Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Svar på tiltale

Publiceret 08-08-2017

REPLIK Når anliggendet er at styrke Højskolebevægelsen, foretrækker vi vedkommenhedens nærkamp frem for bragesnakkens langdistanceraketter. Forstander og bestyrelsesmedlem Simon Lægsgaard svarer på Rykind-Eriksens og Lindsøs kritik

Af Simon Lægsgaard, medlem af bestyrelsen for Folkehøjskolernes Forening og forstander på Brandbjerg Højskole

Det er med fornemmelsen af blandede følelser hos afsender, at jeg læser  nærværende kritiske indlæg . På den ene side efterlades ingen tvivl om afsendernes utilfredshed med tingenes uholdbare tilstand, men for mig står det ikke klart, om det er FFD's medlemmer, sekretariat,eller bestyrelse, der er skurken i hele forfaldshistorien.

Ligesom sammenhængen mellem bopælspligten, den vedvarende krig imellem højskolens mange "fløje", højskolernes eksklusivt samfundskritiske position, gælden til traditionen, den helt unikke status og anseelse, som højskolerne nyder i samfundet og Højskolebevægelsens sammenhængskraft,fortaber sig i et tåget polemisk landskab.

Koden til læsning er måske, at man på forhånd køber ind i afsendernes fremstilling af "den ægte vare" hentet fra en svunden tid. Jeg abonnerer bare ikke på den kanal. Ikke dermed sagt, at kritikken ikke kan bruges konstruktivt. Det vil jeg forsøge efter bedste evne. Der er så mange ender af den omfangsrige kritik, jeg kunne tage fat i, men pladsen er desværre ikke til at nå omkring det hele.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der bagved teksten ligger en enorm lidenskab for dyrkelsen af en helt bestemt udlægning af højskoletraditionen. Den kommer blot mange steder til udtryk på så ekskluderende polemisk vis, at det kun meget svært lader sig gøre at udsondre den konstruktive argumentation, der ellers kunne være vejen til en forståelse for kritikkens sikkert ædle målsætninger.

Simon Lægsgaard

Det forekommer mig, at tekstens primære ærinde ikke så meget er at efterlade en sammenhængende argumentation, som den er et forsøg på at undslippe "gravens ro". Eller sagt på en anden måde: Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø forsøger at sætte lidt gang i gaden, før vi dør af kedsomhed, kvalt i gensidig respekt og gruppearbejde. Mange fingre peges, selvom det ikke altid er lige tydeligt, hvem de peger på.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der bagved teksten ligger en enorm lidenskab for dyrkelsen af en helt bestemt udlægning af højskoletraditionen. Den kommer blot mange steder til udtryk på så ekskluderende polemisk vis, at det kun meget svært lader sig gøre at udsondre den konstruktive argumentation, der ellers kunne være vejen til en forståelse for kritikkens sikkert ædle målsætninger. 

Om ensretning og debat

I kritikken anføres en række årsags-/virkningssammenhænge, som forekommer stærkt manipulerende og er med til at forplumre billedet. Når det mere end antydes, at der er en direkte sammenhæng mellem den oplevede afmatning af debatten og årsmødeafholdelse på et kursuscenter, så er det mere end en tilsnigelse eller ganske enkelt, fordi man har glemt at spørge om hvorfor. Det sidste skyldtes alene, at de højskoler, der var store nok til at rumme årsmødet, i år ikke havde plads pga. for mange kunder i biksen. Det kan man vel godt indirekte bebrejde et velfungerende foreningsarbejde, men det virker en anelse søgt.

Den påståede manglende spørgetid til de ministre, der mødte frem på de sidste års årsmøder, er ganske enkelt en erindringsforskydning. Man kunne også spørge sig selv, om eneste alternativ til åben krig virkelig er teknokrati, eller om der er belæg for, at medarbejdere, der ikke bebor de danske højskoler, blot tænker på, hvornår de har fri, generelt er trættere, mere stressede og alt i alt ringere medarbejdere end de fastboende… Det vil jeg lade være op til andre at udrede.

Et af de forhold, der klarest lader sig identificere i kritikken, er, at en del af ansvaret for højskolebevægelsens oplevede deroute skyldes bestyrelsens slet skjulte dagsorden om at ensrette højskolerne og lægge traditionerne og debatterne i graven. Den forestilling må jeg på det kraftigste anfægte. Tværtimod arbejder den bestyrelse, som jeg selv er en del af, på at styrke Højskolebevægelsens sammenhængskraft og identitet ved på én gang at understøtte højskolernes mangfoldigheden og dyrke det fælles grundlag og den fælles bestræbelse.

Den fortsatte - i FFD helt centrale - debat om højskolens kerne, som vi har valgt at henvise til ved begrebet "højskolepædagogik", er et af flere prægnante udtryk for netop den strategi. Og enhver med interesse i debatten vil vide, at netop dette arbejde, som alle er inviteret til, bl.a. beskæftiger sig indgående med højskolernes traditionsgods og i allerhøjeste grad byder debatten velkommen.

Det kan umiddelbart være meget svært at forstå, at "FFD's" anførte dygtighed, den kraftigt styrkede samtale på tværs af højskolerne de senere år og bestræbelsen på at inddrage, ikke blot forstanderne, men en stadig større del af højskolernes øvrige personale i refleksionen over højskolernes kerneområder, er det, der har ført til den påståede igangværende opløsning af Højskolebevægelsen.

Men set gennem krigsmetaforiske linser er det selvsagt ikke befordrende for den hidsige debat, at vi æder vores egen højskolemedicin, dyrker vedkommenheden og lærer hinanden bedre at kende. Til gengæld er de mange nærværende debatter (der i kritikken lidt hånligt kaldes for "gruppearbejde") befordrende for lydhørhed og den gensidigt dannende samtale og inspiration. Det er en skam, at det i kritikernes øjne opfattes som en flad konsensus. Den konsensus, de søger, er i hvert fald en anden.

Et af bestyrelsens mange erklærede mål er at fremme dialogen mellem højskolerne og ikke på nogen måde at mindske debatten. Tværtimod søger vi at kvalificere den. "Ro på bagsmækken" er mig inderligt ligegyldigt. Ligesom krigen for krigens skyld er det. I bestyrelsen ærgrer vi os, som kritikerne, over manglende fremmøde til medlemsmødet og ønsker os også en større spørgelyst til Årsmødet, men ser det samtidig som et tegn på et inkluderende og grundigt forarbejde. Vi imødeser fremtidige lidenskabelige meningsudvekslinger, men har ingen intentioner om at fremme de små ørers bombastiske debatform eller traditionelle monotone "forstander-enetaler". Det er ganske enkelt for nemt alene at møde op en gang om året og udtrykke den samme harme som året før. Vi ønsker langt mere end dette "skue-spil".

Når anliggendet er at styrke Højskolebevægelsen, foretrækker vi vedkommenhedens nærkamp frem for bragesnakkens langdistanceraketter. Jeg mener ganske enkelt, at der er tale om en decideret logisk fejlslutning, når Mads Rykind og Erik Lindsø forveksler en manglende "knurren" med en tandløs mund. Folk, der ikke svælger i krigsmetaforikken, er ikke nødvendigvis frataget hverken krudt eller kugler. En på én gang respektfuld, kritisk og lydhør debatform fremmer den folkelige inklusion og burde være en del af den demokratiske dannelse på enhver dansk højskole. 

Kampens primære formål forekommer således ikke at være større gensidig forståelse mellem kombattanterne, men er snarere til for gang på gang at glorificere den rette forvaltning af den Grundtvig-Koldske arv.

Simon Lægsgaard

Ingen sande arvtagere til Grundtvig

Efter at have læst kritikkens betoning af kampen mellem uforenelige verdensbilleder, forekommer det mig, at det egentlig ikke så meget er debattens verdensbillede-bevægende udkomme, der interesserer kritikerne. Udfaldet af kampen er egentlig altid givet på forhånd. Kampens primære formål forekommer således ikke at være større gensidig forståelse mellem kombattanterne, men er snarere til for gang på gang at glorificere den rette forvaltning af den grundtvig-koldske arv. Så når Oure takkes for at føre Brandes ind i kampen, er det ikke umiddelbart, fordi Brandes eller Oure i direkte forstand bidrager til højskolernes arv, men fordi modstanden bruges som redskab til at anvise den rette vej.

Tiden fra begyndelsen af forrige århundrede, hvor enhver forstander var konge i eget rige, er forbi. Det indeholder ganske enkelt ikke længere i sig selv en iboende legitimitet gennem enetale at påberåbe sig sin status som Grundtvigs arvtager. Der skal mere til. Vi skal sikre samtalen og genfortolke og styrke traditionen, og det gør vi bedst i fællesskab. F.eks. gennem den vedkommende samtale med de, der i dag udgør højskolernes rygrad, personalet. Jeg kan udmærket se ideen i, at de danske højskoler også er minisamfund af medarbejdere, der gennem dagligt levet liv skaber betydning både for elever og for det lokale liv.

Men jeg tvivler på, at man med lov kan gennemtvinge en forståelse af, at noget er et gode. Jeg tænker snarere, vi skal vise vores ansatte, at det rent faktisk er et gode. Men lad os tage debatten op. Og skulle det ikke lykkes, er der jo valg til bestyrelsen igen om et lille års tid.

Jeg ved ikke, om Grundtvig foragtede kanonsang og gruppearbejde. Jeg ved til gengæld, at det historisk-poetiske aldrig har handlet om at leve i fortiden, men om at forbinde fortid og fremtid. Jeg mener også, at vi har vores højskoler til låns, men uanset hvor meget den enkelte højskole vil lade sig inspirere af højskolernes grundlæggere, så har vi hverken lånt dem af Grundtvig eller Kold, men af fremtiden. Dogmatik er ikke vejen frem, når vi efter bedste evne må forsøge at tage vare på arven ved at være både med- og modspiller i en udfordrende og foranderlig verden.

 

Traditionsdebatten

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies