Af Andreas Harbsmeier
Venstres ledelse skal genetablere forbindelsen til sit folkelige bagland, lyder det fra partiet, der i foråret for åben skærm udspillede et nærmest absurd teater godt hjulpet på vej af en komplet overskruet medieindsats.
Venstres krise var - ifølge flere iagttagere og medlemmer af partiet selv - udtryk for, at den sidste store bastion faldt.Båndet mellem folkeligt bagland og politisk elite blev endegyldigt kappet.
Venstres landsmøde i Herning i oktober vil vise, om det kan genetableres. Ikke meget tyder på det. For Venstres krise er ikke kun Venstres krise. Det er det politiske livs krise.
En betingelse for at have et legitimt politisk liv er, at der findes et folkeligt fællesskab, som alle er en del af og har ansvar for. Ellers bliver politik blot elitens administration ud fra en nødvendigslogik. Ikke ud fra en fælles diskussion af, hvilket samfund vi gerne vil have, og hvilke værdier der skal gælde.
Kritikken af den udvikling bliver ofte formuleret som almindelig politikertilsvining, men det er for nemt blot at stille eliten til ansvar. Det er i lige så høj grad civilsamfundets og de folkelige institutioners manglende evne til at sætte en dagsorden, der betoner ideerne og afviser nødvendighedens logik som et legitimt politisk argument.
Når vi i dette nummer af Højskolebladet er gået på jagt efter højskolevenstre, handler det altså om at spore de steder, hvor alt det andet - ideerne, kulturen, det levede liv, og ja, ånden - bør og kan spille en rolle i diskussion af, hvordan vores samfund skal se ud.