Af Jacob Kjærsgaard Mortensen, historiker og forstander på Hadsten Højskole
"Historien er vor forlængede erindring, og historien er vort forlængede ansvar." Martin A. Hansens ord minder os om, at historien kan give os indsigt i, hvordan Danmark er blevet Danmark. Men de minder os også om, at det Danmark ikke er en statisk størrelse, men at denne historiske proces er fortløbende og dynamisk. At vi er såvel historieskabte som historieskabende.
Lad denne lille prolog være afsæt for den tørre konstatering, at "den danske pagt," som Thue Kjærhus omtaler i forrige nummer af Højskolebladet, ikke findes. Det er en konstruktion og endda en uhensigtsmæssig en af slagsen. Begrebet pagt er et centralt kristent begreb. Det henviser i øvrigt til en forpligtende og ubrydelig aftale under ed. Essensen af "den danske pagt" er "en særlig ånd og en grundtvigsk folkelighed".
Kjærhus' pointe er, at flygtninge "må og skal tilslutte sig pagten". Gad vide hvor mange af dagens danskere, der - indifferente over for historien eller ej - umiddelbart føler sig som en del af sådan en pagt. Begrebet virker på ingen måde klargørende i sammenhængen. Der er ingen tvivl om, at Danmark har en historie, der har resulteret i en usædvanlig homogen kultur. Der er dog lige så lidt tvivl om, at denne kultur rummer store og centrale modsætninger.
Den historiske tilblivelsesproces er da også længere og langt mere sammensat, end Kjærhus lader ane, når det anakronistisk lyder, at "pagten blev skabt i kampen mod det multinationale før 1864". De nationale strømninger var Danmark på ingen måde alene om i perioden - det var en europæisk trend. Uanset de nationalliberales bestræbelser i den pågældende periode har det mere for sig at sige, at Danmark blev en meget homogen nationalstat gennem en "række heldige nederlag".
Siden har vi så været gode til at indrette os derefter. Dette har bevirket, at vi har skabt en meget stærk forestilling om et folkeligt fællesskab, der rækker langt ud over de konkrete fællesskaber, vi indgår i. Dette fællesskab inkluderer ovenikøbet alle de danskere, der var her før os, og alle de danskere, der vil komme efter os. At fællesskabet er forestillet henviser ikke til, at det er uvirkeligt, men til at det er bevidsthedskonstitueret - og et kulturskabt fænomen.
Dette er en langt mere præcis tematisering af, hvad der er på færde i denne sammenhæng. Vi har ikke indgået en hellig ubrydelig ed om et statisk og unisont Danmark, men vi har næret og nærer en stærk forestilling om et dansk fællesskab, der er dynamisk, og som har været flerstemmigt, siden det blev tilladt at have en stemme. Et fællesskab hvis adelsmærke er evnen og viljen til, trods al forskellighed, at komme til rette på en skikkelig måde.
Det er sådan et fællesskab, vi skal bede de flygtninge, der nu kommer til Danmark, om at forestille sig. Endvidere skal vi fortælle dem, at sådan et fællesskab har nogle forudsætninger, stiller nogle betingelser og rummer nogle muligheder. Måske tager vi oveni købet ingen skade af selv at blive mindet derom. Højskolerne har åbenlyst nogle forudsætninger og et ansvar i denne sammenhæng.