Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Højskolens opgave

Publiceret 27-03-2014

OMTALE Højskolen har en opgave. Og den er mere vigtig end nogensinde. To bøger med artikler og taler af de to Askov-koryfæer Knud Hansen og Hans Henningsen burde være pligtlæsning for alle i højskolen

Af Helge Rørtoft-Madsen

Sidste år udgav forlaget Nyt Askov to bøger med artikler og taler af de to tidligere Askov-forstandere Knud Hansen og Hans Henningsen. Henningsen, der udgav bogen om Knud Hansen en legende i dansk åndsliv i 2007, nåede før sin død i december at skrive indledningen til Knud Hansen-bogen Pædagogisk protest . Forord og indledning til bogen med Henningsens egne artikler og taler, Er oplysningens tid forbi? , er skrevet af de to redaktører Leo Komischke-Konnerup og Iben Benedikte Valentin Jensen.

Trods artiklernes alder - den ældste er 50, den yngste 4 år - er de påtrængende aktuelle og velkomment udfordrende den dag i dag. Blandt andet ved at de belyser spørgsmålet om højskolens opgave så tydeligt, gennemtænkt, velbegrundet og kritisk bevidst. Ja, alene ved at insistere på, at højskolen har en opgave og ikke en hvilken som helst.

Begge bøger bør selvfølgelig læses og diskuteres af højskolernes lærere, forstandere og bestyrelser. Og da Hansen og Henningsen ser den folkelige oplysning som noget, der vedrører alle og enhver og hele samfundet til enhver tid, må man ønske, de når langt ud over højskoleverdenen. Ja, at de kommer til at problematisere den fremturende trend i disse år blandt uddannelsesteknokrater og politikere, der bevidst eller ubevist regerer ud fra devisen, at al uddannelse og oplysning skal afspejle produktionens og økonomiens aktuelle behov for opdateret og kompetent arbejdskraft eller den kreative klasses særinteresser.

for menneskets skyld

Tilbage i 50´erne opfattede Knud Hansen højskolens opgave som tilsyneladende "temmelig beskeden, men ikke derfor uden betydning", nemlig at "være med til at vedligeholde spørgsmålet om mennesket. Det er jo det, der alle vegne er det store spørgsmål i vore dage, om det igen skal blive muligt at få øje på mennesket i den moderne tilværelse, ikke mindst i den moderne tekniske tilværelse." Højskolen skal ganske vist ikke "bruge store ord", men være med til at "vedligeholde dette stilfærdige spørgsmål", om mennesket er til for noget andet end mennesket, eller om vi er til for programmernes eller for statens skyld eller for partiernes, organisationernes, teknikkens eller økonomiens skyld?

Senere skærper og drejer Knud Hansen spørgsmålet til at handle "om meningen med vort liv" og siger, at det er "højskolens egentlige opgave i dag, at være med til at stille dette spørgsmål om tilværelsen så radikalt som muligt, så radikalt at den enkelte derved hjælpes til på egen hånd at finde frem til et svar." Og med årene radikaliseres tankegangen, så han i 71 indleder en artikel i kølvandet af det ungdomsoprør, der også rystede Askov, med, at "det er højskolens opgave at protestere!" Og fortsætter, at "det er ikke højskolens opgave at følge med tiden, eller måske løbe forud for tiden - det er tværtimod højskolens opgave at protestere imod alt det menneskefjendske i tiden, alt det der bare river mennesket med sig og hindrer det i at være sig selv." En protest der jo også kan vendes imod "oprøret", for så vidt det er eller bliver menneskefjendsk.

Opgaven er jo at protestere som menneske for menneskets skyld imod alt, hvad der vil noget andet end mennesket og tager os i dets magt. For eksempel imod den fremmedgørelse i forhold til arbejdet, han skildrer med Marx som forudsætning. "Hensynet til mennesket", skriver Knud Hansen, "må sættes til at herske over alle de upersonlige kræfter, der i øjeblikket bestemmer samfundets udvikling, over kravet om rentabilitet og effektivitet osv.." I en senere artikel om "oprør og tradition" præciserer han, at højskolen er kritisk i ordets græske betydning: at skelne mellem ægte og uægte (forløjet, opblæsthed, fraser, slagord, pression, menneskefjendskhed), hvad vi ved og ikke ved, hvad der er muligt og umuligt osv. I den forstand 'er det stadig højskolens opgave at øve kritik. En kritik der bygger på den kendsgerning, at mennesket er "en afgrund af fortid og en rigdom af fremtid (Ernst Fischer)'".

henningsens "unyttige viden"

Hans Henningsen overvejer ikke højskolens opgave i sine første store, filosofisk anlagte artikler. De er højt kvalificeret, kritisk dialog med og mod fremherskende idéer og holdninger i samtiden. Som sådan er de grundtvigsk oplysende i den forstand, Henningsen begynder at artikulere, fra han er blevet forstander i 1980. Da fremhæver han to hovedmotiver. For det første at højskolen skal praktisere kritisk oplysning til ansvarlig stillingtagen i den dialog mellem "eksperterne" og "folket", Grundtvig kaldte "den levende vekselvirkning". For det andet at den folkelige oplysning forudsætter det universelle livs- og menneskesyn, at vi alle og en er fælles om og ansvarlige for det samme liv og den samme natur, der er ingens og alles.

Den ene betydning i artikelsamlingens titelEr oplysningens tid forbi?er, at højskolens folkelige oplysning blev til i et opgør med oplysningstidens snævre oplysningside - den ide at forstandens og fornuftens rationelle erkendelse er oplysning i sig selv. Og den er snart blev kombineret med, at videnskabelig erkendelse kunne bruges instrumentelt til fremstilling af teknologi til den industrielle produktion. Det førte til de 200 års fremskridtstro, som naturødelæggelsen i form af klima-, miljø- og ressourceproblemerne nu afslører som en fare for os selv. Det er gået, som Henningsen fortæller om troldmandens lærling hos Goethe, at lærlingen aflurede troldmandens "ånder" og så satte en først god, så ødelæggende proces i gang, han ikke kunne standse, og det blev værre og værre!

Derfor er opgaven i dag at spørge, hvordan vi indretter os ansvarligt med teknologien og økonomien, nu ikke alene af hensyn til mennesket, men "til hele den ikke menneskelige verden, vi også er en del af og ikke kan sætte os selv udenfor". Det er højskolens opgave. Men i dagens samfund stilles der ikke spørgsmålstegn ved den instrumentelle nytteviden, fordi den giver kompetence, arbejde og fortsat økonomisk "udvikling" som hidtil. Derfor er højskolens opgave "så kontroversiel i forhold til uddannelsessystemet, som den i realiteten er og i grunden altid har været." Og betydningsfuld ved at "påpege værdien af den "unyttige" viden".

Knud Hansens og Hans Henningsens tekster er gode til at gøre os opmærksom på, at den grundtvigsk funderede folkelige oplysning er mere påkrævet end nogensinde. For de er mere virkelighedsnært levende end denne omtale kan give indtryk af.