Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hegnspæl eller splint i øjet

Publiceret 30-10-2015

KRONIK Når flygtningen kommer vandrende forbi vores skoler, så skal vi kunne give et svar, når hun spørger: Hvad er det, og kan jeg komme ind der? Er vi klar til den udfordring?

Af Torben Jørgensen, tidligere forstander på Ryslinge Højskole og nuværende lærer på Oure

Højskolen er en mark med en pæl i hvert hjørne. Og lidt snor mellem pælene.
Uden for pælene er der gymnasier, autoværksteder og rapsmarker. Inden for er der højskole. Pælene er sat med så stor afstand, at der er plads og rummelighed på marken, og snorene sådan, at man altid kan komme derind og ud igen; over eller under, men aldrig direkte igennem, så snoren går i stykker. Man skal være klar over, at man passerer en grænse - let og frit, men en grænse. Ja - og så skal man lige betale ved indgangen. Staten har givet os pælene og med omhu valgt betingelserne for dem og den måde, de skal sættes på. Og så gir´ man støtte til billetprisen nogenlunde som på Det Kgl. Teater. Højskolen er en blanding af købmandsforretning, skole og rigsarkiv for holdninger. Med rigelig statsstøtte.

Spændende - men svært at forklare, når flygtningen kommer gående forbi en højskole på sin vej mod et nyt liv og spørger "Hvad er det?" Men sådan er det: Når hegnspælene er sat, godkendt, og billetten betalt, så stiller staten sig udenfor. For det er en af de ting, vi tror på i det lille land mod nord. Kun en spadseretur fra Mellemøsten. Eller måske kun et stenkast. Giv os nogle rammer og slip os fri. "Hvor ingen hegner kun torne gro". Citater har vi nok af. Og med en vis forventning læner lovgiverne sig tilbage og slipper pælene - forsigtigt og kun med en ene hånd - og venter spændt. Hvad kommer der ud af det? Hvad kommer der op af jorden? For her i Norden er vi spændt på, om vi med vores frihed nu støtter "det rigtige". Nu kommer der vel ikke gymnasier, autoværksteder og rapsmarker, for det havde vi i forvejen? Systematisk indlæring og kontrol, autoværksteder med praktiske løsninger for vores forbrugsgoder og skønne, næringsrige marker. Næh, der kommer vel noget andet.

Højskolens trosbekendelse
Kikker man højskolernes værdigrundlag igennem, dem der beskriver skolernes egenart og forskellighed, er de overbevisende ens, når det kommer til demokratiske værdier. Inden for skolens hegnspæle skal der være plads til forskellighed, opdragelse til respekt og demokrati og medborgerskab. Fjern skolernes faglige forskelle, musik, idræt, filosofi, kunst eller hvad det kan være - og tilbage er det, vi synes er en rigtig dansk forståelse: rummelighed, mangfoldighed og frihed. "Om jeg så taler med danskeres og politikeres tunger, men ikke har frihed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde ... Så bliver da rummelighed, mangfoldighed og frihed. Men størst af dem er friheden."  Ole Vig Jensens 1. brev til Tvindskolerne. Ja, lidt satire, men højskolerne bærer på en ikke ringe arv fra det religiøse. Og højskolelovens indledning har præg af en trosbekendelse.

En særlig dansk skole
Når flygtningen kommer vandrende forbi vores skoler, så skal vi kunne give et svar, når hun spørger: Hvad er det, og kan jeg komme ind der?
Vi har, måske med en vis ret, nølet med svaret, når spørgsmålet blev stillet på engelsk, arabisk eller urdu: "Det er en særlig dansk skole. Det er en lang historie, og man skal helst kunne dansk, og det er også ret dyrt."
Men når spørgsmålet nu stilles på dansk af en ung ikke-etnisk-dansker, der har lært sproget og for eksempel taget en gymnasial uddannelse, og hun kan finde pengene. Hvad svarer vi så?
Og er hun tilmed flygtning, tvunget hjemmefra af despoti, tvang og vold, så vil hun være den første til at lytte til og værdsætte ord og begreber som, rummelighed, mangfoldighed og frihed. Måske endda i langt højere grad end 4.G.´eren fra København. For hende vil det være hele turen værd. Er vi klar til den udfordring?

Kan vi finde de rigtige ord?
Gennem dansk demokratis historie, fra de første begejstrede spadestik i 1800-tallet, kampen mod herremændene, over systemskifte, kvindeligestilling, 30´ernes fascistiske fascination, holocaust, atombombe, ungdomsoprør og markedssejr, har vi kunnet give et svar. Endda mange svar. Nogen gange ved at de eksisterende højskoler omformulerede sig, fornyede sig, ja måske endda forvandlede sig. Og andre gange ved at de, der ikke kunne, måtte lukke, fordi eleverne jo som bekendt stemmer med fødderne og ganske enkelt ikke går indenfor, hvis ikke det passer dem. Nogle skoler har vundet, flere er forsvundet.
Nye højskoler åbnede; friske og nogen gange provokerende i øjnene på "de gamle" - men ofte med succes, fordi de havde vovet et øje og givet den en tand. Højskolens historie har været sådan en række af konkurser og satsninger, død og fødsel - med nye hegnspæle sat, hvor de gamle blev revet op. Eller rådnende væk. Og ofte under stort ideologisk rabalder hvor beskyldninger om at drive rigtig eller forkert højskole tordnede gennem luften. Ord har vi altid været gode til.

Kan vi finde de rigtige nu?
Vi troede, at vi overkom globaliseringen ved at oversætte Benny Andersens "Se hvilken morgenstund" til engelsk i Højskolesangbogen. Vi opdagede, at det kunne man ikke. "The coffee´s almost hot" - på dansk sidder vi og venter på, at kaffen er færdig, frisk og duftende - om lidt er kaffen klar. På engelsk er den lunken. Der findes jo heldigvis lykkelige historier om nydanskere på højskoler, men ofte kun som enkelte tilfælde, der glæder os. Og hvor vi altid kan huske den enkeltes navn. Er det vores samvær, der er for eksklusivt?
Er det billetprisen, der er for høj? Eller er det, fordi vi slet ikke har kunnet forklare os og vores værdier og betydning for "de nye". Det har jo af og til været svært nok med "de gamle". Og politikerne. Vi må se på de hegnspæle en gang til. Vi skal på markvandring. Er vores hegnspæle ikke en ramme om frihed og rummelighed, så er de blot en splint i øjet.