Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Frøken forstander og kærligheden

Publiceret 02-03-2016

Gårdmandsdatteren fra Vestjylland, frk. Laura Alkjærsig, har været arbejderhøjskolernes eneste kvindelige forstander.

Lars Thorkild Bjørn, Højskolehistorisk Forening

Hun var elev på Askov i grundlovssommeren 1915, hvor hun mødte to lærere fra den nyoprettede Esbjerg Arbejderhøjskole. Hun blev grebet af de politiske vinde og sociale spørgsmål. To år senere blev hun lærer på Esbjerg Arbejderhøjskole. I 1921 blev hun forstander.  Hun ville vække elevernes samfundsengagement og fik ansat den nyuddannede teolog Julius Bomholt som lærer. På trods af hendes kærlighed til højskolen blev hun fyret i 1924, da hendes grundtvigske baggrund kom i konflikt med skolens socialistiske målsætning.

Kærligheden fandt hun dog sammen med igen. Hun giftede sig med Frederik Hedebol, og det unge ægtepar blev ansat på den nyoprettede internationale højskole i Helsingør, men efter to år her rejste familien til USA. Hendes mand insisterede, og han havde fundet arbejde som gymnasielærer. Kærligheden til højskolen bevarede hun og deltog altid i elevmøderne, når hun besøgte Danmark.