Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Skammens 4 grundregler

Publiceret 08-12-2017

#MeToo-kampagnen er et lille mirakel. Hvis skammens væsen er at skjule sig, så er skammens stemme tavshed. Bryd den!

Af Christian Hjortkjær, ph.d. og lærer på Silkeborg Højskole

Skammens væsen er at skjule sig. Det er helt fundamentalt. Når jeg skammer mig, slår jeg blikket ned. Jeg kigger væk. Jeg kryber ind i mig selv og forsøger at forsvinde. For skam er en følelse af blottelse, af at blive afsløret. At blive afsløreret som værende forkert.

Derfor er #MeToo-kampagnen et lille mirakel – og potentielt begyndelsen på en ikke så lille revolution. For lige nu afslører millioner af kvinder verden over sig selv. De afslører den skam, der ellers altid skjuler sig. I én og samme bevægelse blotter de deres egen skamfuldhed og mændenes skamløshed. Det er et mirakel, at det er sket. For det går stik imod skammens første grundregel: At skammens væsen er at skjule sig.

Kulturelt set er skammen underligt kønsstereotyp. Mandens ære hedder stolthed. Men kvindens ære hedder skam.

Mandens opgave har historisk set været at værne om kvindens skam. For en kvinde kunne bringe vanære over sin familie ved at være skamløs. I den forstand har kvinden kulturelt og bogstaveligt talt siddet på al magten. Skammen sad i kussen, for nu at sige det ligeud. (Det er derfor skammens væsen er at skjule sig, sic!). Derfor var både manden og kvinden sygeligt optaget af at bevare kvindens skam. Det er skammens anden grundregel: Den eneste skam er ikke at have nogen. Hvis man ikke har nogen skam i livet, så skulle man skamme sig.

For en kvinde kunne bringe vanære over sin familie ved at være skamløs. I den forstand har kvinden kulturelt og bogstaveligt talt siddet på al magten. Skammen sad i kussen, for nu at sige det ligeud.

Christian Hjortkjær

#MeToo har afsløret, at det, vi troede var en middelalderlig tankegang, desværre stadig har sin gang på jord i den vestlige verden. For hvad har kvinden egentlig at skamme sig over? Hvorfor skulle man skamme sig over at være blevet udsat for overgreb? Ja, det har med skammens tredje grundregel at gøre: At skam afslører, hvem jeg er (mens skyld angår, det jeg har gjort).

I et overgreb har jeg jo netop ikke gjort noget. Psykologisk set sker der derfor desværre det, at den forurettede ofte tænker, at det må være mig, den er gal med. At jeg – åbenbart – er seksuelt inviterende. At jeg åbenbart er skamløs. Konsekvensen er den tragiske, at den krænkede efterlades med en følelse af, at hun som kvinden er grundlæggende skamløs: Kvinden kan ikke ikke forføre.

Netop derfor er #MeToo så vigtig og væsentlig. Den er på én og samme tid et individuelt projekt, der med sit nøgterne stempel (#) udgør en stilfærdig protest, og samtidig et kollektivt ramaskrig, der netop i kraft af sit rystende omfang nu er umuligt at sidde overhørig.

Jeg hører alt for ofte, at Facebook ikke er andet end ungdommens polerede glansbillede, der fordærver selv samme ungdom med uopnåelige perfektionsidealer. Men sandheden er, at der længe har været en modbevægelse på vej: Der postes billeder af stomiposer, der skrives ærligt om psykisk sygdom, og nu #MeToo. Jeg må sige, at jeg har stor tiltro og store forhåbninger på de unges vegne. Vi er vidne til en historisk set uhørt åbenhed i det offentlige.

Vi taler om det her. Og intet er mere aftabuiserende, afstigmatiserende og "afskammende" end talens åbenhed. Det er den fjerde og sidste grundregel. Hvis skammens væsen er at skjule sig, så er skammens stemme tavshed. Bryd den!

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies