Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Jeg valgte konkurrencen fra

Publiceret 17-03-2016

Ungdommen byder på alt for mange valg, synes Michelle Jørgensen. På Gymnastikhøjskolen i Ollerup har hun fundet en måde at håndtere det svære ved den tid i livet, som hun egentlig havde set frem til.

Af Ea Ørum. Foto: Klaus Holsting

Skulle hun blive i Melbourne og arbejde videre på baren? Skulle hun flytte til København og falde til inden psykologistudiet? Skal hun overhovedet læse psykologi? Skal hun gå ned til de andre i opholdsstuen om eftermiddagen, eller skal hun blive på sit værelse og få slappet af? Store og små valg hober sig op. Tilvalg og fravalg. Michelle Jørgensen skal ingenting, og så er alle muligheder åbne.

"Jeg er ikke den eneste, der har det sådan med alle valgene. Jeg har altid haft det svært med fravalg og tilvalg. Det virker så definerende - hele tiden. Jeg havde glædet mig til den tid, som jeg står i nu, men nu hvor jeg er i 20'erne, så er det svært. Jeg ved godt, det lyder forkælet, men ligesom så mange andre holder jeg helst flest muligheder åbne indtil sidste øjeblik," siger hun.

Det var ikke en selvfølge, at hun skulle på højskole. Slet ikke i to sæsoner, og hun betalte også først for anden runde i sidste øjeblik. Hun overvejede både at flytte til København og starte et liv der og at flytte til udlandet og tage en danseuddannelse.

"Jeg har altid haft mange ideer og tænker meget. Jeg vil gerne det hele. Det der med at være bange for at gå glip af noget og ikke få noget ud af tiden, dét fylder. Jeg vil have en tilfredsstillelse, når jeg gør noget. Det skal være det værd. Det er som om, at jeg først vælger, når jeg skal træffe en beslutning. Det sker lige i sidste øjeblik… Du kan godt høre, at jeg tænker temmelig meget, ik'?" siger hun.

En lille rynke i det venstre øjenbryn dukker op i hendes ellers helt glatte ansigt, når hun holder pauser i sine sætninger.

Jeg havde glædet mig til den tid, som jeg står i nu, men nu hvor jeg er i 20'erne, så er det svært. Jeg ved godt, det lyder forkælet, men ligesom så mange andre holder jeg helst flest muligheder åbne indtil sidste øjeblik.

Michelle Jørgensen, højskoleelev på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Byttede frihed med tradition

Vi taler sammen i flere timer. Hun fortæller, hvad hun håber, at fremtiden byder på, og hvad hun håber, aldrig vil ske. Vi sidder i 'de gamle stuer', som kun bliver brugt til særlige lejligheder. Hun kan godt lide denne gamle del af højskolen, hvor de mørke træmøbler har udskæringer, hvor den første forårssol vælter ind, og hvor et flygel venter på fællessang, og hvor vi har sat os i en sofa for at drikke den the, som hun har lavet.

"Jeg er nærmest lidt underdressed til det her sted." Hun har træningstøj på og Birkenstock-sandaler. Hendes ottende par fortæller hun. "Jeg kan godt lide, at her er så roligt og smukt. Det står i ret stor kontrast til det liv, som jeg havde i Melbourne," siger hun.

Da hun kom hjem fra sin ni måneder lange tur, vidste hun ikke, hvad hun ville. Valget blev Gymnastikhøjskolen i Ollerup. I Australien havde hun arbejdet som bartender, og hun havde delt en lille lejlighed med unge fra hele verden.

"Jeg havde helt sikkert udlængsel, da jeg var færdig med gymnasiet. Danmark er virkelig et lille land. Jeg ville så gerne opleve en hel masse," siger hun.
I Australien startede hun med at arbejde som dørsælger.

"Det prøvede jeg i halvanden uge, men jeg solgte ingenting, så det var ikke, fordi det var vildt nemt at finde job og få udlevet den drøm - jeg ville gerne opleve, imens jeg arbejdede. Det var sådan noget, som jeg havde glædet mig til at få frihed til i 20'erne. Jeg ville ikke have oplevet på samme måde, hvis jeg bare havde tjent penge i Danmark.

Jobbet som dørsælger gav mig heller ikke de oplevelser, som jeg drømte om. Samme aften, som jeg sagde op, gik jeg ud med nye ansøgninger og fandt arbejdet på baren. Det var helt sikkert både spændende og hårdt. Men det allerhårdeste ved 20'erne er de her tanker, som kan myldre. Jeg tænker, hvad nu hvis jeg gjorde sådan og sådan… ville det så være bedre? Den slags tanker kan jeg drukne i og blive helt ked af det over," siger hun. Hun har venner, der også er mærket af den slags tanker i forhold til valg af uddannelse.

"De tror, de kan vælge noget godt og sikkert. Vi skal jo hurtigt i gang, og det kan være svært at finde arbejde, selvom man har gjort det godt på sin uddannelse. Nogle siger, at de fx vil være ingeniører, fordi de tror, at det er bedst - altså at man kan få et arbejde med god løn. Men spørger jeg dem, hvilken slags ingeniør de vil være, så aner de det ikke," siger hun.

Gymnastikhøjskolen i Ollerup var ikke et oplagt valg, da hun landede med flyet i Kastrup. Hun gik i gang med at researche og finde på muligheder. "Efter rejsen var udlængslen blevet mættet, men jeg var stadig sulten på at udvikle mig. Jeg er helt sikkert bange for at sidde fast. Det var egentlig lidt overraskende, at det var højskolen, som vandt over de mange andre muligheder. Måske blev det sådan, fordi jeg havde lyst til mere ro, og fordi jeg samtidig gerne ville udvikle mig på en anden måde, end hvis man bare arbejder," siger hun.

Gymnastik har altid fyldt meget i Michelle Jørgensens liv, og det var hovedårsagen til, at det lige var Ollerup, som kom i spil. "Hvis jeg tager til Ålborg, kan jeg altid sove hos nogen, for i gymnastikverdenen tager vi til stævner, så jeg kender folk fra hele Danmark. Jeg kender også Ollerup fra venner, som har været her. Der var noget traditionelt ved højskolen, som jeg godt kunne lide - så meget, at jeg er blevet en sæson til. Planen var egentlig, at jeg skulle flytte til København og komme på plads inden studiet, men de planer blev ændret i sidste øjeblik. Jeg synes, jeg får så meget ud af at være her," siger hun.

Michelle Jørgensen er opmærksom på, hvad hun tager med sig i livet. Hun fortæller, at hun på rejsen til Melbourne lærte at sige fra. Det var nødvendigt fx i forhold til jobbet som dørsælger, der var provisionslønnet, og hvor hun ikke solgte noget. På højskolen har hun lært nyt, men hun har også lært sine eksisterende styrker at kende på en måde, som har gjort det nemmere at være i de svære 20'ere.

"Jeg er ikke god til at være konkret, når jeg taler. Det kan godt flyve lidt, men jeg har lært, at jeg trives, når jeg er i proces. Jeg har lært, at jeg er god til udvikling og til at se muligheder. Før blev jeg meget motiveret af at være bedst, fx i gymnastikken. I dag er jeg slet ikke sådan et konkurrencemenneske. Jeg har lært, at det ikke drejer sig om, hvorvidt jeg er den bedste, men om hvordan jeg bruger det, jeg lærer. Det er jeg blevet god til i løbet af de sidste par måneder, og det er kommet af at lægge konkurrencen til side," siger hun.

Hun bruger ordet 'livsoplysning', når hun fortæller, hvorfor hun er blevet på højskolen, og hvad den har givet hende.

Dansen gav mod

Hun kom for gymnastikken, men har især dyrket den moderne dans på højskolen. Det er også i forbindelse med dansen, at livsoplysningen dukker op igen og igen, når hun taler.

"Dans er meget personligt. Vi improviserer, og for mig er den personlige udvikling en del af livsoplysning. Det handler ikke bare om at lave en perfekt bevægelse, men om hvordan du arbejder med dig selv for at nå dit mål. Sidste semester opførte jeg en solo, som jeg selv havde lavet koreografi til. Jeg var nervøs, for der var jo publikum, og man lægger jo følelser i. Man svinger ikke bare en arm, men man viser alt det, som man ikke kan sige med ord, så der er en grund til, at armen skal svinges sådan," siger hun.

I modsætning til i gymnastikken kan hun gøre, som hun vil i dansen. Hun finder sin iPhone frem for at vise sin optræden. Hun har sit lange hår løst på filmen, hun kaster med det, ligesom hun kaster med sin arme og ben. Hun bevæger sig væk fra væggen bag sig og tilbage til den igen.

"Jeg ville gerne vise, at man har en tryg base derhjemme. Væggen er hjemmebasen. Den base har jeg altid haft en længsel efter at bryde ud af. Det kan være svært, for der er også noget, som man ikke helt vil forlade. Man kan længes hjem. Da jeg kom hjem fra Australien, havde jeg fundet en ny holdning til det derhjemme. På den måde kan man bryde ud og finde hjem," siger hun.
Hvad tænker du, når du nu ser optagelsen?

"Før havde jeg for meget fokus på, hvordan produktet blev - det skulle være godt. Selvfølgelig betyder det stadig noget, hvad andre synes, især fordi jeg selv har skabt dansen, men noget har forandret sig. Jeg kan da godt mene, at det er flot, og at jeg er stolt, men jeg fokuserer mere på, hvor modig jeg er blevet. Jeg sammenligner ikke min præstation. At jeg tænker sådan, tror jeg vil gøre det nemmere for mig at træffe de store valg. Fordi jeg finder ud af, hvad jeg vil, mærker jeg ikke bare, at jeg er drevet af at være bedre end de andre," siger hun.

Efter hun har vist filmen, sætter hun sin iPhone på lydløs og lægger den væk med skærmen imod bordet.

Jeg fik ret fine karakterer, og det gjorde jeg, fordi jeg knoklede, men jeg vil ikke sige, at der var noget mål, ud over at det virkede, som det rigtige at gøre.

Michelle Jørgensen, højskoleelev på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

 

 

Næsten 12 uden mål

Michelle Jørgensen synes ikke selv, hun er målrettet. Og spørger man hende, om hun er et typisk 12-tal, så afviser hun. Hendes snit er 11,4, "når det er ganget". Det kan ganges lidt endnu. Hendes "rene snit" er 10,6.

"Jeg har jo slet ikke fået 12 i gennemsnit, og jeg vil gerne blive bedre til at være målrettet. Hvis jeg tænker på mine mål, så tænker jeg, at jeg har et mål om en generel tilfredsstillelse i livet. Det er godt nok ikke særlig konkret. Jeg fik ret fine karakterer, og det gjorde jeg, fordi jeg knoklede, men jeg vil ikke sige, at der var noget mål, ud over at det virkede som det rigtige at gøre. En høj karakter åbner flere døre, og som sagt så er jeg nok bedre til at skabe muligheder, end jeg er til at bestemme mig," siger hun.

Og der er mange døre åbne. Hun er ikke helt sikker, men hun går formentlig efter en af de eftertragtede pladser på psykologi i København. 
"Jeg vil gerne arbejde med udvikling, og jeg vil gerne udvikle mig selv. Jeg vil gerne forstå andre. Hvorfor gør de, som de gør? Jeg er nysgerrig. Jeg synes, at nysgerrighed er vigtig, og jeg vil gerne vide, hvordan andre oplever verden.

Selvom vi oplever det samme, forstår vi det måske forskelligt. Højskolen er mit hjem lige nu, men et hjem der skal deles med 180 andre, så man er nødt til at gå på kompromis. Det kan være hårdt, men det er også lærerigt ift. det her med at være nysgerrig på andre, og det har styrket min lyst til at læse psykologi, selvom jeg godt kan være bekymret over uddannelsesniveauet. Der bliver sparet næsten over det hele, og det går ud over kvaliteten, siger hun."

Michelle Jørgensen taler af erfaring. Hun har gået i klasse med "for mange", fordi det har været forventet, at nogle ville falde fra. Udenrigspolitik bekymrer hende også - Danmark forandrer sig, synes hun.

"Min veninde fra England har lige været på besøg, og vi talte om, hvordan højredrejningen også findes i England," siger hun. Det er især flygtningesituationen, der ligger Michelle Jørgensen på sinde. Hun er ved at forberede en diskussion om den aktuelle flygtningedebat til faget "Verden og mig". 

Generation skilsmisse

Da Michelle Jørgensen gik i skole, var hun stolt af sine forældre. Som nogle af de eneste i klassen var de stadig sammen.

"Jeg er fra en skilsmissegeneration. Mine forældre blev også skilt for to år siden. Det kom ikke som et chok. Det var det rigtige for dem. Og jeg synes, at vi som familie har været gode til at håndtere skilsmissen, men det var hårdt. Fordi vores forældre bliver skilt, tror jeg også, vi ser lidt anderledes på kærlighed end tidligere generationer. Jeg ved jo godt, at det er alt for tidligt at finde sammen med nogen og tro, at det her er seriøst. Jeg tror, at mange tænker, 'det her holder jo ikke alligevel', og hvorfor så gøre det? Jeg passer også på mig selv på den måde. Jeg kender enkelte på min alder, der kaster sig ud i hus og børn, men de er meget få," siger hun

Skilsmissen mindede hende om, at hun også gerne selv en dag vil have en familie. Før havde hun primært drømt om at se verden og få en spændende karriere. "Jeg har lært, at hver gang man kommer et nyt sted hen, så er der tre andre steder, som man gerne vil til. Sådan er det at rejse. Mætheden er kort. Jeg havde en god barndom. Vi boede på landet. Dengang syntes jeg, det var kedeligt, men i dag kan jeg se, hvor trygt og fint det var. Sådan noget vil jeg gerne give videre en dag," siger hun.

Hendes forældre fandt sammen, da de var omkring de 18 år. Michelle Jørgensens plan er en anden. "Jeg er helt klart fra en generation, hvor vi er vildt bange for at gå glip af noget. Vi vil ikke binde os, for vi vil ikke såres, og vi synes, det er svært at vælge. Bare her på højskolen er det svært at skulle sige nej til det sociale, fordi man er bange for ikke at lære de andre at kende - ikke at få det hele med," siger hun.

Blå bog

Michelle Jørgensen, 21 år.

2015: Begyndte på Gymnastikhøjskolen i Ollerup i august.
Fik arbejde i Melbourne i Australien.
Rejste Sydøstasien tynd. Elskede især Vietnam.
2014: Student fra Næstved Gymnasium og HF. Var klar på at komme væk fra Danmark.
2013: Hendes forældre blev skilt, og hun flyttede til Næstved med sin mor.
Hun holdt alligevel jul og nytår med sine forældre i Beijing, hvor hendes storebror boede.
2011: Hun begyndte på Næstved Gymnasium.
Hun fik en rygskade til springgymnastik og måtte stoppe i TeamGym.
2010: Hun begyndte på Vejstrup Efterskole og var for første gang hjemmefra i en længere periode.
Hun sagde farvel til folkeskolen i Toksværd.
2001: Hun begyndte at dyrke gymnastik på konkurrenceplan i TeamGym.