Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Martin Lidegaard: Føler mig som Hal Kochs oldebarn

Publiceret 20-05-2015

INTERVIEW Udenrigsministeren voksede op på Krogerup. På højskolen fik han sit moralske kompas

Af Mikkel Vinther, tidligere elev på Krogerup Højskole og ungerådgiver for kulturministeren. Foto: Sissel Hansen, elev på Krogerup Højskole

"Jeg kan ikke forestille mig en mere stimulerende barndom", fortæller udenrigsminister Martin Lidegaard.

Vi passerer de fire huse ved Krogerup Højskole, hvor en del af det faste lærerkollegium i dag  bor på samme måde som i 1966-1985, da området var ministerens hjem. Nu er han vendt tilbage til det tunge grus på gårdspladsen og fører an mod familien Lidegaards tidligere bopæl i nr. 7. Og lærerkollegiets og de elleve lærerbørns interne forhold mindes særligt positivt:

"Vi var som en stor familie. Det er jo et meget trygt område, så vi børn passede ofte os selv og legede rundt på skolen og i parken. Vi havde vores helt eget barndomsunivers".

Barsk broderkærlighed

I den store lærerbørneflok var også brødrene Øjvind, Kresten og Bo, og som yngste bror oplevede Martin brodersammenholdet på godt og ondt:

"Mine brødre bankede de børn, der var 3-4 år yngre end dem. Så bankede de mig, som var endnu yngre, og så skulle mine brødre hævne sig. Så jeg fik mange bank som barn", griner han.

I dag er alle fire Lidegaard-brødre stærke samfundsdebattører: Øjvind er overlæge på Rigshospitalet og ordførende professor på det gynækologiske område, Kresten er biolog og taler ofte på vegne af Foreningen Far, der kæmper for fædres rettigheder, Bo har naturligt leder-spalteplads som chefredaktør på Politiken og yngstemand Martin, ja, han er Danmarks udenrigsminister.

Indflydelsesrig familie


Alle har de ualmindeligt stor samfundsindflydelse. Så stor, at journalist Kristian Villesen i artiklen 'Hjemme hos eliten' i Information i december 2014 forestiller sig højskolebrødrenes mulige magtkamp om, hvem der er vigtigst i samfundet, som stærkt, elitært reality-tv. Og Martin fortæller, at han nærmest er opdraget til at blive samfundsdebattør:

"Der var meget stærke lærerkræfter på højskolen, og alle var helt utroligt forskellige. Politisk spændte de fra Danmarks Kommunistiske Parti til Venstre og af profession fra socialrådgiver og filmmand til præst og økonom. Og de krævede, at jeg forholdt mig til alt fra atomkraft til konflikten mellem Palæstina og Israel".

Barndommens livlige samfundsdebat stillede tidligt krav til brødrenes viden og ambitioner:

"Der var høje forventninger til os alle. Det var bagsiden af medaljen. Og jeg kunne ikke altid leve op til dem. Det var frustrerende. Ofte ville jeg jo hellere bare være ung og dum som alle andre og komme væk fra det intellektuelle miljø".

Medfødt menneskeklogskab

Krogerup Højskoles forstanderinde Rikke Forchhammer, der var god ven og kollega til faderen Mads Lidegaard og vidne til Martins teenageår, husker Mads som eftertænksom, berejst og med en stor menneskelig klogskab. Og faderens forståelse af andre mennesker havde stor indflydelse på unge Martin:

"En af få gange, jeg virkelig fik skældud, var, da jeg som 15-årig sad over for en pige, som jeg gjorde grin med, fordi hun kom fra et sted, som jeg dengang ikke var så imponeret over - Ishøj, eller sådan noget. Så hev han mig med ud bagved og sagde hårdt, at man aldrig taler ned til folk på grund af deres baggrund. Den opfattelse ligger stadig dybt i mig."


Det arrogante røvhul

"Nogle vil sige, at jeg ikke lider af falsk beskedenhed, andre vil sige, at jeg er et arrogant røvhul. Jeg lytter altid, inden jeg træffer mit valg, men jeg står fast, når beslutningen er truffet. Grundtvig sagde, at der i enhver handling og person både er godt og ondt. Men alle ved sgu godt, når de gør noget, der er godt. Mit moralske kompas er stærkt, og det går jeg ikke på kompromis med. Og det har jeg nok lært i den bygning, vi sidder i nu", siger han og trykker pegefingeren mod bordpladen.

Minister men ikke i Folketinget

Med Grundtvig på bordet falder snakken naturligt på folkelighed. Martin Lidegaard blev efter en periode i Folketinget ikke genvalgt ved valget i 2007. Herefter opgav han alle tillidsposter i Det Radikale Venstre for at medstifte og blive formand for den uafhængige, grønne tænketank CONCITO - en post han forlod igen i 2011. Her blev han udnævnt til minister for klima, energi og bygninger i Regeringen Helle Thorning Schmidt, men uden at være folkevalgt:

"Jeg må indrømme, at jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle tilbage i politik. Det var ikke en strategi ikke at blive valgt for så at blive minister. Men nu jeg er her, vil jeg skabe forandringer. Og nogen gange kræver det beslutninger, som ikke er folkelige, altså ikke så populære. Populister træffer dårlige beslutninger, som bringer verden forfærdelige steder hen. Putin er eksempelvis den mest folkelige præsident, Rusland har haft i mange år, men de valg, han har truffet, vil skade Ruslands befolkning og fremtid i mange årtier".

Hal Kochs oldebarn


Med et folketingsvalg indenfor en overskuelig fremtid har Martin Lidegaard ikke planer om andet end politik de næste fire år. Han stiller op for De Radikale i Rudersdal i Nordsjællands Storkreds, og med fire år i regeringen har han lært, at en god opposition er mindst ligeså vigtig som en god regering. Samtidig åbner han også for en anden slags politisk karriere:

"Hvis jeg pludselig ikke længere er politiker, så kunne jeg godt forestille mig et liv som højskoleforstander. På en politisk højskole, der beskæftiger sig med samfundsforhold og bæredygtighed. Det er ingen hemmelighed, at jeg føler mig lidt som Hal Kochs oldebarn. Han er om nogen et menneske, jeg føler mig beslægtet med og beriget af. Det er hans ånd, jeg er vokset op i - ingen tvivl om det."

Fakta
Martin Lidegaard
Udenrigsminister og folketingskandidat for De Radikale

Født 12. december 1966