Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Per Himmelstrup 1929-2014

Publiceret 27-03-2014

Højskolemand og folkeoplyser Per Himmelstrup døde i februar. Han blev 85 år

Af Lars Thorkild Bjørn

Det begyndte i påsken 1962 på Hallingdal Folkehøjskole. Per kom på udveksling med eleverne fra Biskops Arnö. Per og jeg var højskolelærere i et naboland.

Så kom vi begge tilbage, Per til Krogerup, og vi blev naboer. Efter få år blev han undervisningsinspektør for internationalt samarbejde i Undervisningsministeriet og vort samarbejde blev konkret i forbindelse med beskrivelse af voksenundervisningen i Norden - et oplæg til UNESCO-konferencen om "Livslang Læring" i Tokyo i 1972. Per havde altid det store overblik og fik tilnavnet "Mr. adult education" og fik senere et æresdoktorat i voksenpædagogik ved British Open University.

1976-83 var han centerchef ved Sydjysk Universitetscenter i Esbjerg og derefter generalsekretær for Det danske Kulturinstitut, hvor han ikke mindst vil blive husket for etableringen af kulturinstituttet for de baltiske lande i Riga. Senere stod han bag nye danske kulturinstitutter i Australien, Østrig, Ungarn og Polen. Pers engagement, diplomatiske og organisatoriske snilde bar frugt rundt om i verden - til særdeles stor gavn for højskolerne. I en årrække var han redaktør af Dansk Udsyn og som pensionist formand for Folkeuniversitetet i Helsingør.

Per Himmelstrup blev 85 år.