Du skal nå en vis alder, før du kan bruge dig selv. Man skal have en historie at fortælle. Jeg kunne fortælle om min rejse til Himalaya, og jeg kunne fortælle om min opvækst. Der var dog også mange historier, jeg ikke fortalte. Jeg fortalte aldrig om den indremissionske del af min opvækst. Det kom først senere. Men jeg kunne fortælle, at jeg blev smidt ud af folkeskolen. Senere kunne jeg også fortælle om min far, der slog mig. Men det tog lang tid. De erfaringer, man gør sig, skal lagres. Det er ligesom med god ost og god rødvin.De skal ligge på lager lidt, før de kan fortæres."

at fortælle livet på plads

For Erik Lindsø handler det om at "fortælle sit liv på plads". Det er først igennem fortællingen, at vi skaber en sammenhæng i vores liv. Livet bliver ganske enkelt først til, når vi fortæller det: "Det gør noget ved mennesker, når de opdager, at det, de har at fortælle som helt almindelige mennesker, er noget værd."

Her i Haslev og på den række af højskoler, Lindsø siden blev ansat på, mødte han mange unge mennesker, for hvem det var en befrielse at kunne skabe fortællinger om deres eget liv, som andre gad høre på. "Højskolen er bedst, når elever kommer til at fortælle hinanden deres liv. Der opstår noget helt unikt, når mennesker får en historie til fælles," forklarer han, mens vi spadserer rundt om bygningerne i blæsevejret.

Når vi deler fortællinger, knytter vi skæbnesfælleskaber, som Karen Blixen så fint betegner det. Og skæbnefællesskaber er de stærkeste fællesskaber, der findes, fordi de historier, vi fik fortalt, bliver ved med at være der: "I det øjeblik du hører min historie, så hænger du jo på mig. Det kan godt være, vi ikke ses igen, men jeg bliver ved med at rumstere i dit baghoved," siger Lindsø.

de fælles grundfortællinger

Historierne er så stærke og så grundliggende i os. Nogle af de enkelte livsfortællinger er så kraftfulde, at de bliver til grundfortællinger for os alle sammen. "Det er det, som sådan en som Lisbeth Zornig gør lige nu. Det er ikke socialministeren eller den politiske lovgivning, der skaber fortællingen. Det er Lisbeth Zornig. Det er det samme, Ove Korsgaard gør i sin nye bog."

De unge i dag står over for forventninger fra samfundet om, at de skal gåen bestemt vej. Der er et massiv pres på, at de skal yde en ekstra indsats for at blive til noget. De skal hurtigt af sted. "Fortællingen er betinget af eftertanken. Fortællingen kræver, at vi giver os tid til det. At vi giver plads til eftertanken. Og tid og eftertanke er ikke det, der er mest af i disse år," siger Lindsø og ser faktisk ganske eftertænksom ud. "Henrik Nordbrandt skriver et sted, at der er tusind veje, der går til havet," siger han med en af sine mange litterære henvisninger, "men nogle gange forsøger samfundet at få os alle sammen til at gå den samme vej."

"Nede på Gerlev Idrætshøjskole sad for nogle år siden en medicinstuderende. Han skulle være læge, men han skulle også noget andet. Han var dygtig til parcour og var virkelig god til at spille saxofon. Han fik skabt en stærk historie om sig selv - på trods af, at han faktisk vendte tilbage til lægestudiet. Det var en reaktion mod den lige vej - og det var en god historie. Der skabes nogle gode brudhistorier for tiden. For den gode historie er ofte om det, der afviger. Ens livshistorie kommer i nogen udstrækning til at handle om det særlige. Om der, hvor jeg gjorde noget andet, der hvor jeg blev mig selv."

skæbnefællesskab

For at vi kan få fortalt historierne og os på plads, kræver det, at vi slukker for fjernsynet - i bogstavelig og overført forstand. "Min hårdnakkede påstand er - og det er helt udokumenteret - at hvis vi var bedre til at fortælle til hinanden, så havde vi i mindre grad brug for mentorer, coaches og psykoterapeuter. De har en fed forretning ud af, at vi ikke kan finde ud af at fortælle til hinanden."

"Hvis du fortæller mig noget, der er meget vigtigt i dit liv, så ved vi begge to, at det er meget forstyrrende, hvis jeg tjekker min telefon for indkomne mails. Så er vi kun i det rum, som fortællingen skaber. Men det er vi rigtig dårlige til. Det er ikke, fordi vi ikke vil, men vi har simpelthen ikke tid til det." Det er derfor, at det tit først er, når der sker noget skelsættende i vores liv, at vi begynder at skabe fortællinger. "Det er, når livet gør ondt, at vi begynder at fortælle. Fordi vi stopper op. Henrik Nordbrandt har en sætning i et digt: 'Jeg gik hen og åbnede en skuffe - og blev ked af det'."

Lindsø køber dog ikke præmissen om, at livsfortællingen har sværere vilkår i dag på grund af sociale medier og distraktioner af enhver art. Behovet for at skabe fortællinger er trods alt så stærkt, at de nok skal blive fortalt før eller siden. Også selv om vi er dårligere til at give plads til dem.

åben mund og polypper

Der er undersøgelser, der har vist, at vi 25 % af tiden, vi sidder på en arbejdsplads, ikke laver noget. Der falder tingene på plads. Erik Lindsø rejser land og rigerundt med sine foredrag. Ofte i tog. "Man kan se folk, der sidder med åben mund og polypper. Deres tanker går på himmelflugt, fordi de ikke kan foretage sig alverden på togrejsen. Der bliver fortællingerne samlet."

"Der sad en dame. Hun var gået i stå med sit strikketøj. Hendes kaffe var blevet kold. Jeg havde længe kigget på hende. Så dristede jeg mig til at spørge: 'Hvor var du henne i dine tanker?' Det viste sig, at hun var på vej til Århus - til sin søn, der skulle skilles. Og det skulle hun have til at falde på plads."

"Der er flere mennesker end som så, der trækker stikket ud, tager på retræte og giver sig tid. Ved siden af alt, hvad der ellers er vigtigt i det her samfund, læser folk jo erindringer i eksplosiv grad. Bestsellerlisten er præget af livshistorier. Vi har brug for at spejle os i andres historier."

Man er ikke i tvivl, hvis man har sluppet en historie, der ikke er fortalt på plads. Det kan man få det så dårligt med, forklarer Lindsø: "Da jeg var forstander på Rønshoved Højskole, var der en elev, jeg måtte smide ud. En færing. Han drak for meget, og det rablede for ham. Så jeg kørte ham til toget i Gråsten, plankefuld. Og jeg vidste, at han tog direkte til København og Christiania. Jeg havde det rigtig skidt med det. Men jeg kunne jo ikke redde alle mennesker. Det var tilbage i slutningen af 90'erne. For nylig blev jeg venner med ham på Facebook, og jeg kunne se, at han var blevet cand.mag. i historie og filosofi - og nu er lærer på Grønlands Højskole. Jeg blev nødt til at ringe til ham for at få historien. En grønlandsk pige samlede ham op og fik ham afruset, de blev forelskede og gik så sammen på universitetet. Hvad jeg ikke kunne se var, at han måtte være rasende begavet. Jeg kunne bare ikke se det for druk. Jeg havde simpelthen brug for at få lukket historien efter 12-13 år."

Vi drikker den sidste kop kaffe i efterskolens bestyrelseslokale. Der er ingen tvivl om, at Erik Lindsø kunne blive ved med at fortælle, men vi skal begge videre i dagens tekst. Der er på en og samme tid noget ekstremt livsbekræftende og noget ubestemmeligt, nærmest sørgmodigt over manden, som han forlader højskolen i frakke og karakteristisk sort hat.

Hans besyngelse af fortællingen er jo indlysende rigtig og aktuel for ethvert menneske - og samtidig også nostalgisk i sin insisteren på den klassiske gode historie. Grundstenen til et liv i fortællingens tegn blev lagt dengang for 25 år siden på Haslev Højskole, hvor han stod op på talerstolen for første gang. Det var arnestedet. Nu deler han skæbnefælleskab med mennesker over det ganske land.