Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Arbejderne skal erobre kulturen

Publiceret 02-06-2016

NEDSLAG Om dengang man mente, at arbejderklassen skulle på højskole. Og om en oplysningstanke, der svandt hen, men stadig har berettigelse.

Af Lene Kirkegaard

At hvælve en højere himmel over arbejdernes liv og færden.

Så smukt og visionært udtrykker forstanderen for Roskilde Højskole sin ”programerklæring” ved indvielsen af skolen i 1931. Hjalmar Gammelgaard udtrykker det på denne måde: ”Der skal flere dyder til end klassebevidsthed og solidaritet til at bygge en verden op”.

Flere af de gamle fagforeningsledere cyklede i 1930’erne fra København ud til Roskilde Højskole for at komme på kursus, ikke på grund af vor tids motionsbølge, men for overhovedet at få mulighed for at deltage i kurserne. På det tidspunkt var der ingen aftaler om frihed til ”uddannelse” eller godtgørelse af transportudgifter. Deres arbejde på virksomhederne skulle passes, og det at kunne deltage i tillidsmandskurser krævede interesse og engagement.

Deltagerdemokratiet og for den sags skyld uddannelserne, kunne udvikle mennesker – det vil sige virke politisk opdragende og øge identifikationen med de fælles klasseinteresser, som den faglige elite repræsenterede.

Lene Kirkegaard

Hans Rasmussen, ”Den stærke smed” og daværende formand for Smede og Maskinarbejderforbundet, skriver i sine erindringer om hvilken stor betydning det havde for ham at få lov at lære og udvikle sig på disse kurser. Jeg ser dette lidt i kontrast til de kursusinstitutioner, vi senere i historien får opbygget inden for fagbevægelsen. Materialiseret i store flotte bygninger og en ofte struktureret, klassebaseret undervisning.

Arbejderoplysningens idé har ligget i et krydsfelt mellem traditionel højskole og et politisk projekt, som var vævet sammen med de tendenser og den udvikling, der i øvrigt var i samfundet.

Den første arbejderhøjskole blev oprettet i Esbjerg i 1910. Stifteren af Esbjerg Arbejderhøjskole, Jens Peter Sundbo, arbejdede som redaktør på Vestjyllands Socialdemokrat fra 1898, mens han samtidig virkeliggjorde oprettelsen af en arbejderhøjskole i Esbjerg.

Sundbo havde været på et to års kursus på Askov Højskole sammen med Jeppe Aakjær, og havde der oplevet, hvordan bønderne efter endt ophold på højskolen rejste oplyste hjem. Hjemme grundlagde og forbedrede de landbrugsbedrifter og andelsmejerier og ikke mindst tog de højskolens idé om det frie ord med sig hjem ved at bygge forsamlingshuse rundt i sognene. Sundbo var tændt på den idé, at oplysningstanken kunne bruges på den nye opstigende arbejderklasse.   

Arbejderhøjskolen i Esbjerg startede i 1910 i lejede lokaler og 1917 var året, hvor man kunne indvie den ”Den røde borg”. Bygningerne er i dag smukt restaureret og fungerer som vandrerhjem. I 1930 blev endnu en arbejderhøjskole grundlagt, nemlig Roskilde Højskole. Højskolen var oprindelig grundlagt af Thomas Bredsdorff, som en Grundvig-Koldsk højskole i 1907. En ny Roskilde Højskole bygges på nabogrunden, og der er indvielse i 1976. I september 2001 besluttede LO at lukke skolen.

Det sidste skud på stammen var bygningen af den arkitektonisk smukke LO-skolen, der bliver indviet i maj 1969. LO-skolen valgte at nedlægge deres højskolevirksomhed i 2008 og fortsætter i dag med LO-støttede kurser og udlejning til kurser og konferencer under navnet Konventum.

Arbejderoplysning og arbejderkultur

Den gryende arbejderoplysning har i starten svært ved at finde en samlet vej – hvordan skulle undervisningen tilrettelægges og hvilken målsætning? På højskolen i Esbjerg var der i starten mange trakasserier om linjen. En af skolens lærere, der kom fra Askov Højskole, Laura Alkjærsig skriver i sine erindringer: ”Vi undervisere fik mange verbale tæv, og jeg fik de fleste”. Laura Alkjærsig udtalte: ”Arbejderhøjskolen skal være for livet! Ikke for fagene, ikke for maskinarbejdere, socialister, håndværkere, typografer… Men for mennesker

Laura var ude på den grundtvigske linje, og Sundbo var dogmatisk socialist. Så det har slået gnister mellem de to. Laura Alkjærsig bliver i øvrigt den første kvindelige forstander på skolen.

En af de personer der kommer til at betyde meget for arbejderoplysningen i Danmark er Julius Bomholt. Forstander for Esbjerg Arbejderhøjskole fra 1924. I bogen Arbejderkultur fra 1932 udformer han et socialistisk kulturprogram: ”Arbejderne skulle erobre videnskab, kunst, litteratur, musik, sang og film. Man kan sige at alle de organisationer, der står arbejder foran, er rester af en tidlig tankegang om at skabe parallelinstitutioner til det kapitalistiske samfund”.

I 1924 bliver AOF, Arbejdernes Oplysnings Forbund, grundlagt og udgør i mange år en samlende funktion for de uddannelses- og kulturaktiviteter, der foregår i arbejderbevægelsen. I 2015 udgav AOF Arbejdersangbogen i sit 10. oplag. Arbejderen anno 2015 kan stadig få det røde flag til at smælde i ord og toner.

Bomholts uddannelsessyn er i stærk interaktion med de politiske strømninger, der er i samfundet, og hans overvejelser er stærkt knyttet til klassen og organisationen. Bomholts pædagogiske linje var et brud med højskolens traditionelle foredragsform – undervisningen blev flyttet over i mindre grupper og gjorde studiekredsen til den centrale pædagogiske form. Man kan sige, at det er en forløber for en slags erfaringspædagogik, som senere blev den dominerende pædagogiske form i fagbevægelsen uddannelser.

I uddannelsesbilledet vægter Bomholt det organisatoriske aspekt meget stærkt. Det at sætte det organisatoriske fællesskab over det enkelte menneskes individualitet er fremherskende. Det enkelte menneske skal være politisk tænkende, men ud fra de rammer der er udstukket af organisationen. Bomholt bliver sammen med Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der begge havde været formænd for DSU, arkitekterne bag velfærdssamfundet, i den kommende samfundsudvikling.

Funktionsrettet uddannelse

Efter 2. verdenskrig sker der en funktionsrettet drejning af fagforeningsuddannelserne. De højskolerettede aspekter skubbes i baggrunden og arbejderbevægelsen kunne igangsætte kampagner om centrale spørgsmål, der trængte sig på fagligt og politisk. For eksempel om det formaliserede samarbejde i virksomhederne - også kendt som samarbejdsudvalgsaftalen. De faglige og politiske spørgsmål kom direkte ind i klasseværelset.

Der opstår nye rammer om arbejderoplysningen. På den nyopførte højskole i Esbjerg, indviet i 1955, opføres for Marshall-midler en speciel tidsstudiebygning til denne aktivitet.Senere kommer mærkesager som Økonomisk Demokrati/ØD og Overskudsdeling/OD på dagsordenen.

Fra begyndelsen af 1960’erne og især i 1970’erne bliver der købt og bygget et stort antal nye skoler og kursusejendomme, hvor adskillige LO- forbund får foden under eget bord. Det bliver en særlig epoke i fagbevægelsen, en storhedstid med bygninger der udtrykker velstand og magt. Skolerne bliver til i en tidsepoke med generel velstandsstigning i samfundet.

Det pædagogiske islæt på skolerne er arbejderbevægelsens oplysningstradition og dens brug af højskoleformen. Det gøres ved at give deltagerne signaler om, at hver enkelt deltager er vigtig, erfaringer fra hverdagen er gyldige, og at dialog og det erfaringsbaserede prioriteres højt. En anden dimension er videreførelsen af den gamle arbejderkultur med rod i den gryende arbejderoplysning.

Det tegnes i et udvalg af skønlitteratur på bibliotekerne, arbejdersangbogens centrale placering og i skolernes udvalg af kulturelle tilbud, der i hovedtrækkene rummer kunstnere og foredragsholdere, man i hovedtrækkene er enige med holdningsmæssigt og politisk.

På disse skoler er kursussituationen tilrettelagt, ikke blot som en undervisningssituation, men også som et læremiljø inde på skolen eller kursusejendommen. De fysiske og tidsmæssige rammer kommer til at udfylde kursisternes kursusliv på en specifik måde. Det at kurserne er eksternatkurser gør, at der bliver tale om bestemte rammer for skolens virksomhed: dagliglivsorientering, arkitektur og faciliteter.

Samtidig med den strukturerede kursushverdag skulle der også bedrives højskole – sideløbende gennem årene kørte der fem måneders højskolehold. Kært barn havde mange navne, i starten Vinterskolen, højskoleforløb der var koblet op på den målsætning der i øvrigt lå latent på fagbevægelsens skoler. Senere blev der tale om forskellige tilltag, blandt andet Mediehøjskolen som blev en succes gennem en lang årrække, som i øvrigt dannede inspiration for flere højskoler i Danmark. Ligeledes Højskolen for politik hvor der var tale om fribårne engagerende forløb uden facitliste.

I højskolens hverdag blev der efterhånden et stort skisma mellem ”de nye generationer” der kom til med god skolebaggrund – det der i højskoleverdenen er blevet kaldt 4.G.’er.

Den gamle koporal skole havde fået det svært – det at have fasttømrede holdninger, der skulle gives videre vandt ingen genklang hos de nye generationer. Ser vi hen over årene har der været tale om en stor indsats politisk og uddannelsesmæssigt for de mange kursister, der havde et reelt uddannelsesefterslæb. Mange kursister har fået en oplevelse for livet ved at deltage i disse kurser.  Det har haft en betydning for det enkelte menneske, og det skal man ikke glemme betydningen af.

Det sammenhængende formaliserede FIU system – Fagbevægelsens interne uddannelser, der blev etableret i 1978, har fungeret over en lang periode. I 70’erne og i tidsperioden til sen 90’erne ledes uddannelserne af et sindrigt system af råd og udvalg inden for fagbevægelsen. FIU-komiteen med underliggende udvalg og udviklingsgrupper.

I topledelsen i LO har selvforståelsen været, at det var dens opgave at formulere fælles interesser og værdier. Deltagerdemokratiet og for den skyld uddannelserne, kunne derimod udvikle mennesker – det vil sige virke politisk opdragende og øge identifikationen med de fælles klasseinteresser, som den faglige elite repræsenterede.

Denne styring og adskillelse i demokratiopfattelse bliver problematisk, set i lyset af den antiautoritære strømning, der kommer til at herske i samfundet. Nye pædagogiske retninger, der hylder menneskets autonomi, bliver fagbevægelsen nødt til at forholde sig til. Nye pædagogiske retninger kommer til allerede i 1970’erne. Det var for eksempel svært ud fra fagbevægelsens ideologiske opfattelse at tage afstand fra det eksemplariske princip eller lade os kalde det den erfaringsbaserede frigørende pædagogik, som jo passede så fint ind i LO’s værdigrundlag. Især klassemodsætningsstrategien – specielt når det gjaldt kampen mod arbejdsgiverne. Men internt i egen organisation var det ikke muligt at stille spørgsmål ved værdigrundlag og strategi. Så den frigørende effekt og teorien om autonomi for det enkelte menneske, blev ikke fuldt til dørs i LO’s topledelse og ej heller i LO’s uddannelsessystem. 

Da Thomas Nielsen i 1982 går af som LO-formand var hans slut bemærkning: ”Vi har sejret ad helvede til godt”. Måske et billede der også kunne bruges på højskolen og arbejderbevægelsen.

I 2007 trak LO-fagbevægelsen sig ud af Esbjerg Højskole. LO ledelsen mente, at der ikke længere var behov for en ”fællesskabsskole”, altså en højskole, hvor alle i fagbevægelen kunne afholde kurser på tværs af fag. Forbundenes skoler havde svært ved at blive ”fyldt” op og behovet for kurser var blevet reduceret på landsplan.

Højskolen overgik – efter et møde i repræsentantskabet i april 2008 – til at være en almen selvejende højskole med en ny bestyrelse, bestående at hovedsagligt lokale aktører. Dens indtægter skulle nu komme fra kurser og arrangementer fra faglige organisationer, virksomheder og offentlige myndigheder – meget af det på udlejningsbasis.

Det sidste initiativ som den nye bestyrelse satte i søen var at skolen skulle være en ”innovationshøjskole”- man troede eleverne ville strømme til – men det blev ikke en succes.

Forskellige initiativer blev søsat – men supertankeren kunne ikke holde skruen i vandet som almindelig folkehøjskole med et godt tilbud af korte højskolekurser inden for kultur, musik, historie og litteratur. Kurser til det ældre segment, der var gået på passion og ikke på pension. I oktober 2011 gik Esbjerg Højskole i betalingsstandsning – Den gamle supertanker var stødt på grund. I november 2013 åbnede Esbjerg Højskole som Esbjerg Conference Hotel.

En ny epoke er begyndt – men når jeg står i forhallen kan jeg alligevel fornemme historiens vingesus. Fagforeningsfolk og socialdemokrater har i mange årtier være samlet i disse bygninger for at mobilisere fælles fodslag i alle arbejderes interesser. Jeg kan genkalde mig om morgenen, når tiden nærmede sig halv ni og vi alle samledes til morgensangen. Pianistens hænder er klar til at akkompagnere – og det kunne jo passende være Benny Andersens : ”Hilsen til forårssolen”. Sangen og sammenhængen giver mening – ”Der beskæres i buskadser og budgetter, vi begynder at træne til skeletter”.

Det moderne kulturelle frisatte menneske har store opgaver med at navigere som menneske i dag. Inde på konferencecentrets vægge er der stadig bevaret en inskription – forfattet af en af folkeoplysningens pionerer, Jørgen Banke:

”Hver eneste menneskesjæl må være i besiddelse af så stor en almen dannelse, at de kan kontrollere dem, der sidder ved samfundsskibets ror”

Ja – der er stadig meget at holde øje med.

 

Blå bog

Lene Kirkegaard (F. 1948)

Cand. pæd. og foredragsholder. Højskolelærer på Esbjerg Højskole (1971-72). Højskolelærer på Ungdomshøjskolen ved Ribe (1972-1979) Esbjerg Højskole (1979-2011) Højskolelærer og desuden undervisning og udviklingsopgaver for LO og LO-forbundene.  

 

Flere nedslag i højskolens historie

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies