Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Særegn almenpædagogik

Publiceret 27-02-2014

INDSPARK Højskolen er hverken mere eller mindre pædagogisk end andre skoleformer, men tager måske nok fat om de pædagogiske udfordringer på en særlig måde

Af Rasmus Kjær

Gennem det seneste år har jeg haft fornøjelsen af at koordinere et højskolepædagogisk udviklingsprojekt, der skal medvirke til at sætte ord på den højskolepædagogiske praksis. Det kan lyde helt skævt. For højskolerne har med rod i livsoplysningen allerede opbygget et rimeligt eksklusivt vokabular til beskrivelse af, hvad der foregår i deres hverdag. Den højskolepædagogiske livsoplysning byder fx på levende vekselvirkning, levende ord, remtræk til virkeligheden, oplivelse og vækkelse. Den byder i det hele taget på en unik, men også svært fattelig begrebsverden, i hvert fald hvis man ikke er opflasket med den.

Mit indtryk fra de mange pædagogiske dage, seminarer og interviews, som undervejs er blevet gennemført, er nu heller ikke, at højskolefolkene selv er meget præcise, når de skal forklare, hvad al den livsoplysning egentlig går ud på. Måske derfor har mange foreslået, at et udviklingsprojekt bør medvirke til at modernisere livsoplysningen med nye begreber, der er mindre ekskluderende og lettere forståelige for de ikke indviede. Det er imidlertid ikke hensigten. Som en forstander på et af projektets seminarer forklarede, er sproget med til at skabe virkeligheden, så hvis man erstatter et gammelt sprog med et nyt, må man også forvente, at virkeligheden ændres. Det ville være en god øvelse, dersom man mente, at den højskolepædagogiske praksis var i dårlig stand, men det går jeg ikke ud fra, at de op imod 350 projektdeltagere vil påstå.

 

Hvad der derimod kan virke tiltrængt er at sætte ord på højskolernes håndtering af almenpædagogiske udfordringer. For er der noget, projektets mange diskussioner har været med til at aflive, er det forestillingen om, at højskolerne med deres livsoplysning skulle være hævet over eller stå i modsætning til almenpædagogisk refleksion. Højskolen er hverken mere eller mindre pædagogisk end andre skoleformer, men tager måske nok fat om de pædagogiske udfordringer på en særlig måde.

Det særegne ved højskolens praksis skal findes ved at konfrontere livsoplysningen med et alment pædagogisk perspektiv. Ved almen pædagogik tænkes der her på alle de forhold, udfordringer og muligheder, som kan findes på tværs af den pædagogiske praksis, hvad enten man befinder sig på en højskole, en folkeskole, en erhvervsskole eller et universitet. Blot nogle eksempler: Alle stederne forberedes elever og studerende på en fremtid, uden at man med sikkerhed ved hvilke kompetencer og kundskaber, de her vil få brug for. Alle steder skal man gennem ydre påvirkning forsøge at bringe eleverne til selvstændigt og selvbestemmende at forvalte det, de lærer. Alle steder må man for at fremme lysten til selvaktivitet foregive en grad af lighed mellem lærer og elev, også selvom det pædagogiske forhold netop er baseret på en kompetencemæssig ulighed. Listen af fællestræk kan let fortsættes.

I en skoleform, hvor samværet udfolder sig både i og uden for undervisningen, og hvor lærere og elever møder hinanden i meget forskellige situationer, sættes de almenpædagogiske udfordringer på spidsen. Udfordringen er at beskrive, hvordan disse udfordringer håndteres på landets højskoler. Det vil styrke forståelsen af højskolernes position i det pædagogiske landskab, men også synliggøre, at højskolernes erfaringer kan inspirere og inspireres i mødet med andre pædagogiske miljøer. Det særegne skal med andre ord findes gennem det almene.