Af Hans Hauge
Det er paradoksalt, at medens nationalisme på den ene side sidestilles med racisme og islamisme eller det, der er værre, står på den anden side folk i kø for at styrke, opretholde og befæste danskheden.
Det gælder det nye parti, Nationalpartiet, og det gælder Lars Hedegaard, går jeg ud fra. Men paradokset er tydeligst i forbindelse med Ole Bornedals "1864". Alle har en mening om tv-serien, og det vil sige, at alle, eller mange, ser den. 1,7 millioner har jeg set, og det svarer vel prinsebryllup. Uden for vort vindue er trafikken langt mindre.
Med andre ord: Nationen er samlet. Og det er det vigtigste, og dermed har DR og staten opnået, hvad der var formålet. Men folk skændes jo om den.
Serien er dårlig. Den holder sig ikke til de historiske kendsgerninger, som om der fandtes den slags. Personerne er typer eller karikaturer. Det er agitprop. Det er kun underholdning. Osv.
Pia Kjærsgaard var som forventeligt rystet efter at have set to afsnit. Hun mener, at han politiserer. Som bekendt kan en kunstner ikke opnå større anerkendelse i Danmark end at blive skældt ud af DF. Og DF'erne bider altid på.
Også radiorådsmedlem Kathrine Winkel Holm er skuffet. De var åbenbart begge begejstrede for Tom Buk-Swientys to historiske romaner om Dybbøl og krigen. De gik ud fra, at alt var ok, når Bornedal brugte dem som kilder. De har ikke læst Buk-Swientys romaner kritisk nok, men er blevet forført af deres æstetik. Buk-Swientys romaner politiserer på en næsten umærkelig måde. De handler i virkeligheden om krigen i Afghanistan og Irak. Historie er altid samtidshistorie.
Skurkene i romanerne og i tv-serien er de "nationalliberale", dvs. VKOregeringen, altså nationalisterne, mens heltene er de "multinationale", dvs. multikulturalisterne eller europæerne.
DF er altså selv skurken hos Buk-Swienty. Sigøjnerne er indvandrerne; god og billig arbejdskraft. Deres kvinder er forførende. Det er renlivet orientalisme.
Romanerne og serien er altså, hvad indhold angår, anti-nationalistiske, men det gør ikke noget, for de har den stik modsatte virkning. De gør os mere danske. De er med til at renationalisere os. De spreder dansk kulturs lys over land og by. På to måder hvad tv-serien angår. Se på dens billeder af dansk natur. Det er den romantiske nationalisme, der har lært os at se på det danske landskab på denne måde. Vi ser, så vi det aldrig glemmer. Blå himmel, den friske danske strand med pigens latter og lyse hår, og marken er mejet, og alle er med. Min danske sjæl hvad vil du mere? Og dernæst gør den det, som romanen og avisen gjorde før i tiden: Den skaber et forestillet, men begrænset fællesskab. Det er selv det, at mens vi ser den, så ser de den også i Padborg, Pandrup, Rønne og Thisted. På samme tid. Intet kunne være mere nationalistisk. Og mon ikke serien ekskluderer indvandrerne? Hvad skal de med 1864? Hvis der er to, der står sammen i dansk politik, er det Ole og Pia.