Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Verdensborgeren

Publiceret 27-03-2014

Robert Stærmose var højskolemand med internationalt udsyn

Af Lars Thorkild Bjørn

Du finder ham som folkeoplysningsforfatter til bøger om andelsbevægelse og landbrugsudvikling på engelsk, urdu og indonesisk. Men ellers er Robert Stærmose en glemt højskolemand.

Han var uddannet bankmand og derefter ansat ved General Motors finansieringsafdeling i København. Om aftenen ledede han studiekredse i AOF, indtil han i 1932 fik stilling ved Andelsskolen i Middelfart. I 1937 købte han den skrantende Støvring Højskole og fordoblede elevtallet på få år.

Som en markant politiker i partiet Dansk Samling kom han under besættelsen med i modstandsbevægelsen. I 1942 deltog han i modtagelsen af de første faldskærmsfolk, som han skjulte på højskolen. I 1943 kom han i Folketinget, men blev 29. august 1943 anholdt og interneret i Horserød. Han slap hurtigt ud og rejste i efteråret 1944 illegalt til USA. Her opfordrede ambassadør Kaufmann ham til gennem foredragsvirksomhed at fremme kendskabet til modstandsbevægelsen, og han deltog aktivt i forberedelserne til Danmarks optagelse i FN. Samarbejdsvanskeligheder i befrielsesregeringen medførte dog, at han ikke som ventet blev Danmarks officielle repræsentant ved San Francisco-konferencen.

Efter krigen kom Stærmose igen i Folketinget, men efter uenighed om partiets politik opgav han sit mandat i 1947. Han var direktør for nogle danske erhvervsvirksomheder, indtil han fra 1958 som konsulent for FAO og ILO arbejdede i Asien og Afrika næsten til sin død i 1980.