Af Jonas Møller
På Folkemødet i juni overværede jeg en debat om konkurrencestaten med bl.a. højskoleforstander Jørgen Carlsen og professor v. CBS Ove Kaj Pedersen. Carlsen priste i sit indlæg Ove Kaj Pedersen for dennes analyse af bevæ- gelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat, hvor han ifølge Carlsen tydeligt og overbevisende afslører det synde- fald, der har fundet sted i det danske uddannelsessystem. Paradiset var de gode gamle dage, hvor Carlsen som studerende under den navnkundige professor Sløk på idéhistorie i Århus oplevede, hvad der vindes ved at vise forskere og studerende tillid og give dem frihed til at forundres, fordybe og forvilde sig.
Men Ove Kaj Pedersen gengældte ikke Carlsens komplimenter. Tværtimod blev Testrupforstanderen beskyldt for at mytologisere fortiden og helt se bort fra fakta og den historiske udvikling, der har ført os fra velfærdsstat til konkurrencestaten som et vilkår, vi - om vi vil eller ej - bliver nødt til at forholde os til. Når jeg refererer debatten fra Bornholm her, er det fordi både Carlsen og Pedersen optræder i antologien UrenPædagogik 2, og fordi deres diskussion indrammer de uddannelsespolitiske og pædagogiske stridigheder, som de to bøger er et offensivt indlæg i.
Den urene dagsorden
Lene Tanggaard, Thomas Aastrup Rømer og Svend Brinkmann redige- rede og var bagmænd for den første omgang urenhed i 2011 og er det igen i opfølgeren. Begge bøger rummer en skarp kritik af neoliberalismens og new public managementteoriernes indtog i uddannelsespolitikken og den pædagogiske forskning, der fra at handle om normative mål, det at ville noget med nogen, nu primært drejer sig om evidensbaserede og evaluerbare metoder, der med inspiration fra sundheds- videnskaben kan sikre, at læring - på samme måde som en pille kan kurere en patient - med garanti finder sted. Og samtidig kan kontrolleres og styres fra politisk hold, så pædagogikken kan fungere som et effektivt finanspolitisk værktøj.
Denne tendens kalder ifølge redaktørerne på en uren pædagogik og en uren videnskab, hvor pædagogikkens metode aldrig kan løsrives fra dens indhold og forankring i kulturelle, etiske og politiske processer. Man kan som pædagog eller lærer aldrig se bort fra den kontekst, undervisningen finder sted i. Mens kroppe reagerer nogenlunde forudsigeligt i en medicinsk sammenhæng, reagerer mennesker langt fra mekanisk i et læringsrum.
Mennesker er ikke maskiner, men interagerende, sproglige, fortolkende, kropslige individer, hvilket betyder, at den pædagogiske praksis altid er uren, konkret og åben. Denne urene dagsorden er yderst interessant at spejle i en højskolesammenhæng, hvor netop åbenheden, spontaniteten og konteksten er altafgørende for underviseren, der ikke kan støtte sig op ad pensum, eksamen og karakterer, men hele tiden må legitimere indholdet ved at gøre det vedkommende og levende for de konkrete elever, der er til stede her og nu.
Den svære 2'er
Der er masser at komme efter iUren Pædagogik 2, der kommer vidt omkring skole- og uddannelsessystemet fra bør- nehavepædagogik (Karsten Tuft), fol- keskolen og læreruddannelsen (Peter Kemp og Leo Komischke-Konnerup) over universitetspædagogik (Klaus Nielsen og Søren S.E. Bengtsen) til generelle overvejelser over forholdet mellem uddannelsespolitik, forskning og pædagogisk praksis (Steen Nepper Larsen og Ove Kaj Pedersen).
Svend Brinkmann adresserer med et skarpt kritisk blik sygeliggørelsen af dem, der ikke lever op til tidens lærings- og uddannelseskrav, mens Lene Tanggaard lægger ud med at underbygge urenhedens pædagogik i en artikel, der kalder på besindelse i forhold til de konceptpædagogikker, der påstår at kunne sikre effektiv læring i ethvert klasseværelse.
Kritikken af den urene pædagogik kommer primært fra Stefan Hermann, der i artiklen "Et rent snit" på overbevisende og grundig vis stikker fingeren ind de steder, hvor det gør ondt. Især anklager han 'de urene' for at gå fra kritik af diskursive udsagn om pædago- gisk praksis til at fælde dom over selve den pædagogiske praksis. At der gennemføres nationale test i folkeskolen med henblik på at styrke konkurrenceevnen, anfører Hermann, betyder ikke nødvendigvis, at alle lærere pludselig ser skolens og deres praksis formål som værende lig med at levere soldater til konkurrencestaten. Det har Hermann jo ret i, men det betyder omvendt heller ikke, at tests ikke har en effekt på undervisningens karakter, som det er værd at være opmærksom på og kritisk over for.
Hermann lægger ikke skjul på, at den kritiske analyse af den urene pædagogik er hans ærinde, men det ville være interessant, om han selv, som rektor for en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner, ville bekende kulør i diskussionen om pædagogikkens mål og midler.
enfant terrible
Artiklernes kritik af den aktuelle ud- dannelsespolitik og de dertil hørende styringsmekanismer er yderst markant og illustrerer tydeligt den voksende og efterhånden bitre utilfredshed, der vokser nede fra. Konflikten mellem ledelse og personale på Aarhus Universitet og folkeskolereformen og lærerlockouten er vel de mest prægnante eksempler på det voldsomme gab, der er opstået mellem den førte politik og de praktikere, der skal føre den ud i virkeligheden.
Den mest kompromisløse af kritikerne er uden sammenligning Thomas Aastrup Rømer. Lektoren fra DPU er med sine velskrevne og grænsende til konspiratoriske facebook-udladninger mod navngivne politikere og forskere, der i Rømers optik inkarnerer pædagogikkens syndefald, ved at udvikle sig til dansk pædagogiks enfant terrible.
Han har her begået et yderst veloplagt filosofisk essay, hvor han tager urenheden på sig og via Heideggers smukt beskidte metaforer kaster lys over dét, pædagogikken i virkeligheden handler om. Noget af det er langt ude overfortolkende, men skriften, indignationen og kærligheden til sagen lyser op og overskygger de resterende indlægs mere kølige, akademiske form, der hele vejen rundt gemmer på solidt og interessant indhold, men nogle gange mangler den lidenskab og den urenhed, de skriver om, og som alle undervisere ved er altafgørende, hvis du vil nå dine elever.
Uddannelseførst, dannelse så?
Dette møde mellem læreren og eleven - som også Carlsen dygtigt causerer over - hvor læreren må stille sig selv spørgsmålet: hvad gør jeg i dette klas- seværelse? kalder Ove Kaj Pedersen for "det etiske øjeblik", og han viser i sin artikel, hvordan dette øjeblik altid har gjort sig gældende i skolen, men at det tillige altid har været udsat for statslig styring og overvågning. Skolen har det formål, staten bestemmer. Bevægelsen fra velfærdsstatens fokus på dannelse til livet hen imod konkurrencestatens prioritering af uddannelse til arbejdslivet er en historisk nødvendighed. Det betyder dog ikke, at det ikke kan være anderledes fremover.
Forholdet mellem dannelse og uddannelse står forsat til diskussion, og alle, der gerne vil have noget at skulle have sagt, bør læse denne bog.
Uren pædagogik 2
Af Lene Tanggaard,Thomas Aastrup Rømer og Svend Brinkmann (red.)
Forlaget Klim 2014
270 sider, kr. 289,-