Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Lad os tø Danmark op

Publiceret 16-11-2015

PORTRÆTINTERVIEW Skolelærer Fawaz Taha Alzatto flygtede fra Syrien, fordi han var for åbenmundet. Nu er han en af folkene bag Venligboerne. En folkelig bevægelse, der har vokset sig stor i løbet af meget kort tid. Han insisterer på, at vi skal bevare nysgerrigheden og turde lade os forstyrre. Alle har brug for at blive integreret i det danske samfund – også danskerne

Af Mikkel Vinther

På talerstolen står Fawaz Taha Alzatton og ser ud over menneskemængden. Op mod 50.000 mennesker er stimlet sammen på Christiansborg Slotsplads denne eftermiddag midt i september. Han taler som venligboer, som syrer og som helt almindeligt menneske. Han har været i Danmark mindre end et år.

Et par uger senere møder jeg Fawaz på en cafe i København. Sensommerstråler rammer den sixpence-hat, han bærer, da han ankommer fem minutter før tid. Han smiler venligt, løfter på hatten og stikker mig et varmt og fast håndtryk. I København skiller Fawaz sig ikke ud - hverken udseende- eller holdningsmæssigt. Men til daglig bor han i Hobro, og selvom Fawaz nyder roen, naturen og det nordjyske lune, så er der ret langt derfra til den travle dagligdag, han i 11 år havde som folkeskolelærer i Syrien:

"Hobro er en fin lille by at bo i. Der er stille og roligt, men ind i mellem også lidt kedeligt. Der sker ingenting efter kl. 18, hvor byen ligesom dør hen. Men sådan er det vel bare at bo på landet i Danmark." Fawaz blev uddannet som folkeskolelærer ved Universitetet i Aleppo og underviste i arabisk, matematik og geografi.

Der er noget helt særligt ved at være med til at skabe voksne mennesker helt fra begyndelsen, fortæller han. Han var netop begyndt at videreuddanne sig i Damaskus, da krigen og revolutionen tvang ham på flugt: "Krigen var en revolution imod et diktatorregime, der på halvandet år udviklede sig til reel borgerkrig. Alt faldt fra hinanden, og samfundet var på ingen måde sikkert. 70 pct. af skolerne lukkede på grund af bomber eller bandeplyndringer, og så er det svært at arbejde som lærer. Mange lærere blev slået ihjel, fordi de deltog i civile optøjer."

Flugten fra Syrien

"Vi ville jo bare have frihed, fred og et samfund, hvor den enkelte træffer sine egne beslutninger. Og så svarede regeringen med tunge våben og masser af drab. Det ville vi ikke svare igen på. Derfor flygtede jeg. Faktisk var det min mor, der pressede mig til at tage af sted. Jeg har en skarp tunge, og hun vidste, at hvis jeg blev, ville det ende galt. Jeg ville ikke kunne tie stille, så jeg besluttede at flygte."

Første stop blev Tyrkiet, hvor Fawaz arbejdede ulovligt på restauranter for at overleve. "Reglerne i landet er strikse, men politiet vender det blinde øje til og lader som om, du ikke eksisterer - men det betyder også, at du ingen rettigheder eller sygesikring har," forklarer han. "Jeg ser ikke mig selv som flygtning, men som en medborger, der ønsker at bidrage til det samfund, jeg nu engang lever i. Jeg hader ordet flygtning og vil hellere bruge betegnelsen 'genplaceret borger'. Men i Tyrkiet ser de ikke flygtninge som borgere, og derfor besluttede jeg at rejse videre."

Pludselig i Danmark

Fra Tyrkiet gennem Grækenland ankommer Fawaz til Danmark den 18. november 2014. Her anbringes han først midlertidigt på asylcenter i Helsingør for derefter at blive sendt til Hjørring i Nordjylland: "Det gjorde mig rædselsslagen. Helsingør er en international by tæt på København, og jeg  troede, at folk var mere forstående end ude på landet. Sådan er det overalt i verden."

"I starten var jeg helt ude af den. Et nyt, svært sprog, en ny kultur og et helt nyt samfund at regne ud. Jeg var evigt bekymret, for jeg ville bidrage til samfundet, som jeg altid har gjort. Jeg tror på, at hvis du beviser, at du har lyst til at være en del af samfundet, så tager samfundet imod dig. Og jeg ville ikke være en af dem, der isolerer sig selv."

Hyttebyen og Café Sunshine

Da Fawaz ankom til asylcenteret i Hjørring var der ca. 480 andre asylansøgere i og omkring byen. De var delt ud på tre asyllejre, hvor Fawaz blev placeret i Hyttebyen. Hyttebyen er en samling campinghytter, der tidligere har fungeret som vandrehjem, hvor 220 asylansøgere med 24 forskellige nationaliteter bor og lever. Her fandt Fawaz hurtigt frem til ligesindede syrere, der også ville gøre noget for at åbne sig for samfundet og imødekomme de lokale.

"Du har pligt til at fortælle om din kultur, og du har pligt til at præsentere dig over for de nye mennesker, du har omkring dig. Det er meget normalt, at folk har frygt for det fremmede, og hvis de ikke er vant til forskelle og nye mennesker, så lukker de ned for nysgerrigheden." Gruppen besluttede sig hurtigt for at lave brochurer, der kunne repræsentere en del af den kultur, de kommer fra.

"Så vi lavede en række brochurer med historiske billeder og fakta. Brochurerne kaldte vi 'Tak, Danmark', og med hjælp fra nogle af de gode sprogskolelærere fik vi dem printet og delt ud med blomster på gågaden." Nu havde gruppen pludselig været i lokalavisen, og de aktive asylansøgere var begyndt at holde til i et møde- og aktivitetslokale i Hyttebyen, som Fawaz kalder 'Café Sunshine'.

Her sælger Røde Kors genbrugstøj, og du kan drikke en kop kaffe og møde dine kammerater. Faktisk var det de frivilliges mødelokale, men de frivillige åbnede det op for asylansøgerne, da man ikke kunne have gæster på værelset pga. størrelsen: "Det rum var det første lys på vejen mod at blive integreret i Danmark, fordi vi blev oplevet som ligeværdige. Samtidig begyndte nogle lokale at kontakte os, hvis de manglede en ekstra hånd til et stykke arbejde. En gammel mand havde brug for hjælp i haven, og som tak for hjælpen gav han hygge, kaffe og smør med brød, eller hvad I kalder det, og selv den lille oplevelse gjorde stor forskel for os."

Venligboen Mads Nygaard

Mads Nygaard var ansat på Hjørring Asylcenter, da Fawaz ankom: "Mads blev hurtigt my brother. Men betingelserne i asylcentret tillod ikke Mads at bruge tid sammen med flygtningene efter arbejdstid, og derfor sagde Mads op for at blive fuldtidsfrivillig i Sunshine." Mads var med i den gruppe af borgere i Hjørring, der besluttede sig for at skifte navn fra vendelboerne til Venligboerne, og da Fawaz og de andre asylansøgere forenede deres ideer med ham og oprettede "Venligboerne - Flygtningehjælp" gik det pludselig stærkt.

"Vi havde et fantastisk møde med en masse interesserede mennesker, hvor nogle kom helt fra København. Vi ville bryde isen over for de lokale og blev enige om at planlægge en stor fest." Festen blev stor succes. 125 asylansøgere dukkede op, en hel efterskole bidrog med workshops og lege, og der blev snakket, danset og nedbrudt fordomme. "Det var stort for mig. Som udlænding i et nyt land har du efterladt karriere, familie og socialt liv bag dig, og du starter helt fra begyndelsen. Men man bliver nødt til at fokusere på fremtiden. Det der er sket, kan vi intet gøre ved, og nu er vi her. Hvad gør vi så?"

Ideerne spredes til hele Danmark

Pludselig fik "Venligboerne - Flygtningehjælp" national opmærksomhed, og rundt omkring i Danmark ønskede grupper af danskere at starte lignende projekter. Nogle startede selv, og nogle blev opsøgt af Fawaz, Mads og de andre. "Vi hørte om et asylcenter, der isolerede sig om sig selv væk fra samfundet. Stedet er på Djursland, hedder Lyngbygaard Asylcenter og skulle senere blive nationalt kendt pga. hærværk med spraymalede svastika udøvet af højreradikalister. Der ville vi tage hen og forsøge at inspirere folk til at åbne op overfor samfundet."

For folkeskolelæreren Fawaz betød opmærksomheden også noget anderledes særligt, da han tog på sit første skolebesøg på Skallerup Friskole i Hjørring. Her var han blevet bedt om at fortælle om sin egen og andre flygtninges historier og om kultur forskelle: "Jeg var i himlen, da jeg hørte skoleklokken ringe. Efter to-tre år uden at undervise var det meget bevægende for mig. Men jeg var skrækslagen før det første besøg. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bryde isen, og jeg havde ingen idé om, om eleverne ville være interesserede. Og så var mit dansk heller ikke i topklasse. Men da jeg begyndte at sammenligne det arabiske alfabet med det latinske og prøvede at stave nogle af deres navne på arabisk, så åbnede de op."

"Jeg havde et stort fotoalbum med, hvor jeg prøvede at vise dem krigen, revolutionen og ødelæggelserne i øjenhøjde. Billederne talte for sig selv. De var ikke voldsomme, men et billede af en skole før og efter en bombning sætter stadig masser af tanker i gang." Hvordan reagerede børnene? "De var meget interesserede, og det sendte mig i den syvende himmel at opleve. Jeg havde glemt den fantastiske rene nysgerrighed, som børn har på verden. Herefter kunne jeg fortælle min historie om, hvordan jeg før havde undervist elever præcis ligesom dem, men blev tvunget på flugt. Da jeg først havde deres opmærksomhed, begyndte de at stille spørgsmål. De var modige og nysgerrige. De spurgte, om jeg brugte våben, og om jeg nogensinde havde set nogen blive slået ihjel."

 

Men har du set nogen blive slået ihjel? Fawaz tager en lang, langsom tår te og øjnene bliver fugtige: "Ja. Ja, det har jeg. Mange. Alt for mange. En af mine nære venner, der var rektor på en folkeskole, og som kun var et par år ældre end mig. Bare 200 meter fra mig i et flygtninge-checkpoint. Hans navn stod noteret på den sorte liste, og selvom han bare var en almindelig borger, så fangede de ham og dræbte ham ved et skud i nakken. Han vidste godt han var i problemer, og at han måske ville blive behandlet voldeligt, men han havde aldrig regnet med den ultimative straf. Faktisk ofrede han sig for den gruppe, vi var en del af, for han ville agere fortrop, før vi alle kom i problemer. Ellers kunne det ligeså godt have været mig."

Børnene i skoleklassen kunne ikke forstå det. Nogle var i chok. Nogle spurgte hvilket våben, der blev brugt, og hvorfor han skulle dræbes. Og nogle spurgte, hvem det var, der slog ham ihjel: "Jeg blev nødt til at fortælle dem, at det var en soldat. En af dem, der plejer at passe på os. Og jeg fortalte dem kun om ét eksempel og ikke om de hundredevis af andre civile, der lider samme skæbne.

Danmark skal tøes op

Besøget på den nordjyske friskole var kun det første af en række, og de nysgerrige børn fik pludselig smittet deres forældre med engagement: "På en af skolerne var der et forældrekrav om at få samme møde og historie. De ville også være med, og det var fantastisk at opleve. Børnene er nysgerrige og åbne, men voksne danskere kan være lidt mere distancerede."

"Danskere er altid høflige, men de vil ikke forstyrres og ser ingen grund til at forstyrre dig heller. Fra nogle af mine danske venner forstår jeg, at det kan tage flere år, før man inviterer naboen over til en kop kaffe, og det kunne jeg slet ikke relatere til. Efter en måned i lejligheden i Hobro syntes jeg, det var vildt mærkeligt, at mine naboer ikke var kommet forbi. Intet skete. Så jeg lavede invitationer til en sommermiddag hos mig og fik dem delt ud i de tolv andre lejligheder. Elleve kom. De små ting gør forskellen. Nu hilser vi jo på hinanden med et smil og et 'hej', når vi mødes, og det er bedre for alle."

Folkestemningen ændrer sig - på trods af medierne

De sidste måneder har Venligboerne haft stor national fremgang og er ifølge deres egne tal vokset fra fjorten medlemmer i november 2014 til over 20.000 i dag. Men det er på trods af den megen negative opmærksomhed, de danske medier giver flygtningekrisen: "Desværre gør medierne sjældent situationen bedre. Flygtningeantallet er stadig beskedent i Danmark, men medierne blæser det op. Heldigvis synes jeg dog, at civilsamfundet bevæger sig i en anden retning end den, medierne afspejler. Så snart vi møder hinanden ansigt til ansigt, så er alle nysgerrige og åbne."

"Danskerne ser sig selv som et 'koldt' og distanceret folkefærd, men det er I slet ikke. I elsker at være sociale, men I tager for få chancer. Lad os tø det danske samfund lidt op. Med Venligboernes nationale succes kan jeg mærke, at danskerne ønsker at gøre en forskel. Kulden i Danmark er slet ikke dansk. Venligboerne er første skridt mod, at også danskere lærer hinanden bedre at kende. Alle skal integreres i det danske samfund - også danskerne."

Medborger i Danmark

Fawaz fik asyl i april og har siden boet i en lejlighed i Hobro. Og hans fremtid i Danmark ser lys ud, hvis han altså får lov at blive medborger: "Der er stor chance for, at jeg bliver i Danmark. Hvis jeg får en chance til at bevise mig selv her. Jeg ønsker at være en aktiv medborger, og jeg har svært ved at finde ro i sjælen, når jeg ikke har et arbejde. I øjeblikket arbejder jeg benhårdt på sprogskolen for at lære dansk, for det er altid mine dansksproglige begrænsninger, der gør, at jeg ikke får fast job. Og jeg er simpelthen så ked af at være på kontanthjælp, for jeg synes, alle borgere bør gøre deres pligt og arbejde."