Af Jeppe Langkjær
Debatten om uddannelsessystemet raser,efter Produktivitets kommissionen har fremlagt opskriften på den uddannelsesmenu, der for fremtiden skal få michelinstjernerne til at regne ned over Danmark. Budskabet er klart: De studerende skal undervises i de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Sådan øges produktiviteten, og det er nødvendigt for, at Danmark kan forblive konkurrencedygtig på det internationale marked.
Med samme mål for øje ønsker - nu forhenværende - chefkok på Christiansborg, Morten Østergaard, at tilberedelsestiden på menuens enkelte retter skal nedsættes. Det efterlader hverken plads til simremad eller intervalstegning.
Umiddelbart ikke gode nyheder for landets mange eksperimenterende højskolekøkkener, der fyldes af elever, som endnu ikke har lagt sig fast på en livret. Elever, der netop har brug for at prøve kræfter med de dele af livet, der ikke udelukkende sigter mod jobkvalificering. Ole Lauth, Svend Thorhauge og Peter Sebastian Petersen er da heller ikke begejstrede for udsigten til få kommissionens menu serveret.
kortsigtet og uambitiøst
Men hvorfor er anbefalingerne ikke fornuftige - og hvorfor er det ikke rimeligt at stille krav til den danske ungdom om at følge dem? Den nuværende samfundssituation taget i betragtning.
"For mig at se handler det først og fremmest om at skabe selvbevidste og afbalancerede mennesker. Mennesker, der kan tage vare på sig selv og deres liv. Netop et højskoleophold kan hjælpe en elev til afklaring både fagligt, socialt og personligt. Og se, det er givtigt for fremtiden," svarer Ole Lauth, forstander på Egmont Højskole og byrådsmedlem i Odder Kommune for Socialdemokratiet. Som leder af en skole, hvor mere end 40% af eleverne har en funktionsnedsættelse, har han om nogen erfaring med mennesker, der ikke altid passer ind i et strømlinet, arbejdsmarkedsrettet samfundsdesign.
Ifølge Ole Lauth hører produktivitet industrien til. Han mener, at Produktivitetskommissionens opskrift - og med den hele uddannelsespolitikken i øjeblikket - er for kortsigtet og uambitiøs. "Det arbejdsmarked, vi har i dag, kan ændre sig lynhurtigt. Drømmen om at kunne styre, hvad der bliver brug for, er helt forfejlet. Vi skal fokusere på at skabe myndige og selvstændige mennesker og borgere - ikke instrumenter til et arbejdsmarked, der alligevel ændrer sig konstant. Det er en syg dannelsesforestilling," siger han.
guldsmeden og hans guldbarrer
Også Svend Thorhauge, tidligere højskoleforstander og folketingskandidat for Det Radikale Venstre, er skeptisk. Hvis samfundet alene var en virksomhed, var opskriften god. Men sådan forholder det sig ikke. "Der står jo af gode grunde intet om meningen med livet i anbefalingerne. Men et uddannelsesvalg skal altid bunde også i lyst og ikke kun i udsigten til beskæftigelse. Kun mennesker med kærlighed til deres fag bliver dygtige. Til gengæld kan man lettere omskole dygtige fagfolk, hvis markedet ændrer sig. Det gælder for både håndværk og åndværk," udtaler han.
Yderligere har det danske samfund brug for den rendyrkede videns- og praksisform og ikke den forarbejdede og snævre faglighed, som Produktivitetskommissionen forslår. Jo renere råvarer desto bedre mad. "Styrken ved det moderne samfund er, at vi uddanner dygtige og engagerede specialister i alle fagtraditioner, og de fremsynede virksomheder formår at udnytte det. Den konkurrencedygtige kvalificering går tabt, hvis vi uddanner målrettet efter det nuværende arbejdsmarked. Det svarer til, at guldsmeden får leveret halvfærdige ringe i stedet for guldbarrer, fordi der er efterspørgsel på ringe lige nu; men sæt nu fremtiden efterspørger halskæder?"
Svend Thorhauge erkender dog, at uddannelsespolitikken til dels må være bundet op på arbejdsmarkedets behov - så længe det fastholdes, at alle studerende tillærer sig mere "end blot en fornemmelse for sne".
At en vis grad af styring er nødvendig, mener også Peter Sebastian Petersen, forretningsudvikler på Vejle Idrætshøjskole, bestyrelsesmedlem i FFD og byrådsmedlem for Venstre i Hedensted Kommune. Han begræder dog kommissionens ensidige fokus på indkomstgrundlaget som den afgørende faktor for en uddannelses berettigelse.
"Anbefalingerne går på et ben. Jeg savner i høj grad et begreb som livsduelighed. Fagligheden - og her tænker jeg på de specifikke arbejdsmarkedsrettede kompetencer - er naturligvis vigtige, men hvor bliver nysgerrigheden, lysten og dannelsen af?," spørger han og efterlyser et perspektiv, der medtager det hele menneske. Ligesom på højskolen.