Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Da højskolen tabte kampen om Europa

Publiceret 27-03-2014

HISTORISK Bølgerne gik højt i højskolekredse op til folkeafstemningen i 1972, hvor modstanden mod Danmarks indtrædelse i EF var stor. For Fællesmarkedet stod i alle henseender i modsætning til højskolen – det var kosmopolitisk, elitært, abstrakt, udemokratisk, kapitalistisk og underminerede den danske suverænitet

Af Jeppe Langkjær

Da bestyrelsesmedlemmerne for H øjskolen Snoghøj i august 1967 drejedened af Højskolevej i T-krydset ved Gl. Færgevej, mødtes de af et overraskende syn. Skiltet, der normalt viste dem i retning mod en "nordisk-europæisk" højskole, pegede nu blot mod en "nordisk". Daværende forstander Poul Engberg havde egenhændigt ændret skolens navn - omverdenen skulle jo nødigt tro, at man på Snoghøj gik ind for indlemmelsen i EF.

Europaspørgsmålet blev med andre ord taget særdeles alvorligt, og modstanden mod et dansk ja til EF var massiv i højskolekredse i årerne frem mod folkeafstemningen i 1972. "Det var vel i virkeligheden det sidste felt, hvor højskolen havde en offentlig stemme om andet end sig selv," fortæller Ole Vind, dr.phil. og forhenværende lærer på Grundtvigs Højskole. Og det var vitterligt en lidenskabelig og dybfølt antipati, erindrer tidligere højskolelærer og -forstander Finn Slumstrup. Når han skal forklare, hvad der var på spil for mange højskolefolk, sammenligner han afstemningens betydning med genforeningen i 1920.

for folket

Det kan være svært at begribe omfanget af datidens modstand mod en union, som i dag er en selvfølge. Den 2. oktober 1972 er dog uden tvivl en milepæl i nyere dansk historie. Her stemte 63,4% af vælgerne ja til optagelse i Det Europæiske Fællesskab. Finn Slumstrup husker tydeligt tidspunktet, hvor resultatet - og dermed nederlaget - stod klart: "Jeg var lærer på Askov Højskole dengang. Vi var en større flok samlet hjemme hos mig på Askovhus, og stemningen var utrolig trykket. Flere af mine kollegaer var i det øjeblik parate til at pakke kufferterne og flytte til Norge. Ja, i lærerstaben var Bertel Haarder vist den eneste tilhænger."

Europaleden genfindes også på Højskolebladets sider fra 1971 og 1972. "Har man ikke den politiske afgræsning, inden for hvilken folkelivet kan leves nationalt problemfrit, må man til at værge folkelivet med private midler, hvis det skal værges. Først og fremmest gælder det om at værge den befolkningsmæssige substans […] Da ingen lovmæssig myndighed repræsenterer nationalitetens interesser, må nabo våge over nabo: Han dér er en forræder, for han har solgt sin ejendom til en tysker. Ældre rigsdanskere husker noget lignende fra besættelsestiden, da det i mangel af frie statsorganer var blevet til en privatsag at varetage Danmarks interesser," skriver nu afdøde præst og højskolemand Jørgen Kristensen den 19. marts 1971 om konsekvenserne af et dansk ja.

Og selvom Jørgen Kristensen måske nok sætter tingene på spidsen, udtrykker han en bekymring, der ifølge Ole Vind var ganske udbredt blandt datidens grundtvigianere: "Den grundtvigske modstand var en antikosmopolitisk og antielitær modstand. Mange anså dengang nationen for at være den eneste naturlige ramme for folkelivets udfoldelse. EF var den diametrale modsætning: et elitært, abstrakt projekt, som ville fjerne dansken fra sin folkeligt-nationale rodfæstethed."

For mange højskolefolk gav det i øvrigt god mening, at Rom lagde navn til EF's grundlæggende traktat fra 1957. "'Rom-unionen' blev meget gerne brugt i højskolekredse, da man derved indirekte associerede til Grundtvigs gentagne udfald mod den 'ugudelige, åndløse og krigeriske romerånd' samt modsætningen mellem romerret, hvor staten sættes over individet, og nordisk ret med respekten for den personlige frihed," siger Ole Vind.

danskerne løjet i ef

Den grundtvigsk inspirerede EF-kritik var imidlertid ikke den eneste, der lød fra højskolehold. "Højskolens modstand gik på tre øvrige ben. Efter 1968 blev store dele af højskolen indtaget af den politiske venstrefløj, og de betragtede slet og ret EF som et kapitalistisk komplot. Samtidig var Anden Verdenskrig stadig tæt på, hvorfor der i manges øjne ikke fandtes noget bedre end et suverænt Danmark - og med optagelse i Fællesmarkedet ville Danmark jo netop afgive dele af sin politiske suverænitet. Sidst men ikke mindst var der dem, som så EF som en institution præget af enormt demokratisk underskud," fortæller Finn Slumstrup.

Fordi EF-kritikken i så høj grad gennemsyrede højskolen på tværs afskel og uenigheder, kom den øvrige befolknings klare ja også som en stor overraskelse. Ja'ets størrelse til trods bestod overbevisningen imidlertid blandt modstanderne om, at politikerne havde løjet Danmark ind i EF. "Vi gik alle sammen og mente, at vidste ja-siden blot det, vi vidste, havde de aldrig stemt ja. Vi stemte simpelthen nej af nogle helt andre grunde, end de stemte ja," siger Finn Slumstrup, der fik decideret ondt i maven, når politikerne ikke tog Rom-traktatens ord alvorligt.

At det var tilfældet, kan også læses i Højskolebladet fra den 20. oktober 1972. "Ja-sigerne stemte for fred, fuld beskæftigelse, forsoning og økonomisk fremgang. De stemte for et uforpligtende handelsmæssigt samarbejde […] Der blev stemt nej til ganske andre ting: Vi stemte nej til en ny superstat med vidtgående planer om centralisering af økonomisk og politisk magt, med kommende fælles politik på næsten alle samfundslivets områder, med én stemme udadtil og gennemgribende harmonisering af strukturer og regler indadtil," skrev EF-modstander Knud P. Pedersen.

aldrig reel europabegejstring

EF-modstanderne strakte derfor heller ingenlunde våben efter valgnederlaget. Således fostrede højskolemiljøet bl.a. Folkebevægelsen mod EF, og opgaven blev nu at forhindre EF's indflydelse og virkeliggørelse af Rom-traktatens formål om "at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk."

Bølgerne har dog siden lagt sig. Ja, i dag findes der endda mange højskoler med et erklæret europæisk og internationalt sigte, og selv Finn Slumstrup er tilhænger af den europæiske union. EU er blevet uomgængeligt for Danmark og danskerne. Og netop derfor noterer Finn Slumstrup sig også, at der på ja-siden aldrig har eksisteret en egentlig dansk Europabegejstring. Nok blev Danmark medlem den skæbnesvangre oktoberdag i 1972, men det har været med håndbremsen trukket lige siden.