Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Krigen om golfen

Publiceret 02-06-2016

NEDSLAG Om dengang man kunne tage på jordomrejse med dagpenge, om sommerhøjskolekurser med golf og surfing, og om skeptiske politikere og et stærkt civilsamfund

Af Marianne Jelved

I 1990 havde jeg min debut på en højskole, nemlig Grundtvigs Højskole. Klaus Birkholm og jeg havde tilrettelagt et kort kursus om de folkelige bevægelser i 1800-tallet. Jeg skulle levere indledningsforedraget. Det var meget grundigt forberedt med fodnoter og henvisninger til kilder osv. Efter mig kom Poul Engberg på gulvet. Med øjeblikkelig virkning bemægtigede han sig hele rummet. Uden så meget som et papir i hånden løftede hans indlæg loftet, og alles øjne fulgte ham.

Jeg glemmer ikke min egen indre indrømmelse: ”Ja, det er jo det, der er højskole.” Højt til loftet med passion om tidens udfordringer, som vi kan forstå den i en historisk sammenhæng. Det akademiske skoleridt kan ikke blive til passion. Og kan ikke huskes for andet end kedsomhed. Fra da af har jeg været meget på højskoler med mange foredrag og debatter, og jeg har været med til at lave korte kurser på bl.a. Brandbjerg Højskole og på Grundtvigs Højskole. Og det har jeg lært af.

Der er ingen af eksemplerne på højskolernes forsøg på at finde nye veje, der er helt ude i skoven, men de blev på et tidspunkt for meget for det politiske segment.

Marianne Jelved

De korte kurser på højskoler skal være almendannende. Og de skal samle mennesker om tidens udfordringer. De skal have deres begrundelse i samtalens værdi, hvor der er et fælles ønske om måske at nå en fælles forståelse om sagen og udfordringen og derved bevæge sig sammen i en fælles lære- og erkendelsesproces, dvs. en dannelsesproces. Dietrich Benner er professor i almen pædagogik ved Humboldt Universitet. Han fremfører, at dannelse ikke er et bestemt samfundssyn eller menneskesyn.

Det er derimod, at man kan deltage i refleksioner, diskussioner, i kritik og i handling. Den moderne dannelse er menneskets søgen efter mening og ikke dets bevidstløse accept af fastlagte normer og værdier. Det er derfor, mange voksne mennesker drager på korte kurser på højskoler. Det er derfor, vi fortsat har et fællesskab, der kan tage hånd om udfordringer i civilsamfundet, som fx formeringen af venligboerne i takt med flygtningestrømmen ind i bl.a. Danmark er et fint eksempel på.

Det er kendetegnende for et samfund, der har udstrakt frihed til og mulighed for selv at organisere sig og tage hånd om fælleskaber, at det må bygge på rummelighed og tillid. Det er ikke en selvfølge, at vi i Danmark har mindretalsretten, som jeg kalder det, når en kreds kan sætte sig sammen og danne en fri skole, en højskole, en frikirke på et grundlag, som et flertal ikke deler. Vi ved godt, hvad meningen med højskolen er.

Det kan formuleres på mange måder, men det handler dybest set om at blive klogere på sig selv og andre. Og det sker i et fællesskab, som man ikke bare kan vælge fra, fordi man netop har valgt det til uden at kende det i forvejen. Det skal alt sammen også ske ved, at vi må forholde os til den tid, man lever i og forstå, at man kommer fra en historie, der har formet os som menneske og borger, og at der er nogle uafviselige nye former for udfordringer, som vi skal forholde os til. Friheden kan ses som stor. Og deri ligger også mulighederne for at støde sammen med træk i tidsånden, der kan bruges til at stække friheden.

Med dagpenge på jordomrejse

Overforbruget af Den Frie Ungdomsuddannelse med praktik på Bali, af højskolens muligheder i form af Tvind-imperiet og måske af de korte kurser i golf og surfing i form af selvrealisering frem for livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Og så var det jo en god forretning – og måske også relevant nok i tiden med en meget stor ledighed – at kunne bruge dagpenge til finansiering af sit højskoleophold.

Det er alle punktnedslag i en højskolehistorie om at afprøve grænser og finde veje i en ny tid, der var præget af frigørelse og af politikernes forsøg på at finde måder at indrette samfund og systemer, så vi kunne få orden på samfundsøkonomien, alle i uddannelse og fuld beskæftigelse.

Det var en tid med enorme gældsproblemer og historiens højeste ledighed. Vi havde bl.a. fået en førtidspension, der hurtigt fik 60.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder på pension. Jeg opdagede, at lang tid på dagpenge var direkte invaliderende. Der var ledige på vej til det niende år på dagpenge i begyndelsen af halvfemserne. Og det var jo heller ikke meningen med dagpenge, at de skulle være et forsørgelsesgrundlag år efter år. Så der blev lavet reformer, og der blev lavet orlovsordninger.

Bl.a. kunne en ledig på dagpenge bytte sine dagpenge med en arbejdsplads, og derved sende en i fast job på jordomrejse på dagpenge. Det hed en sabbatorlov. Den kunne ikke forklares uden for landets grænser. Og så var det problematisk at begrunde dagpengereformer med, at du skal hurtigere i arbejde samtidig med, at du sender raske mennesker på sabbatorlov, hvilket jo siger tydligt nok, at vi må deles om arbejdet. Og der gik jo også skraldemandsmodel i meget kreativ tænkning. Jeg var selv aktiv politiker i den periode og økonomiminister i Nyrup-regeringen i halvfemserne.

Nye veje og færre penge

Der er ingen af eksemplerne på højskolernes forsøg på at finde nye veje, der er helt ude i skoven, men de blev på et tidspunkt for meget for det politiske segment. Det gik ud over Den fri Ungdomsuddannelse og Tvind. Og de korte kursers emner blev problematiseret. Skulle der virkelig statsstøtte til folks golfferier. Det gav anledning til hede diskussioner i højskoleverdenen. Golfkrigen var brudt ud, og blev sekunderet af overvejelser om at uddanne unge til at tage HF-fag som privatister.

Således deltog jeg fx i en paneldebat på Vartov siddende mellem forstanderen på Testrups Højskole og forstanderen på Højskolen i Oure. Fronterne var trukket hårdt op. I en vis forstand var det en diskussion om højskolens sjæl og dermed dens identitet. Men friheden var stor. Så højskolerne vælger det, der giver mening inden for de vedtagne rammer i lovgivningen, som er gjort lidt lempeligere i min tid som kulturminister. Nu kan højskolerne også bruge kræfter i lokalsamfundet som en folkeoplysende kilde.

Til gengæld har økonomien og de store besparelser i genopretningspakken (!) og i V-regeringens seneste omprioriteringsbidrag (!) spændt buen hårdt. Det er et signal om, at intet er helligt, og oppositionen har ikke magtet at tilbageføre besparelserne, da den kom i regering. Som det hedder: det er en prioritering. Og det er det jo unægtelig. Og det må konstateres, at der ikke har kunnet findes flertal for at hjælpe højskolerne på sporet igen.

De korte kurser er en måde at give voksne mennesker ny indseende og muligheder for at bruge deres livserfaringer i et fællesskab, som de vælger til og bliver del af. De korte kurser er også forpligtet på livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Jo flere, der får del i et højskoleliv, jo flere vil være ambassadører for højskolen, der har overlevet tiders op- og nedture. Men ingen af os kender fremtidens og dens konfliktfulde valg. Men vi ved, at civilsamfundet har en stærk tradition og en stærk historie.

Det er vigtigt, at højskolen er en del af civilsamfundet, hvor den nu end ligger. Den opmærksomhed og forpligtelse, der ligger der i det liv, der leves lokalt, er det bedste grundlag for den fortsatte udvikling og varetagelse af vores vigtige frihedsrettigheder i folkelige fælleskaber. Og inviter de folkevalgte i såvel kommuner som Folketing til at blive en del af højskolernes liv. Jo bedre, vi kender højskolerne og deres hverdag og fest, jo mere holder vi af dem, for så oplever vi det guld, de spinder i vores kultur.

 

Blå bog

Marianne Jelved (F. 1943)

Lærer fra Hellerup Seminarium. Cand.pæd i dansk litteratur. Medlem af Gundsø Byråd i 1982-89. Medlem af Folketinget fra 1987. Økonomiminister og minister for nordisk samarbejde i Nyrupregeringerne. Kulturminister og kirkeminister i Thorningregeringen. Har deltaget som tilrettelægger af korte kurser på flere højskoler siden 1990.

 

Flere nedslag i højskolens historie

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies