Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Blikket på de fremmede

Publiceret 02-02-2016

Vores kulturelle sensibilitet tillader ganske enkelt ikke, at vi kan diskutere asylansøgeren som andet et pengespørgsmål.

Af Andreas Harbsmeier

Den tysk-russiske kunsthistoriker Boris Groys emigrede tilbage i 80erne fra Rusland til Tyskland. Han beskriver det europæiske blik på asylansøgere temmelig præcist.

Vi er i Europa præget af de to store strømninger i den europæiske kulturhistorie, klassikken og romantikken. Vi kan enten værdsætte den kulturelle norm eller afvigelsen fra denne norm. Enten vores eget eller det fremmede.

Når asylansøgeren kommer til landet, passer han ikke rigtig ind i nogen af kategorierne. Han afviger åbenlyst fra den kulturelle norm - taler dårligt dansk, han behersker ikke de kulturelle koder. Omvendt passer han heller ikke rigtig ind i det romantiske ideal. Han er ikke fremmed nok, ikke rigtig eksotisk eller autentisk. Det anderledes og eksotiske har stor tiltrækningskraft. En kineser i Kina eller en tyrker i Tyrkiet er malerisk og autentisk.

Men når han er kommet til Danmark og har været her lidt - har forsøgt at tilpasse sig den herskende kulturelle norm - bliver han blot endårlig kopi af det kendte. Han mister sin autenticitet. Men han kanheller ikke tilpasse sig nok til at blive hyldet af en traditionalist. Asylansøgeren er således fanget et sted mellem sin egen fortid og sin potentielle fremtid. Han er en hybrid, ude af stand til at tilfredsstille hverken romantikeren eller traditionalisten. Derfor mistænkeliggør vi ham. For hvad er egentlig hans motivation for at komme? Svaret falder prompte: Det er for pengene skyld. Vores kulturelle sensibilitet tillader ganske enkelt ikke, at vi kan diskutere asylansøgeren som andet et pengespørgsmål.

I disse måneder - og givetvis år - får vi i den grad brug for en ny form for kulturel sensibilitet, så vi kan danne et nyt blik på de mennesker, der kommer til Danmark og Europa. Det er udfordringen.