Af Andreas Harbsmeier, redaktør
Er højskolernes forening blevet en konsensusmaskine, der mere eller mindre bevidst forsøger at undertrykke debat? Det mener henholdsvis forstander og lejlighedsvis underviser på Rødding Højskole, Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø i dette nummer af bladet.
Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at nogle ting rent faktisk var bedre i gamle dage, men det er vanskeligt at forestille sig, at særligt mange ønsker sig tilbage til en tid, hvor en stærk patriarkalsk struktur dannede scene for ældre herrers udlægning af sandheden
Andreas Harbsmeier
Der ligger implicit i kritikken en forestilling om, at det meste nok var bedre i gamle dage. Dengang der virkelig var gang i den til foreningens årsmøder - og der blev udkæmpet drabelig kampe på ord fra talerstolen. Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at nogle ting rent faktisk var bedre i gamle dage, men det er vanskeligt at forestille sig, at særligt mange ønsker sig tilbage til en tid, hvor en stærk patriarkalsk struktur dannede scene for ældre herrers udlægning af sandheden. Den tid er for længst forbi, og kampen er blevet til samtaler, der udspiller sig helt andre steder end fra talerstolen på et årsmøde.
Højskolen som bevægelse og idé oplever en form for momentum i disse år. Både hvad elever og idéen angår. Der er ikke sket på bekostning af traditionen, men i kraft af fornyelsen af selvsamme tradition i samspil med den omgivende verden. Det er vigtigt - måske særligt i opgangstider, som højskolerne oplever lige nu - at oprette samtalen og have øje for formålet. Men løftet om en bedre fremtid skal ikke aktualiseres gennem glorificering af en fortid, de færreste, når det kommer til stykket, ønsker sig tilbage. Ganske enkelt fordi tiden er løbet fra den.