Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Demokrati i flertal

Publiceret 17-05-2016

ANMELDELSE: Antologien Demokratisk dannelse viser, at den demokratiske dannelse nok snarere er et spørgsmål end et svar, men vel at mærke et svarende spørgsmål: Hvad skal vi med hinanden?

Af Brian Degn Mårtensson, lektor, UCSJ

Højskolen er sammen med de frie grundskoler en af de sidste levende institutioner, der har solid rod i en nordisk tradition for pædagogik, og dermed en af de sidste forbindelser til det, der har gjort Danmark til et stærkt og demokratisk samfund. Vi har allerede reelt mistet vores folkeskole såvel som vores seminarietradition, og vores almene gymnasium synger sandsynligvis på sidste vers.

Derfor er det herligt, at KLIM netop har udgivet en slags opfølger til antologien Højskolepædagogik - En fortælling om livsoplysning i praksis , som udkom sidste år. Vi har mere end nogensinde brug for at tale om, hvad det egentlig var, vi påbegyndte for 170 år siden, da højskolen satte livsoplysning og dannelse på dagsordenen. Den nye antologi om højskolens væsen bærer titlen Demokratisk dannelse - Højskolen til debat og er et forsøg på at indkredse dannelsesbegrebet og samfundsengagementet i højskolens DNA.

Bogen indledes med et forord, en redaktionel indledning, samt to fine introduktionskapitler af Ove Korsgaard og redaktøren selv. Bogens første del består af artikler, der diskuterer, hvordan demokratisk dannelse relaterer sig til højskolens virke. Allerede her udmærker bogen sig ved at rumme den bredde, der findes i det danske højskolelandskab, og de fem kapitler formår faktisk at skabe grundlag for en diskussion med hinanden. For hvad er demokratisk dannelse i grunden? Og hvad er det ikke? Som Simon Axø, der er viceforstander på Testrup Højskole, skriver: "Står demokratiet og dannelsen i hinandens tjeneste? Styrker dannelsen demokratiet og omvendt? Er dannede mennesker demokrater, og er demokrater dannede? Ligningen er ikke så simpel, og man kan ikke løse den entydigt."

Tilsammen lykkes det for forfatterne at indkredse, at den demokratiske dannelse nok snarere er et spørgsmål end et svar, men vel at mærke et svarende spørgsmål: Hvad skal vi med hinanden? For vi skal jo noget sammen! Vi skal leve et liv med andre mennesker, og vi må og skal engagere os i dette samliv, der er blevet os givet.

Højskolens praksis

Den anden del er en række artikler, der mere praksisrettet giver eksempler på højskolernes arbejde med den demokratiske dannelse. I artiklen "Verden brænder - så de unge skal brænde for den verden" beskriver Sigrid Lauenborg Dahl og Mads Philipsen, der er højskolelærere på Krogerup Højskole, hvordan de arbejder med demokrati og det levede engagement: "På et elevhold havde en gruppe elever spottet, at nogle rutiner på skolen ikke levede op til deres fortolkning af at være samfundsbevidste, demokratiske medborgere.

De mente, at skolen i højere grad skulle forholde sig til klimaforandringerne ved at agere mere bæredygtigt. I stedet for at formulere krav til medarbejdergruppen, blev emnet taget op på et Speak Up-møde, så eleverne selv kunne tage initiativ til at forandre skolens rutiner. Der blev nedsat et bæredygtighedsudvalg, der gik i gang med en række projekter på skolen i samarbejde med de ansatte."

Det lyder næsten som noget, der er taget ud af partiets Alternativets principprogram, men forfatterne formår at fastholde en særlig højskoletone i deres beskrivelse af, hvad man kan kalde en indøvelse i demokrati: "Vi ved, at vores initiativer og måden, vi snakker om tingene på, sætter rammer for eleverne og påvirker den kultur, der udvikler sig. Men vi mener, at det er
vigtigt at inddrage eleverne i overvejelser og løsninger på de udfordringer, vi ser på skolen."

Den intime sammenhæng mellem demokratiet og det levede engagement går igen, når talen falder på mere globale temaer: " … det giver en helt anden betydning at høre en kvinde fra Nepal fortælle om jordskælvet i Katmandu to dage efter, det er sket, at høre en ung mand fra Brasilien fortælle om regnskovsrydning, at høre en kvinde fra Maldiverne på en morgensamling med tårer i øjnene fortælle, hvordan klimaforandringerne nok vil udslette hendes land inden for 50 år - eller have timer med en syrisk mand fra Kobane, der er flygtet til Danmark, mens politikerne diskuterer flygtningekrise i Europa. I stedet for at vi som skole skal "opdrage" de unge til at forstå verden og tage ansvar for den, vækker de unge en empati i hinanden, der gør oplevelsen til en livslang erfaring. Den empati er byggestenen i udviklingen af engagerede medborgere, der tager ansvar for hinanden og deres omverden."

Den åndelige dimension

Antologiens tredje del rummer artikler, der sætter højskolens dannelsesopgave i perspektiv. Disse er skrevet af folk uden for højskolen og diskuterer højskolernes håndtering af samtidens udfordringer i forhold til arbejdet med demokratisk dannelse. Fremhæves bør her professor Finn Thorbjørn Hansens artikel, der fokuserer på den åndelige dimension i højskolens virke. Han påpeger, at man bør holde fast i vægtingen af den åndelige oplivelse frem for et stift fokus på forestillingen om den rette handling. Hansen skriver: "Der ligger aktuelt en vigtig folkeoplysningsopgave for folkehøjskolerne i at præge debatten og fremme en forståelse af, hvorfor et eksistentielt demokratisyn og en sådan medborgerskabsidé er vigtig. Jeg er derfor uenig med den pædagogiske forsker Niels Buur Hansen, når han i en artikel om medborgerskab (Hansen 2008) hævder, at den Grundtvig-Koldske pædagogik må ses som en forhindring for forståelse og udvikling af demokratisk medborgerskab. Tværtimod vil jeg sige, at det er netop det livsoplysende element og forbindelsen mellem demokrati og livsoplysning, som må medtænkes og inddrages i demokratidiskussionen, hvis man vil føre en tidssvarende diskussion om og uddannelse i, hvad medborgerskab i dag må handle om - blandt andet set i lyset af individualiseringen og multikulturaliseringen." Stærke og vigtige i ord i en tid med så megen pædagogisk instrumentalisme!

Antologien afsluttes med et interview med forfatteren Rune Lykkeberg, som egentlig blot er et genoptryk fra Højskolebladet. Lykkeberg har nogle interessante pointer, og interviewet fejler som sådan ikke noget, men alligevel er det en noget mat oplevelse at afslutte læsningen af en ellers fin antologi med en tekst, der både i genre og kontekst bryder med resten af bogen. Hvor havde det været dejligt, hvis en nyskrevet tekst enten kunne have opsamlet eller udfordret bogens mange spændende perspektiver.

Man kommer ikke uden om, at Demokratisk dannelse - Højskolen til debat er en både læseværdig og nødvendig antologi, som bør husstandsomdeles i denne for vort land så vanskelige tid. Den er et godt billede på både konsistensen og pluraliteten i højskoleånden, som netop er en sådan i bestemt ental, men som antager mange forskellige former i mødet med det levede engagement.

Rasmus Kolby Rahbek (red.)
Demokratisk dannelse - Højskolen til debat
Klim, 2016. 197 sider, kr. 270,-