Af Andreas Harbsmeier
På cafeen har 200 tidligere højskoleelever og spejdere samlet sig en onsdag aften. Lokalet er stuvende fuldt. Hvad er attraktionen? Konceptet er enkelt: Fællessang fra Højskolesangbogen. Igennem et par timer synger de sig i fællesskab gennem både nye og gamle sange, kun afbrudt af korte introduktioner fra en gruppe sangværter.
Deltagerne er fortrinsvis studerende i aldersgruppen 20-25 år. Fænomenet er overraskende, fordi de unge ellers beskyldes for at være rene individualister presset af omgivelserne, reformer og kravet om at slå til og bruge deres tid fornuftigt for at klare sig i det, der efterhånden populært kaldes konkurrencestaten.
"Når man som ung konfronteres dagligt med fremdriftsreform og krav om resultater, kan man have brug for at træde ind i et rum, hvor det er fællesskabet, der er i fokus. Hvor der ikke stilles krav, og hvor man ikke konstant oplever at skulle bevise, hvad man kan," siger Dorte Brandt Andersen, der er en af initiativtagerne til arrangementet i København, der har spredt sig til to af landets øvrige universitetsbyer, Aarhus og Odense.
Her kan de studerende sidde og gispe højskolesange et par timer, fri for de præstationskrav som konkurrencestaten og politikerne stiller ude i samfundet, hvor tempoet skal holdes højt, for at de kan følge med.
VI SKAL HAVE DET GODT
Mens konkurrencestatskritikken har kørt på de høje nagler i pædagogiske kredse en del år, er humanisterne og psykologerne fra Politiken-segmentet på det seneste også begyndt at røre på sig. "Jeg vil have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater." Sådan sagde Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykologforening, for noget tid siden i programmet Debatten på DR2. Du har givetvis set det, for klippet blev et massivt viralt hit. Mere end 2 millioner gange er det blevet set på Facebook. Og psykologen har ikke manglet opmærksomhed siden. Hun nuancerer sit synspunkt:
"Borgerne har ikke længere et formål i sig selv, og det synes jeg er helt forkert. Vores primære opgave er ikke at gøre Danmark økonomisk stærkt. Vores primære mål er at trives og have et godt liv."
Synspunktet, at konkurrencestaten ikke er leveringsdygtig i det gode liv, finder man også hos modtageren af dette års Rosenkjær-pris - psykologiprofessoren Svend Brinkmann - en ny stjerne på konkurrencestatskritikkens himmel og lidt af en helt for kultur- og uddannelseseliten.
Hvis man vil hyre ham til et foredrag, må man pænt vente til 2018, for at han kan finde en ledig plads i kalenderen. Hans bog Stå Fast fra sidste år topper stadig de faglitterære bestsellerlister. I bogen og de utallige foredrag, der er plottet ind i Brinkmanns kalender, taler han sig op imod selvudviklingsparadigmet, hvor den enkelte borger så vidt muligt skal optimere og udvikle sig selv for at kunne performe bedst muligt. Snart sagt alle forhold i livet underordnes præstationerne i konkurrencestaten, og klarer du den ikke, er det din egen skyld.
Tag nej-hatten på i stedet, lyder opfordringen fra Brinkmann. Og det har mange elitekulturelle akademikere gjort i den offentlige debat på det seneste. Nej til, at det er den enkelte, der er noget galt med, hvis det ikke lige kører. Ret blikket ud mod verden og fællesskabet frem for ind mod dig selv.
ULMENDE OPRØR
"Fyr din coach", lyder et andet af Brinkmanns bud. Du skal ikke hele tiden optimere dig selv, og hvis du er skidt kørende, er det ikke nødvendigvis dig selv, der er noget galt med. Det kunne jo være, du skulle bruge din energi på at forandre omgivelserne - samfundet - i stedet. For det er her, problemet ligger.Men hvad nu hvis man slet ikke har en coach, man kan fyre? Hvad nu hvis man ikke tilhører kultur- og uddannelseseliten?
Per Michael Jespersen, der er opinionsredaktør på Politiken, har i sin avis udråbt konkurrencestatskritikken til at være et ulmende oprør i stil med 68ernes kapitalisme- og forbrugskritik. Blot med konkurrencestaten som det store fjendebillede. Et opgør med præstationskulturen og udviklingstrangen. Et oprør mod den DJØF-tænkning i samfundet, der står meget stærkt i den politiske kultur. Både i en borgerlig og i en centrum-venstre regering. Hvis man kan måle et spirende oprør på karakteren af de debatindlæg, der tilflyder debatredaktionen på Politiken, er der noget om snakken, skrev han og mener, at det har et samfundsforandrende potentiale.
Ifølge Per Michael Jespersen er der fire segmenter i den offentlige debat. Kultur og uddannelseseliten, fortalerne for konkurrencestaten, liberalisterne og den folkelige stemme.
"Svend Brinkmann er kultur- og uddannelseselitens helt. De hader konkurrencestaten, og børnefamilierne er pressede og stressede af det grænseløse arbejdsliv. De unge er imod fremdriftsreformen. Og de diskuterer 12-tals-pigerne som et stort problem.
Det er den samme gruppe, der også tager på højskole. Det er typer som Eva Secher Mathiasen, Carsten Jensen eller Knud Romer. Det nye parti Alternativet repræsenter hele den kritik."
KULTUR- OG UDDANNELSESELITENS ISOLATION
Men kultur- og uddannelseseliten isolerer sig med sociale kopier af sig selv. Hvis der er nogen, der er gode til at isolere sig, så er det kultur- og uddannelseseliten. Til gengæld er de meget synlige i den offentlige debat, forklarer Jespersen.
"Vi hører meget sjældent, på hvilken måde de andre grupper føler sig pressede af globaliseringen. For dem handler det ikke så meget om, hvor travlt de har på arbejdet i morgen, men om de overhovedet har et arbejde i morgen. Det handler om udflytning af arbejdspladser til Asien. Det handler om østeuropæere, der kommer og tager de arbejdspladser, der er her i landet. Det handler om pres på løn- og arbejdsvilkår. Det er også dem, der bor sammen med indvandrerne og flygtningene."
Flere analyser viser, at utrygheden og frygten for at blive arbejdsløs er vokset blandt helt almindelige faglærte og ufaglærte arbejdere. Men denne gruppe blander sig ikke i debatten.
"Der findes en fortælling for denne gruppe, og den bliver fremført at Dansk Folkeparti. De to grupper forstår ikke hinanden. Folket synes, det er uendelig ligegyldigt og arrogant at diskutere Svend Brinkmann. Han anbefaler, at man skal fyre sin coach. Men hvem har en coach? Det er i hvert fald ikke folket," mener Per Michael Jespersen.
Oprøret mod konkurrencestaten kommer altså fra både top og bund, men af forskellige grunde. De to grupper forstår bare ikke hinanden. De studerende, der synger sange i fællesskab, må alliere sig med den folkelige stemme, hvis oprøret skal have slagkraft og forandringspotentiale.