Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Roskilde Festival i baghaven på ny højskole

Publiceret 20-02-2015

Roskilde Festival medfinansierer ny højskole. Eleverne kommer til at arbejde i praksis med sociale og kulturelle begivenheder

Af Nicolai Olsen

I Roskilde skal der igen ligge en ny højskole, Roskilde Festival Højskole. Ideen om højskolen opstod på spillestedet Gimle i Roskilde i 2005, og siden da har projektet udviklet sig stille og roligt. Højskolens faglige profil udgør summen af de fagligheder, der skal til for at skabe en social eller kulturel begivenhed. Højskolen byder derfor på bl.a. fag i ledelse, journalistik, PR og kommunikation, kunst, håndværk, osv.

Nu mangler kun højskolens fysiske rammer at blive bygget. Skolen kommer til at huse 200 elever om året fordelt på et forårs- og efterårshold. Direktøren for Roskilde Festival, Henrik Rasmussen, er ikke i tvivl om, hvad det er, holdet bag festivalen og højskolen kan tilbyde: "Det bliver ikke en ny school of rock, for vi arrangerer festivalen, vi spiller jo ikke selv musikken. Vi vil lære eleverne de centrale færdigheder, vi har her i huset - lære dem at lave arrangementer, lede frivillige, planlægge, markedsføre og kommunikere," siger han og tilføjer, at der derfor også primært vil blive fokuseret på praksis i undervisningen.

Hvorfor vil Danmarks største festival poste penge i at lave en højskole?

"Først og fremmest er det vigtigt at sige, at det ikke er festivalen, der skal drive højskolen. Nok var det medarbejdere i vores organisation, der fik ideen, men det bliver en højskole, der er herre i eget hus. Festivalen har været med til at finansiere højskolens bygninger, og lige nu finansierer vi det sekretariat, der er knyttet til højskolen. Men den dag snoren klippes til højskolens indvielse, står den for sig selv," siger Henrik Rasmussen.

Foranderlig forstander

Jesper Elkjær Øland er forstander for den kommende Roskilde Festival Højskole. Han er i øjeblikket ved at forberede byggeriet og står med det fulde ansvar i forbindelse med forberedelsen til drift og til elever. Han ser store muligheder i samarbejdet med Roskilde Festival og beundrer den foranderlighed og midlertidighed, der udgør kernen i det at lave Roskilde Festival. "Roskilde Festival er nødt til konstant at holde sig på omgangshøjde med tiden og udviklingen, og jeg vil gøre mit til, at den ivrighed efter at forny sig og udvikle sig vil smitte positivt af på vores højskole," siger han.

Direktøren for Roskilde Festival, Henrik Rasmussen, siger, at jeres måde at lave højskole på bliver mere nutidig og fleksibel. Er du enig i det udsagn?

"Jeg ville nok have formuleret det en anelse anderledes og lidt mere ydmygt. Jeg har stor respekt for de eksisterende højskoler og det arbejde, de forskellige højskoler udfører, men jeg mener samtidig, at vi som ny højskole er særligt forpligtiget på dels at fine vores eget afsæt og sigte, og dels på at finde nyt land for skoleformen. Jeg synes, den her skole med sit tilhørsforhold til festivalen og med rødder i en by, kan tilføje nogle nye dimensioner, men vi skal ikke være arrogante og tro, at bare fordi vi er kærester med Roskilde Festival kan og skal vi revolutionere hele højskolebevægelsen," siger Jesper Elkjær Øland og tilføjer afslutningsvis, at højskolerne i langt højere grad bør rotte sig sammen og løfte hinanden.

Roskilde Festival Højskole

  • Roskilde Festival Højskole skal ligge på Musicon i umiddelbar forbindelse med Danmarks Rockmuseum. Højskolens bygninger forventes at stå færdige i 2017, og højskolens første elevhold starter i 2018.
  • Det samlede budget for etableringen af højskolen beløber sig til 160 millioner kroner, hvoraf Roskilde Festival har forpligtet sig på at bidrage med 34,5 mio. kr. De øvrige primære bidragsydere er Roskilde Kommune med 53,5 mio., Realdania med 50 mio. og A.P. Møller Fonden med 20 mio.
  • Det er det hollandske arkitektfirma MVRDV, der sammen med Københavnske COBE arkitekter skal tegne højskolen i og omkring en eksisterende fabrikshal.
  • Højskolen vil fungere som selvejende institution og vil få indtægter gennem lovregulerede statstilskud og skolepenge. Højskolens forstander er Jesper Elkjær Øland.