Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Han underviser i solidaritet

Publiceret 02-02-2017

Emmanuel har i mere end 15 år uddannet borgere i verdens fattigste lande til at kæmpe for deres rettigheder. I dag underviser han højskoleelever i at bekymre sig om verden.

Foto: Claus Staal

Fortalt til Zenia Søjberg

DA JEG VAR 10 ÅR, startede jeg som frivillig i Røde Kors i Zambia. Jeg må indrømme, at det først var af egoistiske årsager, for hvis man var frivillig i Røde Kors dengang, blev man nemlig inviteret til gratis fodboldturneringer og koncerter. Samtidig så jeg op til de mennesker, der arbejdede i Røde Kors og ville selv være en del af det.


I ZAMBIA STARTEDE JEG ET UNGDOMSPARLAMENT, der giver unge mulighed for at få mere politisk indflydelse. Jeg har arbejdet med unge mennesker stort set hele mit voksne liv og har lavet udviklingsprojekter i både Asien og Afrika. Jeg har blandt andet arbejde med at uddanne unge kvinder fra religiøse og landlige samfund på Zanzibar, arbejdet for social sammenhængskraft imellem religioner i Myanmar, uddannet unge volontører i Tanzania og hjulpet unge studerende i Zambia med at tage på udveksling i udlandet.


DER ER FORSKEL PÅ AT UNDERVISE eleverne på Den Internationale Højskole og unge i for eksempel Tanzania og Myanmar. I de mindre privilegerede lande underviste jeg unge til at kæmpe for deres egne rettigheder og finde løsninger på deres egne problemer - på højskolen underviser jeg eleverne i at vise solidaritet med andre. Jeg vil vise dem, at der er store problemer andre steder i verden, og lære dem at bekymre sig om andre menneskers problemer, så de for eksempel overvejer at blive frivillige i en NGO eller tage ansvar på anden vis. Det er en anden tilgang.

SOLIDARITETEN I DE PRIVILEGEREDE LANDE ER BLEVET MINDRE siden 70'erne. Også blandt de unge. Når folk bliver rigere, bliver de mere individualiserede. De føler ikke længere trang til at tage ansvar for andres problemer. Der bliver afholdt færre og færre demonstrationer og solidaritetsprotester, selvom der stadig er store globale udfordringer. Der plejede at være demonstrationer for at afskaffe racistiske regimer. Nu rejser folk på ferie til Israel - solidariteten med Palæstina er væk.

VI LAVER OFTE GRUPPEARBEJDE, ser dokumentarfilm og laver rollespil. Et eksempel på min undervisning kan være, at jeg inspirerer eleverne til at engagere sig i et problem og bruge deres personlige, sociale medier til at vise deres holdning og oplyse andre. Jeg er opmærksom på, at ikke alle elever er gode i klasseværelset, men så er de som oftest gode til at bidrage uden for timerne, og det er mindst lige så vigtigt.

I MIN FRITID ARBEJDER JEG PÅ AT ETABLERE en ny Dansk-Afrikansk organisation i Danmark. Idéen er at skabe en platform for danskere og afrikanere, der kommer til landet - et sted, hvor man som nyankommet i Danmark kan møde andre mennesker og finde fodfæste i samfundet igennem forskellige projekter. Jeg har også en stor interesse for dokumentarfilm og undersøgende journalistik, så nu har jeg meldt mig som frivillig hos CPH:DOX, dokumentarfilmfestivalen i København. Jeg synes, de gør et godt stykke arbejde!

JEG HAR ALTID VÆRET POLITISK AKTIV og er meget idealistisk. Jeg ser mig selv som pragmatiker, og hvis der er noget, jeg ikke er, er det artistisk. Jeg kan ikke spille trommer - det spørger folk mig somme tider om. Jeg har hverken dreadlocks eller kan spille fodbold, så jeg lever vist ikke op til den typiske forventning til en afrikaner.

Blå bog

Emmanuel Kamwi, 44 år, lærer på Den Internationale Højskole,

Undervisningsfag: "African Studies", "Human Rights" og "Democracy."

Tidligere erfaring: arbejdet for organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og UNDP samt været vejleder for den Zambiske regering på børn, unge og uddannelsesområdet.

Uddannelse: Bachelor i Community Education og Master i Public Administrations fra RUC.

Bopæl: Farum med sin danske kone og deres datter.

Født og opvokset: Lusaka, Zambia.