Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Handlekraftens talentudvikler

Publiceret 20-09-2016

KRONIK: Det er lokalt i Udkantsdanmark, at forandringen vil ske. Det er lokalt, det hårde arbejde skal gøres. Lokalt, der skal vises civil handlekraft.

Af Mikkel Vinther

"Luk lortet," sagde min kritiske storbykammerat, da snakken faldt på Udkantsdanmarks fremtid. Det koster penge for den rige, unge, østlige del af Danmark at holde gang i den fattige, gamle, vestlige del, forstod jeg. I Udkanten fornemmes dommedagsstemningen også. De kloge unge flytter væk for at uddanne sig og ser sig ikke tilbage. Der fødes færre børn, og skolerne falder som dominobrikker sammen med virksomhederne. Heraf opstår høj ledighed og faldende huspriser. En ond cirkel. En bundrådden banan.

Men jeg har altid fået fortalt, at bananens brune pletter bare er lækre, høje sukkerkoncentrationer. I den optik er en brun plet på en banan egentlig en slags gevinst. Og med den overbevisning har begrebet "den rådne banan" altså en anderledes positiv betydning: En bananformet plet i vores Danmark, som har høj næringsværdi. Hvor talenter har plads til at gro. For hvor er det egentlig, at mange rige, unge østboer har trådt deres barnesko? Hvor er talentet blevet udruget? Og hvorfor udruges talenterne netop her?

Hvor talenter breder deres vinger ud af nødvendighed

Jeg arbejder i Netværket af Ungdomsråd, hvor jeg sidste år, i samarbejde med Kulturministeriet, var med til at starte otte nye ungdomsmiljøer - primært i Udkantsdanmark. For at kende til udkantsungdommens udfordringer rejser jeg meget i Danmark, hvor jeg altid overraskes over alle de inspirerende ungdomsmiljøer der eksisterer. Ofte i de yderste afkroge, hvor man mindst venter det. Et af disse miljøer er på Ærø.

På Ærø havde Søren og resten af Ærø Ungdomsråd store problemer med, at øens ungdom var delt i to: de unge uddannelses-tilflyttere på den maritime HF-skole og de indfødte. Derfor besluttede de at lave et stort computerspilsevent på øen. For som Søren sagde: "Alle spiller alligevel computer her." Og til trods for at gaming ikke umiddelbart rimer på integration for mig, blev idéen realiseret med stor succes og er i dag en stor tilbagevendende succes på øen.

Computerspilseventen har på mange måder været et afgørende springbræt for Sørens og flere andre Ærø-unges senere engagement i Ærø Ungdomsråd. De unge oplevede at kunne gøre en konkret forskel for andre unge på øen, og opdagede dermed, at det rent faktisk er muligt at skabe et bedre ungdomsmiljø på Ærø ved at handle. Efterfølgende var det helt naturligt at tage en dialog med lokalpolitikerne om nogle langt større udfordringer, som hvordan man får flere unge tilflyttere til Ærø, eksempelvis.

I de mindre samfund er alle nødvendige. Alle har et talent, alle kan bidrage med et værktøj til værktøjskassen, og derfor er frivilligheden og den aktive foreningsdeltagelse herude stadig en stærk spiller i samfundet. Sådan er det ikke i storbyerne, hvor jeg oplever, at man hellere opretter egen fodboldklub end melder sig ind i en.

Så i kombinationen af nødvendighed og forandringslyst bringes udkantsungdommen altså ind i en frivillighedstradition, hvor den uddannes til at tage fælleskabet på sine skuldre, og hvor den, når den ser en udfordring, har værktøjskassen, netværket og handlekraften til at gøre noget ved den.

Men ak, så flytter den unge væk og bliver til endnu en fraflytter.
Når den unge fraflytter flytter hjemmefra til en større by eller et andet land, modtager destinationen hele den værktøjskasse, som fraflytteren har skabt sig. Og her kan fraflytteren nu bygge et stærkt, fællesskabsorienteret samfund med andre ligesindede, handlekraftige fraflyttere i storbyen.

Det fraflyttede lokalområde derimod, kan kun krydse fingre for, at fraflytteren en dag kommer tilbage og 'giver noget tilbage'. Og udviklingen, hvor flere rykker ind til byerne og færre tager på landet, ser ikke ud til at ændre sig markant i den nære fremtid. Og burde vi så ikke gøre andet end bare at krydse fingre? For sammenhængskraftens skyld skal vi finde en mere direkte økonomisk incitamentsstruktur. Vi bør belønne udkantsmiljøer, hvor unge tager ejerskab for det lokalpolitiske, der giver mod og værktøjer til lokal forandringsskabelse. Vi bør belønne udkantsmiljøer, der aktivt talentudvikler på Danmarks handlekraft.

Hvordan gør vi det rentabelt at være talentudvikler?

Indfør moderklubpenge.

Et forslag kunne være at lade sig inspirere af den professionelle fodboldbranche, hvor mange de store fodboldtalenter har indskrevet i deres kontrakt, at der for hver eneste spillertransfer, hvor spilleren opkøbes af en anden klub, sendes en procentdel af transfersummen til 'moderklubben'. På den måde sikres fødekæden, og på den måde styrkes hele fodboldbranchens livsnødvendige sammenhængskraft. Hvem skulle have troet, at den benhårde fodboldmilliardindustri kunne inspirere med tanker, der nemt kunne have været tænkt af andelsbevægelsen?

Del kommuneskatten og tilpas til det digitalt-mobile arbejdsliv.

Endnu er antallet af eksil-storbyboer i udkantsområderne ikke overvældende. Men mange studerende, iværksættere og vidensarbejdere lever et digitalt og mobilt arbejdsliv, og derfor tror jeg, at vi vil opleve en ny udvikling, når det går op for flere af os, at vi jo sagtens kan sidde - mere eller mindre midlertidigt - i et kontorfællesskab i Klitmøller og holde Google Hangouts-møde med webudvikleren i Singapore. For derefter at træde ud og tage en tiltrængt storbypause i den fri natur, hvor der både er perfekte surfbølger og optimal arbejdsro.

Men desværre har den kommune, du 'arbejdspendler' til, i dag småt med direkte økonomisk incitament til at tiltrække den mobile arbejdskraft. Der er spandevis af tegn på økonomisk fremgang afledt positivt heraf, men vi bør overveje nationalt at indføre muligheden for at dele den personlige kommuneskat mellem bopæls- og arbejdskommune - også for de kortere perioder. Dermed ville vi mere direkte kunne belønne de kommuner, der skaber gode arbejdspladser og -rum.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at ungdommen ikke udelukkende skal plejes for at gøre os til bedre 'samfundssoldater'. Det er netop min pointe, at Udkantsdanmarks talentudvikling i særligt høj grad fokuserer på at skabe hele, velovervejede, fællesskabsprioriterende medmennesker. Her får du plads og tid til at pleje, fokusere på og udvikle dit fællesskabs- og samværsgen og finde ro i dig selv og din situation. Og måske når du også den erkendelse, at det hele ikke handler om at finde dig selv, men i højere grad om at finde din plads - og kæmpe for et større formål, end blot dig selv.

Situationens alvor

Jeg er klar over, at mine forslag ikke i sig selv løser udkantens problemer. Der skal mere til. Og en af de allerstørste udfordringer koster ingen penge at løse, men er helt grundlæggende for Udkantsdanmarks fremtidige udvikling. Borgerne i Udkantsdanmark skal nemlig selv tage endnu mere fat og gribe mulighederne frem for at stirre sig blinde på udfordringerne.

Derfor bør vi også aflive ideen om, at ordene 'Udkantsdanmark' og 'Den Rådne Banan' i sig selv forværrer den nuværende situation. Min oplevelse er, at de udkantsudfordringer, vi ser i øjeblikket, tages mere seriøst end nogensinde - hjulpet godt på vej af den kontante italesættelse. For min skyld må du gerne kalde vores kære Udkantsdanmark for både Vandkantsdanmark, Forkantsdanmark og Uden.Cand. Danmark, der er min personlige favorit.

I de to spillefilm, jeg har produceret sammen med store grupper af frivillige, skruede vi endda op for provokationen og turnerede rundt i Taberland med ønsket om netop at skabe debat. Og det gjorde vi.

Italesættelsen af, at Danmark er 'knækket over' i en udkants- og en centrumdel gør, at vi projicerer flere kræfter ud i angrebet på opfattelsen af, at Udkantsdanmark er én stor, ensartet, rådden, brun banan i vandkanten - for 'vi har jo mere at byde på end hvad fordommene siger'. Og selvfølgelig har de fleste Udkantsbyer det. Men hvordan skulle storbyboen vide det? Hvordan skulle almindelige borgere kunne skelne Vojens fra Vordingborg og Rønde fra Rønne?

Udkantskommuner skal turde være 'sig selv'

Udkantskommunerne skal turde være anderledes. Hvem har sagt at alle provinshovedstæder skal have en central bycenter-kolos i matteret glas, som rummer hele gågaden? Sådanne eksempler, som der garanteret er rigelige rationelt-økonomiske argumenter for, er med til at forvandle hele Udkantsdanmark til en ensartet, brun banan for den udefrakommende.

Udkantskommunerne skal turde stå ved de forskelligheder og 'urenheder', der gør området til noget særligt, og fokusere på lokalområdets stedbundne potentialer. Ikke forstået udelukkende som fysiske, naturgivne fordele, men i højere grad som noget, I i området er særligt gode til. Se mulighederne frem for udfordringerne.

Lad dig inspirere af Samsøs grønne omstilling, Billunds branding som 'Capital of Children' og Klitmøllers opblomstring som hipt surferparadis med det nyeste skud på stammen: 'HF Cold Hawaii', der benytter de fordelagtige, naturgivne omgivelser til at blande en formel uddannelse med omegnens populære sportspassion - og underviser som vinden blæser.

Disse eksempler har alle gjort sig bemærkede gennem bevidsthed om egne evner, med de lokale ildsjæles handlekraft og med viljen til at fokusere på den positive historie i stedet for den negative.

Nogle udkantsbyer vil dø - for at andre kan leve

Jeg er ked af at sige det, men hvis en udkantslandsby primært har eksisteret for at være samfund omkring en togstation, og togstationen nu er lukket, så bliver vi altså nødt til at arbejde med den uskønne sandhed, at nogle provinsbyer må se langt efter eksistensberettigelse.

Dog tror jeg på, at mange af Udkantslandsbyerne vil genskabe sig selv. Forandringen kommer bare ikke ovenfra, ikke fra Christiansborg, ikke fra systemet. Det er lokalt i Udkantsdanmark, at forandringen vil ske. Det er lokalt, det hårde arbejde skal gøres. Lokalt, der skal vises civil handlekraft.

I øjeblikket ser jeg heldigvis flere civilsamfund i aktion mod landsbydøden. Eksempelvis er Sennels nær Thisted i Thy er et godt bud på årets fighter-landsby. Her giver private virksomheder kvadratmeterrabat pr. barn du flytter til med, og du kan blive en del af en borgergruppe, der lover kommunen flere fødsler, hvis de ikke lukker den lokale skole. Her finder du store folkelige indsamlinger, der for nylig gav over en million kroner i fælleskassen til lokal områdeforskønnelse. Dét er en udkant, der nægter at dø! Her rykker man sammen og ser muligheder der, hvor staten ikke løser problemerne. Det er sådan, der bliver skabt civil handlekraft i Udkantsdanmark, og det er, hvad hele Danmark har brug for!

Kronikken er Mikkel Vinthers bidrag til jubilæumsskriftet for Folkehøjskolernes Forenings 125 års jubilæum. Opgaven var at opstille en utopi for udkanstdanmark.