Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Den ranke ryg

Publiceret 02-06-2016

NEDSLAG Om dengang en gymnastikpædagog og højskoleforstander fik en hel generation af bondekarle til at ranke ryggen, løfte blikket og se de andre klasser i øjnene. Og om hvordan samme forstander fattede stærk sympati for nazismen og sågar fik lejlighed til at veksle ord med Hitler

Af Hans Bonde

Vi fik ej under tidernes tryk
et bøjet mod, en ludende ryg,
vor kamp, vort kald, hvad bære vi kan,
end ligger gemt under synskredsens rand.
End vor røst er uden magt
og vor dåd uden hjem,
og om os er alting sagt
med det ord: vi vil frem!
Fremad efter livets kranse!
tid vi har ej til at standse.

(Chr. Hostrup, 1884)

En kropslig rejsning

Når samfundet forandrer sig begynder kroppene at summe. Det er svært eller måske umuligt at skabe et nyt samfund med en krop, der stadig står solidt plantet i alt det gamle. Et nyt samfund kræver nye bevægelser. Det vidste allerede de gamle grækere, da de skabte demokratiet på folkeforsamlingerne, samtidig med at de øvede sig på lighed i sporten med dens princip om, at alle var lige bag startsnoren, alle var nøgne, altså uden klassedistinktioner, og alle blev pisket af dommeren, hvis de snød, uanset om de var aristokrat- eller håndværkersønner.

Gennem sin stærke interesse for formgivning af det maskuline udtryk inspirerede han en hel generation af unge mænd til at bryde ud af de stivnede lingske former for i stedet at bevæge sig dynamisk og rytmisk i et sveddryppende tempo kun iført små sorte boxershorts og uden større angst for berøring af kønsfæller. 

Hans Bonde

2.500 år senere gentog dette princip sig, da den danske gårdmandsklasse stod over for massive udfordringer i form af at skabelsen af den danske andelsbevægelse og gennemførelse af det demokratiske princip om parlamentarisme ved systemskiftet i 1901, der langt om længe gav deres parti Venstre magten.

Kunne den gamle bondetype, der stadig godt kunne tage sig en ordentlig dram og som var mærket på sin krop af det hårde fysiske slid tage opgaven med at skabe det nye samfund op? Kunne bonden gå den nye tid i møde med oprejst pande, når han stadig bevægede sig stiv og krumbøjet rundt med dybe søk i knæene og fingre, der var krummede af trillebørens greb?

Selvfølgelig ikke. Som led i den grundtvigianske kulturrevolution i forsamlingshuse og på højskoler begyndte de unge karle og piger at forberede sig på de nye tider gennem at dyrke den såkaldt lingske eller svenske gymnastik. I nye gymnastiksale, som den første af slagsen Øvelseshuset på Vallekilde Højskole fra 1884, begyndte landboerne at stille sig på snorlige rækker og udføre lineære bevægelser i takt under en delingsførers manende kommando.

Når vi ser film af denne gymnastik i dag, synes vi den virker stiv og autoritær, men man kan ikke forstå fortidens bevægelser på vor tids præmisser. Efter 1968 gjaldt det om at slappe af og undgå at blive for stivnakket. Den tradition sidder stadig i os. Men gårdmandsklassen omkring år 1900 havde nærmest den modsatte dagsorden. Hvis ikke de fik sat skik på krop og sind, ville de simpelthen ikke kunne skabe den fornødne selvdisciplin til at klare sig på verdensmarkedet for landbrugsprodukter, der var den afgørende nye udfordring. Gennem gymnastikkens fællesskab kunne de øve sig i andelsbevægelsens krav om kollektivisme i produktion og salg.  

Hvis en enkelt kropsdel nogensinde har spillet en central rolle for en hel bevægelses ideologi, må det være den rette rygsøjle, som hyldedes i landgymnastikken. Fra 1880’erne begyndte gårdmændene gennem den lingske gymnastik for alvor at gøre oprør mod billedet af den underdanige, nedbøjede bonde. For gårdmandsklassen symboliserede den ranke ryg afkastelsen af et socialt åg.

Gennem århundreder – og stadig omkring år 1900 – var bonden af herremanden, præsten og byernes overklasse blevet anset for laverestående – en opfattelse, der satte sig som en underlegenhedsfølelse i mange bønder. Denne følelse, og i det hele taget opfattelsen af, at bønderne tilhørte underklassen, blev der sat ind mod ved et forsøg på rent kropsligt at hævde sig, eller med gårdmændenes egne ord: gennem at sætte et "adelsmærke" på kroppen. Rankheden medførte, at karlene kunne løfte blikket, få overblik over situationen og se de andre klasser i øjnene.

Den ranke landgymnast blev ikke kun fysisk højere ved at rette sig op, men mentes også at blive et moralsk højere væsen. Dette blev allerede klart angivet i digteren Jens Christian Hostrups sang til den i landgymnastikken legendariske forevisning af lingsk gymnastik på Vallekilde Højskole i 1884. Sangen hed "Vi fik ej under Tidernes Tryk, et bøjet Mod, en ludende Ryg". "Et bøjet mod" blev altså sidestillet med "en ludende ryg".

Læreren for det hold, der fremviste gymnastikken, var N.H. Rasmussen (den danske gymnastikpædagog Helle Gotveds far). Som pioner inden for den lingske gymnastik lod han rejse et gymnastikhus på Vodroffsvej i København, og oven over indgangsportalen fik han mejslet ordene "Ret Ryggen og tal Sandhed".

Fra folkehøjskole til gymnastikhøjskole

Hvis nogen enkeltperson fik betydning for anerkendelsen af den danske landbogymnastik både herhjemme og ude i verden var det Niels Bukh (1880 – 1950). Niels Bukhs far var faktisk lærer på Vallekilde Højskole, og da Niels Bukh var 4 år gammel kan han meget vel have overværet den første opvisning på Vallekilde, og siden har han selv sunget sangen under gymnastikkens march. I et tilbageblik erindrede han, hvordan "vi børn fra 6-7 årsalderen og op igennem vor barndom i Vallekilde marcherede sidst i de store syngende gymnastikhold med vore fuldskæggede fædre på højre fløj".

Allerede som ung blev Bukhs mission i livet at dyrke og siden lede gymnastik. I 1912 havde han opnået et så højt niveau som gymnastikleder, at han blev udpeget til at lede det danske konkurrencehold ved De Olympiske Lege i Stockholm i 1912. Allerede på dette tidspunkt, kunne Bukhs mere ”akrobatiske” tilgang spores. Bukh lejede sig i 1914 ind på sin søster og svoger Lars Bækhøjs folkehøjskole i Ollerup på Sydfyn, hvor Bukh begyndte at undervise i gymnastik i en bygning kaldet ”Borgen”.

Bukh gik nu i gang med omfattende eksperimenter. Han fandt den traditionelle lingske gymnastik stiv og statisk. Frem for alt kritiserede han den for ikke som lovet at kunne skabe ranke legemer. Lige så snart de unge karle kom uden for gymnastiksalen faldt de sammen igen. Det var lige præcis her Bukh satte ind med sin smidiggørende såkaldt ”primitive gymnastik”, der med Bukhs egne ord bestod i, at: "Man søger ved stærke, rytmiske sving, bøjninger, vridninger og strækninger, passivt eller aktivt... hurtigst muligt at fjerne stivhed, slaphed og kejtethed".

For mange unge mænd medførte Bukhs gymnastik en nærmest total kropslig forandring, der ikke mindst kunne gøre indtryk på det andet køn. En ung elev på Borgen takkede Bukh for "det store arbejde, han havde med os, og ikke mindst med mig, som han næsten helt omskabte. I har nok hørt, Bukh har sagt, at den første dag jeg kom i gymnastiksalen lignede jeg mest en sprællemand, om også jeg selv mente, jeg nok kunne klare det praktiske. I husker vel nok mine bjørnelapser, krumme knæ, svajryg, hængemave, skæv i skuldrene og hovedet for langt fremme. Disse skævheder er nu for så vidt rettet, så jeg siger Bukh mange, mange tak."

Bukh selv var homoseksuel, hvilket fremstod klart for hans nærmeste familie og medarbejdere. Og netop dette gav ham en æstetisk blik på de unge karle, som han så store skønhedsmæssige potentialer i. Gennem sin stærke interesse for formgivning af det maskuline udtryk inspirerede han en hel generation af unge mænd til at bryde ud af de stivnede lingske former for i stedet at bevæge sig dynamisk og rytmisk i et sveddryppende tempo kun iført små sorte boxershorts og uden større angst for berøring af kønsfæller.

Hermed er vi inde på det store paradoks i Bukhs virke, for samtidig med at han frigjorde store dele af landboungdommen kropsligt, gik han selv i en mere og mere højreekstrem retning, der kulminerede med en næsegrus beundring for Hitler og det nazistiske Tyskland efter magtovertagelsen i 1933. Dyrkelsen af den æstetiske mandekrops overflade uden forankring i den dansk folkeligt-demokratiske tradition viste sig at åbne Bukh for totalitære fristelser.

Bukh erkendte ikke nazismens had mod homoseksuelle, men fæstede i stedet sin lid til, at nazisternes dyrkelse af mandekroppen og mandefællesskabet i arbejde, krig og sport var udtryk for en underliggende anerkendelse af, hvad mænd kan med hinanden i bredeste forstand.

Herefter foregik der en kamp i Danmark, hvor store dele af offentligheden på ingen måde ville acceptere, at Bukhs gymnastik som helhed sejlede i højreekstrem retning, hvilken den da heller ikke kom til at gøre, ikke mindst fordi mange gymnaster og deres forældre fandt Bukhs holdninger forskruede.

Bukh vandt stor anerkendelse i Tyskland både før og efter nazisternes magtovertagelse f.eks. gennem gymnastikopvisninger ved OL i Berlin i 1936 og efterfølgende ved deltagelse i nazisternes partidage i Nürnberg, hvor han fik mulighed for at tale med den tyske Fører. Bukh og hans gymnastikhold vandt dog langt større udbredelse end i Tyskland. Også i demokratisk sindede kontinental-europæiske lande samt i Storbritannien og USA gav han mange succesfulde opvisninger kulminerende i Royal Albert Hall i 1937. Kort sagt historien om Gymnastikhøjskolen i Ollerup har mange flere facetter end Bukhs politiske udskridninger.

De danske idrætshøjskoler

Fra etableringen af gymnastikhøjskolen i 1920 og frem til i dag, hvor skolen kan fejre sit 100 år jubilæum i 2020, er der sket en rivende udvikling. Allerede i 1925 etableredes på Jyllandssiden af den gamle Lillebæltsbro Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvis ledere Jørgine Abildgaard og Anna Krogh i løbet af 1930'rne i modsætning til Bukh anlagde en demokratisk, anti-tysk profil. Snoghøj blev kvindegymnastikkens højborg, og her dyrkedes mellem gymnastiksal, forsamlingshus og kirke en åndeligt-religiøs og national form for gymnastik f.eks. i form af øvelser med danske bøgegrene, gang som "nordiske dronninger" og elevernes blikke vendt mod Dybbøl, hvilket Niels Bukh fandt ret skabagtigt. Til gengæld tog snoghøjpigerne afstand fra ”muskelfabrikken i Ollerup” og dens ”mandhaftige” kvindegymnastik.

I 1938 oprettede Bukhs gamle elev, lærer og partner, Kristian Krogshede, så Gerlev Idrætshøjskole, der ud over inspiration fra Bukh markerede sig inden for springgymnastik og med den tyske Medau kvindegymnastik. Herefter gik det slag i slag med oprettelse af idrætshøjskoler i det ganske land såsom Den jyske Idrætshøjskole (1943); Gymnastikhøjskolen ved Viborg (1951); Idrætshøjskolen i Sønderborg (1952); Idrætshøjskolen i Århus (1971); Køng Folkehøjskole, Den vestfynske Idrætshøjskole (1978); Aalborg Sportshøjskole (1982); Nordjyllands Idrætshøjskole (1986); Oure Højskole (1987); ISI Idrætshøjskole i Ikast (1994); Odsherred idrætshøjskole (1997) og Idrætshøjskolen Bosei (2008).

Skønt mange gennem tiderne har set med skepsis på, at højskolens traditionelle dannelsesideal blev udvidet med den idrætslige dimension, har tendensen vist sig så sejlivet, at ca. hver 5. højskole i dag er en gymnastik- og idrætshøjskole, og elevmæssigt er det ca. hver 4. elev, som har valgt en gymnastik- og idrætshøjskole. Nye idrætshøjskoler er tillige på tegnebrættet i Skanderborg og Århus, ligesom mere traditionelle højskoler introducerer idrætslinjer, som det f.eks. sker for Borups Højskole i København fra sommeren 2016.

Allerede med Gerlev Idrætshøjskole i 1938 markeredes der en begyndende overgang fra gymnastik til moderne konkurrencesport, hvilket ikke mindst hang sammen med at stadig flere byboere fandt vejen til idrætshøjskolerne, og byernes ungdom have ikke på samme måde landbogymnastikken inde på rygmarven, men var mere optaget af sportens dynamisk-hastige puls.

I forbindelse med ungdomsoprøret omkring 1968 kom der igen grøde i højskolerne, som professor og tidligere forstander på Gerlev Idrætshøjskole, Ove Korsgaard, omtaler i hans fortræffelige seneste bog Solskin for det sorte muld. På Gerlev blev der introduceret nye danseformer med inspiration fra Latinamerika, orientalsk kampkunst, yoga og meget andet. Hvor forfædrenes lingske gymnastik skulle disciplinere og hærde det strunke legeme, faldt man nu igen fremover i sin kropsholdning for at vise protest mod stræberkulturen. Og det vigtigste blev ikke at få musklerne til svulme, men bevidstheden til at udvides.

Med Oure Højskoles stiftelse i 1987 kom elitesporten for alvor på højskolens skema, og der foregik en udfordring af højskolens ide om ”det hele menneske” og højskolens betydning som bred dannelsesinstitution.

Ikke desto mindre er Bukhs gymnastiske inspiration fortsat meget tydelig også i store dele af gymnastikken langt uden for Gymnastikhøjskolen i Ollerup, der i øvrigt er gået de nye tider i møde med et nyt avanceret springcenter fra 2002 og den kommende totale omdannelse af Idrætshallen fra 1933 til en sydfynsk arena med plads til 3.500 tilskuere. Ikke kun på idrætshøjskoler, men også på mange efterskoler og på Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers Verdenshold ses klare spor af Bukhs gymnastiske indflydelse.

Gennem de sidste år har gymnastikken vundet frem ikke mindst i Dansk Idræts-Forbunds rækker. Så hvem ved, måske vil den gamle digter Hostrup få ny aktualitet, når han om gymnastikken skriver ”vi vil frem! Fremad efter livets kranse! tid vi har ej til at standse”. Nu hvor landbrugets gyldne tid er ovre og dets bedrifter reduceret fra 200.000 i 1940’erne til 11.000 heltidsbrug i dag, kan det være, at de danske storbyer bliver gymnastikkens næsten bastion. Måske løfter en ny generation af unge hovedet fra pc, iPad og iPhone for at ranke deres ryg i fællesskab med andre i formgivende øvelser. Man har da lov til at drømme.  

 

 

Kilder

Hans Bonde: Niels Bukh - En politisk-ideologisk biografi, Museum Tusculanum Forlag, 2007 (CD-rom, DVD).

Ove Korsgaard: Solskin for det sorte muld, Gyldendal, 2013.

 

Flere nedslag i højskolens historie

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies