Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Så syng da Roskilde, lad hjertet tale

Publiceret 07-07-2014

Hver anden uge afholdes der fællesmøde på Roskilde Festivals sekretariat. Gennem de seneste år er hvert møde blevet indledt med en sang fra Højskolesangbogen. Normalt præsenteres dagens sang af en repræsentant fra det nedsatte sangudvalg, men den 14. februar i år var det anderledes

Af Jesper Elkjær Øland, forstander

Folkesangeren og protestsangeren Pete Seeger var død den 27. januar, og den 14. februar have festivalens booker af verdensmusik Peter Hvalkof bedt om ordet. I ti minutter fik vi udfoldet Seegers betydning for ikke bare protestbevægelsen, men også for verdensmusikken og for personer som Bob Dylan og Bruce Springsteen.

Repertoiret af Seegers sange er stort, og udvalget i Højskolesangbogen forholdsvis lille. Heldigvis rummer sangbogen en af klassikerne "Where have all the flowers gone", og efter Hvalkofs lille indledning fremført med stor indlevelse og engagement, kunne festivalens ca. 60 ansatte bryde ud i sang.

For både højskole- og festivalfolk gav dette øjeblik mening i et større perspektiv end de daglige hverdagsrutiner i arbejdet med at planlægge Nordeuropas største festival og etableringen af en ny almen højskole. Båret frem af den dybereliggende betydning af Pete Seegers liv og levned opstod ideen om fællessang på Roskilde Festival med fokus på netop hans sange.

Fem måneder senere, en lørdag formiddag, står jeg derfor foran Roskilde Festivals mindste scene Gloria med plads til 1000 publikummer og lader mig forføre af den særlige stemning og følelse af sammenhæng som fællessangen kan fremkalde.

På scenen lader vi os akkompagnere af banjo og guitar mens vi guides gennem Pete Seegers univers af Frederik Thaa, kendt som bagmanden til A Kid Hereafter. Med sig har han to korsangere, hvoraf den ene er Sys Bjerre.

Et par hundrede mennesker er mødt op. Både yngre og ældre. Nogle sidder hengemt bagerst i scenes mørklagte lokale, mens andre har taget opstilling på gulvet, hvor de andægtigt og med blikket vendt mod musikerne står som en lille sluttet kreds i periferien af det lys, der oplyser scenerummet.

Med tømmermændsdybe stemmer afsynges dagens første sang. Publikum, der i denne forbindelse er deltagere, føler sig frem i starten. Dette er ikke hverdagskost på Roskilde, men langsomt overgiver de sig, og trodser blufærdighedens fængsel og nærmest comfortzone.

Alle står de som i trance og vugger sagte og højtidelige fra side til side. Sang efter sang bliver stemningen mere og mere intens og den fælles stemme højere og højere. Da Thaa har introduceret "We shall overcome" og sangen begynder, når vi dagens stemningsmæssige højdepunkt. Flere har en lille tåre hængende i øjenkrogen, og selv den mandlige korsanger, er tydeligt påvirket.

Vi oplever og sanser alle med forskelligt udgangspunkt, og for nogle var dette moment helt sikkert "for meget". Selv stod jeg på, og lod mig glide med, og accepterede den dybereliggende strøm af umiddelbar mening, der ind i mellem opstår i sprækkerne, når man mindst venter det.

Alt for hurtigt var koncerten slut, men fællessangen gjorde sit indtog i fællesskabet på Roskilde Festival i år. Selvfølgelig gjorde den det! Og oplevelsen på Gloria efterlod et håb tilbage om, at festivalen vil tage den til sig, udvikle formen så den favner og ikke forstyrrer publikum, så vi en dag måske kan opleve fællessang som publikumsopvarmning på de store scener.